Prøv avisen

Medieetik

Pressehistorisk par gendannet

Politikens legendariske chefredaktør igennem en menneskealder, Herbert Pundik, sørgede som en af sine første embedshandlinger i 1970 for, at den avis, han overtog ledelsen af, blev politisk uafhængig og dermed i hans forgænger Henrik Cavlings ånd en ægte moderne avis. Han opsagde avisens tilknytning til Det Radikale Venstre.

Ligesom Kristeligt Dagblad altid har været, blev også Politiken derved et medie, der kun tjente én part: Læserne og offentligheden. 41 år senere har den almindelige historieløshed nu også indtaget Politiken. Uden nogen form for anfægtelser lod Politiken det i søndags fremgå af en portrætartikel om den radikale leder Margrethe Vestager, at avisens kultur- og debatredaktør, Anita Bay Bundegaard, er rådgiver for samme Vestager.

En af avisens mest fremtrædende profiler er altså en personligt engageret part i den valgkamp, som hun samtidig i avisen i henhold til Politikens egne regler for habilitet og etik skal foregive at sikre en uafhængig og kritisk dækning af.

Læserne og i videre forstand offentligheden må undre sig. Politikens ledelse kan åbenbart ikke se problemet i, at en af avisens tungeste redaktører egenhændigt prøver at genetablere dens parløb med De Radikale.

jd.

En ikke-sag lever videre

Kun håndteringen af skattesag er Thornings problem

Statsministerkandidat Helle Thorning- Schmidts (S) afsluttede mellemværende med skattevæsenet er en ikke-sag, som alligevel risikerer at få betydning i valgkampens sidste fase.

B.T. besidder den rapport, som skattevæsenet udarbejdede, da avisen sidste år førte en kampagne mod Thorning-Schmidt og hendes mands skatteforhold. Med den i hånden begår avisen et personangreb, der bygger på en lækage af private skatteforhold. Hvis avisen hvad den benægter har ligget inde med rapporten og timet den til nu, er det etisk set en bundskraber.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) krævede forståeligt nok en politiefterforskning af lækagen med den begrundelse, at politikere må kunne stole på embedsstanden i skattevæsenet. Havde han ikke gjort det, ville han formentlig være blevet beskyldt for, at hans eget bagland stod bag lækagen. Og havde han brugt sagen til et angreb på Helle Thorning-Schmidt, ville det have ramt ham selv hårdest. Nu fik han på elegant vis sendt skattesagen endnu en gang rundt i mediemanegen.

Sagen vil formentlig ikke få afgørende betydning i valgkampen. De vælgere, der mener, at den skal ses som Thorning-Schmidts forsøg på at minimere egen skattebetaling, samtidig med at hun som partileder planlægger at øge skatten på millionindtægter, har sikkert valgt hende fra allerede.

Det afgørende spørgsmål, som rejses af sagen, drejer sig ikke om presseetik eller mulig gevinst på det politiske spin, den afføder. Man må derimod undre sig dybt over, at en statsministerkandidat ikke sikrer, at den private skattesag mod hendes mand og hende selv, der kørte endeløst i medierne forrige sommer og tvang hende hjem fra ferie før tid, blev lukket helt og aldeles.

Nu kan man beklage, hvis sagen kommer til at skygge for debatten om de store samfundsproblemer, der venter forude.

Skattesagen er lille, den er afsluttet, og den er måske slet ikke Thorning-Schmidts, men skattevæsenets skyld. At hun ikke lagde alt frem og gjorde rent bord, så sagen blev endeligt stoppet, er blevet dens substans.

Den handler om strategisk blik og dømmekraft.

bjer.