Visse ting udgør en nyhed, selv om man har kendt til det, så længe man kan huske, og torsdag aften fortalte TV 2-Nyhederne, at skolebørn kan blive sendt i skammekrogen.
Traditionen med at lade en ballademager køle af i et hjørne har længe befundet sig i en såkaldt bølgedal, men nu er den vendt tilbage, og studievært Jesper Steinmetz kunne med et forventningsfuldt smil fortælle, at på Grundtvigskolen i København har man genindført skammekrogen. Historien var i al sin enkelthed den, at Daniel fra 8. klasse havde kastet en klat ler efter sin tysklærer, hvorefter han var blevet sendt hen i hjørnet med en såkaldt "tænkeopgave". Her sad han nu og kiggede på en statue af Grundtvig og forsøgte at komme på bedre tanker, mens hans skoleleder fortalte, at børnene skal mærke konsekvens.
Derpå sagde Klaus Wilmann, der er formand for Børnerådet, at det er urimeligt, at danske skolebørn skal udsættes for metoder, vi end ikke vil byde fangerne i Irak. "Den slags må man åbenbart gerne her", lød det lettere syrligt, hvorefter der opstod et klassisk tomrum i nyhedsindslaget, hvor man ellers passende kunne have draget Klaus Wilmann til ansvar for sin noget useriøse parallel. Men sådan fungerer tingene ikke i et tv-indslag, der prioriterer underholdning mere end sagens kerne, og TV2's håndtering af denne "tilbage til den sorte skole"-historie fortæller alt om, hvilken stor berøringsangst, der præger den danske indstilling til det blodige begreb disciplin.
En håndfast skolelærer er næsten på højde med Jonni Hansen fra naziborgen i Greve eller en rockerhøvding fra Hells Angels, når det gælder forventningen om et godt gys. For en skolelærer, der føler sig drevet til at opdrage på eleverne, repræsenterer ideen om nogle vilde og gammeldags kræfter, der på dramatisk vis kan blive sluppet løs i samfundet - og det er ikke tilfældigt, at TV 2 bragte historien om skammekrogen både klokken 18.00 og klokken 19.00.
Derudover reklamerede kanalen for indslaget mellem de to nyhedsudsendelser, for ordet "skammekrog" skaber straks seertalsvenlige associationer om hvinende spanskrør, lektor Blommes bistre mine og nervøse blege barneansigter. Og sikkert er det, at så længe tv-stationerne på den måde overeksponerer selv det mindste forsøg på at skabe ro i det danske klasseværelse, er der fortsat lang vej til en afbalanceret diskussion om, hvordan vi får eleverne til ikke at smide ler efter tysklæreren. På den måde fungerede TV 2 forleden som en fantastisk katalysator for et af nationens største tabuer, for selv et overfladisk nyhedsindslag kan være oplysende uden selv at vide det.
Og hvad skete der med Daniel? Han fortalte bagefter, at "tænkeopgaven" havde lært ham, at man skal være sød over for læreren, for det er jo ham, der bestemmer. Enten bluffede han til ære for kameraet, eller også fik han virkelig noget brugbart med sig fra sin tur i skammekrogen.
Tiden vil vise det, og mens vi venter, kan vi kun håbe på, at TV2 - når Daniel er blevet lidt ældre - vil have sans for at fortælle historien om, hvordan man i 2004 kunne finde på at sammenligne genindførelsen af skammekrogen med tortur af krigsfanger.
Sørine Gotfredsen er
journalist og cand.theol.