DET MODERNE LIV består af flere tider skudt ind over hinanden. Det er en god ting ved at være et moderne menneske i en gammel by, synes jeg, at man er i mange tider samtidigt. For mig er det især Christian IV’s København, 1700-tallets København, guldalderbyen og så København i 1930’erne, som jeg tænker på, når jeg går rundt i byen. Sådan var det ikke i gamle dage, forestiller jeg mig. Da levede man mere i den tid, hvori man var placeret.
Hvis vi nu ledsager peripatetikeren Søren Kierkegaard på en af hans daglige vandringer i København, kan vi begynde ved en af hans adresser, lige ved Vor Frue Kirke, hvor han kommer til syne i gadedøren og plirrer med sine blå, nysgerrige øjne til højre og venstre, inden han gennemlever et øjebliks angest stillet over for valget mellem enten højre mod Købmagergade eller venstre mod Gammeltorv og Nytorv, hvor hans barndomhjem ligger, så vælger han højre.
Nu går han af sted, ret langsomt, let krumbøjet og ligesom listigt krybende under sin skoliose, der får ham til at se lidt skælmsk ud, fordi han kigger på en nedefra og op og ikke oppefra og ned, som det ellers passer sig for en filosof. Han svinger lidt kækt med stokken, en bambuskæp, der er god til at svirpe ad forvorpne gadedrenge med, mens han kigger til højre og venstre med sit lille ængsteligt-hemmelighedsfulde smil i mundvigen. Er karikaturtegnerne ude i dag, tænker han. Og hvor mon digteren gemmer sig?
Selvsamme digter kommer i dette øjeblik trippende på sine skolopenderben nede fra Amagertorv op ad Købmagergade. Der er mange ting, der optager digterens hoved i dag ud over alt det nationalromantiske, han har bestemt sig for at tænke på som forberedelse til et drama, han vil skrive, men forstyrres blandt andet af den kriller, han mærker i halsen, som muligvis er tegn på en dødelig sygdom, så kommer han i tanke om noget, fru Heiberg sagde i aftes, gad vide om hun mente det ondskabsfuldt? Og endelig tænker han på, om han skulle tage en tur med hestesporvognen ud til Vibenshus Runddel, men kommer så i tanke om, at den først vil begynde at køre i 1863, altså om mere end 10 år, og til den tid er jeg jo sikkert lagt i graven, tænker han med et suk. Men det, han først og fremmest tænker på, er selvfølgelig: Hvor mon filosoffen er i dag?
Han ved selvfølgelig ikke, at jeg går sammen med ham. For jeg bliver først født 100 år senere i et andet land. Men jeg følger ham alligevel skridt for skridt.
I mellemtiden er Søren K. nået op til Kultorvet, hvorfra han fortsætter ud mod Nørreport. Det kunne være, man skulle gå en tur på volden, tænker han. Det har han selvfølgelig bestemt sig for, allerede inden han stak snuden uden for døren. Han vil gå rundt på volden og måske være heldig at møde Regine, der af en eller anden grund også tit går rundt derude. Det er over 10 år siden, han brød forlovelsen med hende, men det at se hende er som at lege med en rådden tand med tungen, og han har en mistanke om, at hun har det på samme måde.
DET ER SØNDAG. Sammen med Bodil og drengene tager jeg med metroen til Nørreport, og derfra tager vi bus 5 C ud ad Nørrebrogade. Vi passerer byens vold uden nødvendigvis at tænke over dens eksistens og står af ved Assistens Kirkegaard, hvor der er rundvisning klokken 14 ved gadedigteren Christian Kronman. Der er ganske mange, der har meldt sig til rundvisningen. At dømme efter gennemsnitsalderen er vi ude på fremvisning. Godt nabolag, stilfærdige lejere, hø-hø. Folk bliver altid så muntre på kirkegårde. Der er et par flamboyante ældre kvinder med violet hår, der ledsager os med en let summen fra deres elektrificerede køretøjer, mens de kommer med nogle spidse bemærkninger om Ben Webster, Kenny Drew og Jazz-Kay.
Christian Kronmans fortællinger, i dag med kærlighedstema, er ikke noget, han bare lirer af sig, det er en ægte og ærlig viden, han skal have al mulig respekt for at ville dele med os, der vakler af sted efter ham så at sige på gravens rand med en knirken af gangstativer og en duft af cerutter i kølvandet under hængebirkene. Olav og Sune, mine to drenge, følger tålmodigt med, vel- opdragne som de jo er, men stiller selvfølgelig det eneste spørgsmål, der er relevant for dem: Hvor ligger H.C. Andersen? Han kommer til sidst, lover vi. For først standser vi ved Søren Kierkegaards grav, så går turen forbi Dan Turéll med alle kuglepennene, Jens August Schade og Benny den-anden-Andersens nye stenløse grav, ham kender drengene, fordi de synger ham i skolen, vi runder Viggo S. og verdens mest tragiske kærlighedhistorie, og endelig kan vi så dvæle ved eventyrdigterens sidste hvilested. Og på den måde glider de forskellige tidslag nydeligt ind over hinanden, som de jo gør på en kirkegård, der ligger midt i en gammel by.
Men nu fyldes luften af en flaprende larm, og vi kigger op. En helikopter svæver over os, truende og militær. ”Nu sætter de sgu søværnet ind,” er der en, der siger. Det er næsten umuligt at høre, hvad Christian siger, og vi tager afsked med de gamle digtere og filosoffer i larmen fra noget, der minder om en improviseret militærøvelse.
Ude på Nørrebrogade er der optræk til ballade. Uropatruljerne er ude, visir nede og knipler synlige, der er folk, der ser bekymrede ud og råber ad deres børn, biler cruiser forbi med pumpende muskelhiphop, en somalisk kvinde siger: ”Nej, ikke nu igen!”, og folk skynder sig af sted med stramme opgivende ansigter. Det er tydeligvis ikke en øvelse. Men der står ikke noget om det på nyhedssiderne, kun noget om en fodboldkamp. Det er bare noget med FCK, tror jeg nok, siger jeg. Fodboldbøller eller sådan noget.
Men det er det så ikke. Da jeg kommer hjem og slår op på nyhedssiderne, ser jeg som det første billedet af en mand, der ligner en forvirret lagerchef, udstafferet med skudsikker vest og med en kasket på snur, der får ham til at ligne noget fra en helt anden tid. Det er altså vores nye debattør, mine damer og herrer, Rasmus Paludan, fanget i krydsilden af sine egne fladpandede provokationer. Eller er det ikke salig Mogens Glistrup, der står der i røg og damp og ser let forskræmt ud over det, han har sat i gang? Nej, det er Egon Olsen, er det ikke? Ja, der var den! Han mangler bare den udbrændte cigar mellem læberne. Men politisirenerne er ved at indcirkle ham, og han ved, at spillet er slut, filmen er slut, vi kan alle gå hjem, og intet er nyt under solen. Eller er det?
Jeg forestiller mig Sørens og Hans Christians vandringer i det gamle København som et slags kispus-spil, en skælmsk gemmeleg, ikke bare med hinanden, men også med mig. Jeg er den tredje mand, ligesom forfatteren altid er det. Ham, der står udenfor og registrerer, men samtidig er modvilligt en del af det, han registrerer – dog ikke mere modvilligt, end at jeg da ved, hvor jeg skal sætte mit kryds, næste gang det kræves af mig.
”Mellem os” skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.