Prøv avisen
Mediekommentar

Livtag med engle og livløs dæmoni

Et møde med det guddommeligt skæbnesvangre sætter sine spor. Man bliver skæv af det. Englekampe er udmattende alvor og lykkelig udfrielse på én gang, skriver Leif Hjernøe

Efter med tre ugers mellemrum at have gennemgået to hofteoperationer, i henholdsvis venstre og højre side, har jeg flere gange tænkt på den ejendommelige tekst fra Første Mosebog kapitel 32 om den såkaldte Jakobskamp.

Teksten slutter fra vers 25 med disse ord: Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. Da han indså, at han ikke kunne besejre ham (Jakob), gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. ”Slip mig!” sagde han, ”det er ved at blive lyst.”

Men Jakob svarede: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” Manden spurgte ham: ”Hvad er dit navn?” Han svarede: ”Jakob”. Så sagde han: ”Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret”. Jakob sagde: ”Sig mig dit navn!” Han spurgte: ”Hvorfor spørger du om mit navn?” Så velsignede han ham dér.

Jakob kaldte stedet Penuel (som betyder Guds ansigt), ”for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet”. Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften. Derfor undlader israelitterne den dag i dag at spise lammets hoftenerve, som ligger over hofteskålen. For Jakob havde fået et slag på hofteskålen lige på hoftenerven.

Jakob var jo en svindler og fupmager, især over for sin broder Esau. Så der er ikke noget hovmodigt ved, at jeg her vover at identificere mig med Jakob. Det er hans udbrud: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig” og mandens svar: ”Du har kæmpet med Gud og mennesker”, der optager mig. Det er Jakobs ”Kamp med englen”, som motivet også kaldes.

Så vidt var jeg kommet, da jeg i går på nettet (religion.dk) så, at forhenværende sognepræst Jette Dahl den 20. november 2006 havde skrevet om samme tema under overskriften ”At kæmpe med engle”. Selv har jeg for mange år siden læst, at teologen K.E. Løgstrup havde været specielt inspireret af den måde, maleren Eugène Delacroix (1798-1863) havde omsat det dramatiske selvopgør til et kæmpestort maleri af et engleagtigt livtag i Saint-Sulpice Kirken i Paris.

Sådan kan det være: Et møde med det guddommeligt skæbnesvangre sætter sine spor. Man bliver skæv af det. Englekampe er udmattende alvor og lykkelig udfrielse på én gang. Sådan er det ikke med den livløse dæmoni. Den gør sine tragiske ofre gyseligt golde og til sært voksdukkeagtige væsner.

Jeg tænker her på den timelange udsendelse, der blev sendt onsdag aften om ”Nazisten der aldrig fortrød”. Ole Retsbo havde dygtigt tilrettelagt det meget detaljeret dokumenterende program om en af Danmarks mest forhadte mænd.

Jeg nægter at skrive navnet på en mand, der med åbne øjne lod sig radikalisere af en ondskabens ideologi, som på ubegribelig vis i løbet af få år udvikledes i en 2000-årig kristelig kulturkreds.

Hans navn skal udslettes af historiebøgerne, ikke hans gerninger. Det sidste bidrog udsendelsen til med stor troværdighed.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.