Man kan mene meget om DR’s mange genudsendelser, men de fleste kender nok til tilfælde, hvor man glæder sig ved gensynet. Sådan har jeg det med den engelske serie ”Downton Abbey”, der atter er i fuld gang på DR 1.
I denne uge nåede vi frem til de barske dage, hvor den rige familie Crawley på slottet i Yorkshire i tiden omkring 1919 rammes af den spanske syge.
Mens fruen med nød og næppe overlever, dør den kvinde, der stod på spring til at gifte sig ind i arvefølgen, og midt i en corona-tid ser man disse afsnit på en anden måde. Sagen er, at meget handler om sygdom på Downton Abbey, hvor huslægen dr. Clarkson nyder stor agtelse, selv når han blot beordrer en alvorligt syg patient at drikke varm mælk med kanel.
Med ekstra klarhed ser jeg nu, at det er et gennemgående træk ved denne verdensberømte tv-serie, at lægevidenskaben ofte kommer til kort. Dr. Clarkson tager gang på gang fejl, og budskabet synes at være, at den store fremskridtstro og tillid til videnskab her efter Første Verdenskrig begynder at vakle.
For der er altid større kræfter på spil, mennesket kan ikke sikre sig, og mens vi i 2020 utålmodigt venter på den vaccine, der definitivt skal besejre den seneste coronavirus, indser vi, i hvor høj grad vi sætter lid til videnskaben. Det gælder både i forhold til sygdom, klimakrise og måske endda også sjælekvaler.
I de seneste måneder har læger og eksperter dagligt optrådt på tv sammen med politikerne som en demonstration af, hvorfra vi forventer frelse, og mens det selvsagt er betryggende med dygtige forskere og et kompetent sundhedsvæsen, havde journalist Anna Libak forleden her i avisen en stor pointe, da hun udtalte, at vi i dag har det med at opfatte døden som en krænkelse frem for at erkende den som et vilkår.
Den mentalitet vokser, i takt med at det videnskabelige verdensbillede vinder terræn, men tankegangen kan medføre en fordrejet forventning om, at man har ret til at forblive ung og rask.
I en epoke, hvor evigheden er afskaffet, er det videnskabsfolkene, der forventes at tilvejebringe det store livgivende håb, mens kirken og kunsten tier og blegner ved siden af.
I Sverige og Tyskland er de centrale forskere blevet store mediestjerner, det er dem, der i dag kan gå på vandet, og herhjemme er Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, havnet på forsiden af Euroman. Så er man på vej.
Blot skal vi huske, at ophøjelsen af videnskab rummer noget falsk, for mens man kan føle sig taknemmelig for dens fremskridt, er det fortsat en kendsgerning, at vi skal dø. Måske endda pludseligt. Som en passende påmindelse herom sker der flere bratte dødsfald på Downton Abbey, alt imens dr. Clarkson blot ser afmægtigt til, og man forstår, at tilliden til videnskab og fremskridt altid skal kende sin begrænsning. For med ét er trygheden væk.
Dette er vilkåret til alle tider, og den generation, der i fremskridtets navn er i færd med at glemme det, vil før eller siden blive tvunget til atter at forstå. Ligesom vi nu er blevet.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.