Prøv avisen
Debat

Med flere besparelser kan vi ikke give vores ældre et værdigt liv

Når sparekniven rammer så hårdt, at personalet oplever, at de ikke længere kan gøre deres arbejde forsvarligt. Eller når de ikke længere kan give vore beboere den tilstrækkelige opmærksomhed og nærvær. Da er der ikke langt til holdningen: Det hele kan være lige meget, skriver formand for friplejehjem. Modelfoto Foto: Kaare Viemose

Som formand for et friplejehjem må jeg konstatere, at skal vi kunne give vore ældre borgere et værdigt liv, så er grænsen for besparelser nået, skriver Henning Hansen, formand for friplejehjem

VI MÅ GLÆDE OS over politikere, som sørger for, at vi ikke får græske tilstande. Problemet er bare, at sparekrav næsten altid rammer de svageste i samfundet. Måske fordi de ikke mere er lønsomme borgere, kun en stor udgift for samfundet. En byrde.

Som formand for et friplejehjem må jeg konstatere, at skal vi kunne give vore ældre borgere et værdigt liv, så er grænsen for besparelser nået. Jeg tror, de fleste plejehjem har en oplevelse af, at plejetyngden bliver større og større. Det sker som en følge af, at kommunerne søger at beholde borgeren så længe som muligt i eget hjem. Når de så endelig bliver visiteret til plejehjem, er deres fysiske, psykiske og sociale niveau meget dårligt. Hertil kommer, at vore beboere bliver ældre end tidligere. Det betyder, at vi får flere, som bliver demente og dermed mere plejekrævende. Endelig udskriver hospitalerne patienterne langt tidligere end før.

Disse kendsgerninger står vort personale over for med krav om, at beboerne i det daglige oplever plejehjemmet som en bolig med hjemligt miljø, kærlig omsorg og pleje. Det er ind i hjertet af dette eksistentielle krav, sparekniven svinges.

I første omgang går sparekravene ud over personalet. Normeringen bliver mindre. Nu kræver det ikke stor visdom at lave en organisation, som lever op til det kommunale serviceniveau. Men problemet opstår, når organisationen slankes så meget, at den ikke længere fungerer, fordi livet er trukket ud af den. På mine lederkurser blev der talt meget om, at hvis en organisation skal fungere, så er det nødvendigt, at personalet føler ejerskab over arbejdet. Hvis det forsvinder, bliver forholdene på vore plejehjem utrygge for beboerne. Da oplever de ikke længere plejehjemmet som deres hjem, men som en arbejdsplads uden følelser og nærvær. Disse eksistentielle ting står i fare for at blive sparet væk. Følgen bliver: Intet hjem mere. Kun en almindelig arbejdsplads.

Når sparekniven rammer så hårdt, at personalet oplever, at de ikke længere kan gøre deres arbejde forsvarligt. Eller når de ikke længere kan give vore beboere den tilstrækkelige opmærksomhed og nærvær. Da taber de følelsen af ejerskab og ansvar. Da er der ikke langt til holdningen: Det hele kan være lige meget. Jo, organisationen er tilpasset de økonomiske vilkår, men dens indre liv er sparet væk.

Helt anderledes er det, når personalet ved, at de kan leve deres visioner ud i hverdagen. Når de kan slutte arbejdsdagen og vide, at de har gjort deres arbejde godt til gavn for beboerne, da trives personalet. Da stortrives beboerne.

Kære politikere, tænk jer dog om, når I svinger sparekniven. Når der skal spares, så er det nødvendigt, at I gør det på en sådan måde, at I ikke ødelægger vore ansattes arbejdsmoral. Husk: Et plejehjems succes afhænger af personalets trivsel.

Henning Hansen er formand for friplejehjemmet ”Klokkebjerg” i Skjern og forhenværende politiinspektør