I år er det 100 år siden, fysikeren Niels Bohr fik Nobelprisen i fysik. Det er dog ikke det, der er i fokus i DR’s dokumentarserie ”Niels Bohrs hemmelighed”, men derimod den tavshedsklausul, han var underlagt efter at have medvirket i det såkaldte ”Manhattan-projekt”, hvor atombomben blev udviklet.
Som videnskabsmand argumenterede Niels Bohr for åbenhed i forskningen, men med Anden Verdenskrig gik forskningen i atomfysik fra at være et nørdet videnskabsområde til at blive et højpotent militæranliggende.
Niels Bohr fik ikke lov til at informere russerne (og dermed Stalin) om udviklingen af atombomben, som det var hans ønske, og først efter at den amerikanske præsident Eisenhower i midten af 1950’erne havde holdt sin berømte ”Atoms for Peace”-tale i FN, kunne Niels Bohr involvere sig i et dansk atomenergiprogram.
Det er en historie med mange interessante aspekter i forhold til både kold og varm krig, til Vestens relation til russerne, efterretningstjenesternes rolle, nødvendigheden af hemmeligheder og selvfølgelig relationen mellem videnskab og politik. Også en historie med aktuelle perspektiver.
Desværre har DR lagt udfoldelsen af historien i hænderne på historikerne Bjørn Meyer og Peter Ørbæk, som har valgt at gå gennemført sensationalistisk til værks, samtidig med at de ikke har gjort sig deres egen rolle klar: Er de mest skuespillere eller mest historikere?
Afsættet for serien er et spørgsmål om, hvorvidt Niels Bohrs tavshedsklausul, hans ”hemmelighed”, er årsagen til, at Danmark ikke fik atomkraftværker. Det kommer der dog ikke svar på – historikerne står mere eller mindre ud af historien i midten af 1950’erne, mens bestræbelsen for at få atomkraftværker i Danmark først endelig blev skrinlagt i 1980’erne.
Der er ikke sparet på effekterne: Underlægningsmusikken er dramatisk, arkivbelysningen udsøgt dunkel.
Et besøg på Give-Egnens Museum iscenesættes med droneoptagelser af bilturen til Jylland, som om netop Give spiller en rolle for historien.
De to historikere bladrer i arkivkasser, så man skal tro, at det er dem, der gør opdagelser. Kameraet zoomer ind på ”top secret”, ”espionage”, ”copies destroyed” og så videre, så man må tro, at hensigten er at brygge videre på dét, en historiker kalder efterretningstjenesternes ”rygtekloak”, hvor rygterne går om, at der eksisterer sovjetiske planer om en kidnapning af Bohr.
Da en af historikerne sidder ved Niels Bohrs skrivebord, mener han ligefrem, at han tydeligt kan mærke, at det er her, Niels Bohr har ”tænkt store tanker og skrevet store tekster”, som han noget ubehjælpsomt udtrykker det.
De to historikere har solide kilder, men står med deres facon grundigt i vejen for en troværdig fortælling om Niels Bohrs klemme efter Anden Verdenskrig. De har fået en god idé, ja. Men hvorfor har DR ikke udstyret dem med en ordentlig redaktør, der kunne guide dem til at holde hus med deres virkemidler? Og have bedt dem reflektere over deres egen rolle i historiefortællingen? Ærgerligt.
Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.