I en by lidt uden for Barcelona vender folk hovederne, idet en ung mand med et excentrisk smil og en David Bowie-agtig glød i øjnene går fordi. For ud gennem mandens blonde hår stikker en cirka 40 centimeter lang antenne op. Han kan ikke se de sandede farver på de catalanske murstensbygninger, han er nemlig født sort-hvid-farveblind og ser verden monokrom. Men han kan høre farverne. Antennen, der er boret ind i hans kranie, omsætter omgivelsernes farvekoder til lydfrekvenser, der danner et dybt, vibrerende lydbillede i hans indre øre. Med antennen kan han som fugle registrere ultraviolet og infrarødt lys, og musik og telefonopkald transmitteres direkte til hans hjerne.
Manden hedder Neil Harbisson, han bliver ofte omtalt som verdens første cyborg, og han udgør omdrejningspunktet i den nye dokumentar "Cyborg: A documentary". Er han prototypen på fremtidens menneske, spørger filmen.
Cyborg-figuren er en hyppig gæst i science fiction-universet, og ordet dækker over en blanding af et menneske og en maskine.
Neil Harbisson og den filosofiske og kunstneriske cyborg-strømning, han repræsenterer, ser sammensmeltningen med teknologien som en frigørelseskamp mod klaustrofobiske samfundsnormer og kroppens biologiske bur. Men ikke alle deler Neil Harbissons vision. Dødstrusler er hverdagskost for den antennebærende kunstner, for hans teknologiske transformation af kroppen opfattes af nogle som en blasfemisk intervention i Guds arbejde. Også mere moderate stemmer er kritiske over for cyborg-bevægelsen. For muligheden for at lave kropmodificerede supermennesker risikerer at dele samfundet op i et vinderhold og et taberhold og undergrave sympatien for de fejlbarlige mennesker, lyder en tilbagevendende kritik.
Bedre end rask
Vi har længe ladet vores kroppe omforme af teknologien. Fremskridt inden for bio-, it- og maskinteknologi har gjort os i stand til at kompensere for mange tabte funktioner i krop og sind. Vi får små maskiner operereret ind i brystet for at stabilisere hjerterytmen, i øret for at godtgøre tabt hørelse, og når vores lemmer giver efter, kan vi erstatte dem med højteknologiske proteser. Afvigende psyker modtager psykofarmaka og elektrochok. Vacciner opgraderer vores immunforsvar, og forskere arbejder på at udvikle minirobotter, som kan svømme rundt i vores kroppe og pleje vores helbred indefra.
Den dominerende holdning i Det Etiske Råd er, at den slags teknologi må kompensere for tabte evner og forebygge sygdomme, men ikke gøre mennesket bedre end rask. Men hvor går grænsen mellem helbredende og forbedrende indgreb?
Filmskaber Sebastian Cordes mener allerede at have overskredet den tærskel. Et intelligent høreapparat gør ham i stand til at slukke for babygråd i supermarkedet og stille skarpt på stemmer bagerst i lokalet, så han kan smuglytte til andres samtaler på afstand. Dem og andre funktioner kan han styre fra sin telefon, der er koblet til apparatet, og efterlader han sin telefon i et lokale, kan han som en anden spion lytte til, hvad andre siger om ham, mens han er væk.
"Ingen mennesker kan fra naturens side det, jeg kan," siger Sebastian Cordes, der ser sig selv som en af mange cyborger, der går rundt iblandt os, hvilket han har markeret ved at få tatovereret "CYBORG" på underarmen.
For ham er cyborgen ikke blot en betegnelse for at smelte sammen med maskinen, men en metafor for at kræve retten til at forme sin egen krop og måde at være til stede i verden.
"Menneskelig optimering" kalder man bestræbelserne på at opgradere menneskets egenskaber med teknologi.
"Teknologien har altid forandret mennesket. Det nye er den direkte og målrettede måde, vi gør det på," fortæller Klavs Birkholm, der er direktør for tænketanken Teknoetik.
I 20 år har han fulgt udviklingen og den etiske diskussion omkring fænomenet. Først som medlem af Det Etiske Råd fra 2003-2011, senere som forfatter og ekstern lektor i teknologisk etik og antropologi ved Aalborg Universitet. Hvor grænsen mellem "normal" og "optimeret" går, vil han ikke definere.
"Grænserne flyder," siger han, men der er behov for en kollektivt defineret tærskel, hvis vi ikke skal åbne porten til en moralsk deroute, vi ikke kan vende tilbage fra.
Verdens farligste idé
For når først ny teknologi er indført, er den svær at rulle tilbage, mener Klavs Birkholm, og den etiske diskussion følger sjældent med den teknologiske udvikling. I 2015 undersøgte han perspektiverne ved den menneskelige optimeringsteknologi i bogen “Efter mennesket – på vej mod homo artefakt”, og han er forbavset over, hvor langt teknologien er nået siden da.
Det mest svimlende potentiale er i Klavs Birkholms øjne muligheden for at koble hjernen sammen med computeren. I takt med at videnskaben lærer mere om neurologi og datalogi, arbejdes der på at ophæve barrieren mellem computer og hjerne. Hvis man kan udjævne kommunikationskløften mellem disse, er håbet at kunne tilføre ekstra hukommelses- og regnekraft til hjernen og bruge internettets enorme databaser ved tankens kraft.
Det kommer aldrig til at ske, skrev han i bogen; kløften mellem computer og menneskehjerne er for dyb. Men selvom han stadig mener, at der er lang vej til hjernens totale sammensmeltning med computeren, har teknologiske landvindinger de seneste år gjort ham mindre skråsikker.
Proteseteknologien er et eksempel på, hvor langt man er nået med at få biologi og computer til at tale sammen. I dag kan man få intelligente arm- og håndproteser koblet til nervesystemet, som man kan styre med imponerende motorik, man kan ligefrem dreje underarmen 360 grader rundt, og i klinikker i Schweiz og Nordtyskland har flere personer skrevet sig frivilligt op til at få amputeret deres lemmer for at skifte dem ud med en protese, fortæller Klavs Birkholm.
En anden vej til menneskelig optimering er gensplejsning, hvor man kan fremdyrke eller eliminere bestemte træk ved menneskers arveanlæg. I år holdt de fremmeste genetikforskere topmøde i London for at diskutere de etiske dilemmaer omkring genmanipulation. Et særligt delikat emne, da genetiske ændringer kan føres videre til kommende generationer. Vejene til menneskelig optimering er således mange, siger Klavs Birkholm, og teknologien er i rivende udvikling, mens den etiske diskussion halter efter.
Allerede i 2004 advarede den feterede politolog Francis Fukuyama om den filosofiske strømning transhumanismen, der mener, at vi for at maksimere menneskets lykke skal luge ud i skaberværkets tidsler – naturen tager ikke hensyn til lykke, så lad os overtage kontrollen, lyder rationalet. I sit essay "Transhumanisme – verdens farligste idé" advarede han om, at den menneskelige optimering vil dele verden op i den optimerede elite og de tilbagestående biologiske originaler, hvoraf førstnævntes sympati for sidstnævnte langsomt vil erodere.
"Samfundet vil sandsynligvis ikke lade sig tryllebinde af transhumanismens verdenssyn fra den ene dag til den anden. Men det er meget muligt, at vi vil nippe til bioteknologiens fristende tilbud uden at indse, at de har en frygtelig moralsk pris," skrev han i essayet.
"Vores medmenneskelighed fordamper"
Den bekymring deler Klavs Birkholm. Den mest åbenlyse moralske trussel er ifølge ham spørgsmålet om, hvem der får adgang til den nye teknologi. For givet at det ikke er gratis at udstyre sin krop med teknologiske opgraderinger, er det nærliggende at tænke, at fremtidens teknologi vil videreføre og forstærke samfundets eksisterende uligheder.
Og som Francis Fukuyama mener Klavs Birkholm, at muligheden for at lave supermennesker risikerer at nedbryde vores sympati for de uperfekte mennesker. Når han holder foredrag om teknologisk optimering af mennesket, viser han som regel tilhørerne et af kunstmaleren Michael Kviums malerier, der skildrer mennesker med fysiske deformiteter og begrænsninger som dumhed og blindhed.
"I 1980'erne læste Michael Kvium en række artikler om, hvordan vi kan sortere handicappede babyer fra gennem fostervandsscanninger, og hvordan man i fremtiden forventede selv at kunne til- og fravælge menneskelige karaktertræk ved hjælp af gensplejsning. Det blev han forskrækket over, og han besluttede at bruge resten af sin karriere på at male det ufuldendte menneske," fortæller han.
Mens publikum ser på Michael Kviums forkrøblede mennesker, refererer Klavs Birkholm til filosoffen Michael Sandel.
“Michael Sandel mener, at det, at vi ikke er herrer over vores egne fejl og mangler, det dæmper menneskets iboende tendens til hovmod. Det er jeg enig i. Nogle mennesker fødes mindre heldige end andre. Men vi ved, at det ikke er deres skyld. Derfor har vi som forældre og borgere lært at elske dem alligevel," siger han og fortsætter:
"Når teknologien gør det muligt at frasortere træk, vi ikke kan lide, så mister vi vores evne til at acceptere mennesker på trods af deres mangler, da deres mangler ikke længere opfattes som et vilkår. Det betyder, at grundlaget for vores velfærdsstat, nemlig vores medmenneskelighed, fordamper," siger Klavs Birkholm.
Et spørgsmål om selvbestemmelse
Paradoksalt nok er empatien for samfundets afstikkere ifølge Sebastian Cordes netop brændstoffet i den cyborg-bevægelse, han identificerer sig med.
"For mig er cyborgen en metafor for friheden til at blive, hvem man har lyst til. Jeg forstår godt folk, der mener, at mange i dag er fortvivlede, fordi de mangler noget retning og stringens. Men den stringens, der har været i mange år, har været dræbende og indsnævrende for alle, der ikke passede ind."
I 33 år var Sebastian Cordes halvdøv, indtil han endelig fik sit høreapparat. Af frygt for at blive stigmatiseret som dreng og ung mand med høreapparat trodsede han lægernes advarsel om, at han ikke ville kunne gennemføre sin uddannelse uden og lærte sig at mundaflæse for at skjule sit handicap.
"Indtil jeg fandt ud af, at teknologien var en mulighed og ikke en begrænsning. Jeg kunne få et federe liv, have det bedre og gøre nogle ting, jeg aldrig havde kunnet før. Kroppen er nu en ny krop, som jeg føler mig tilpas i. Det princip kan man overføre til mange andre områder."
Cyborg-bevægelsen er for Sebastian Cordes en teknologisk forlængelse af en bredere frigørelsesbevægelse for folk, der vil have ret til at forme deres egen krop og livsvej.
"Biologi, kemi, kultur og teknik er så tæt vævet sammen, at det ikke giver mening for mig at se dem som adskilte. Og cyborg-tanken er, at det, vi er født med, ikke er det, vi behøver at blive ved at være," siger han.
Om vi skal have lov at bruge ny teknologi til at forme vores krop, er således endnu et tema i en af vor tids største moralske kampzoner: spørgsmålet om selvbestemmelse. En diskussion, der i Klavs Birkholms øjne ofte hviler på en misforståelse af menneskets frie valg.
"De valg, vi tager, kan ikke isoleres fra omverdenen. Vores beslutninger formes af samfundet omkring os og eksempelvis sundhedsmyndighedernes retningslinjer," siger han.
Derfor giver det for ham ikke mening at tale om individuelle valg. I forsvaret af individets frie valg overser man de kollektive konsekvenser af den frie afbenyttelse af nye teknologier, mener han. I takt med at den menneskelige optimeringsteknologi begynder at give konkurrencefordele på arbejdsmarkedet og andre aspekter af livet, vil dem, som ikke står på optimeringsvognen blive sat bagud. Selvom individet principielt er frit til at vælge, vil der opstå et indirekte pres for at lade sig omforme af teknologien, siger Klavs Birkholm.
"De nye teknologier understøtter desuden den usunde perfektionisme, der hersker i tiden," bemærker han.
Men kunstnere som Sebastian Cordes, Neil Harbisson og deres ligesindede er drevet af en lyst til at bruge teknologien til at udforske nye måder at sanse og udfolde sig på fremfor en drift efter perfektion. Kan det ikke også være en drivkraft?
"Det forstår jeg udmærket, og jeg kunne godt selv blive nysgerrig på den bevægelse. Men vi skal tænke over, hvilke døre vi åbner. For hvis ikke vi har en kollektiv diskussion om teknologiens glidebaner, risikerer vi, at de fører os et sted hen, som vi ikke har lyst til at være. Med nye etiske byrder," siger Klavs Birkholm.