”JEG ER HALVT dansk; hvorfor skal jeg skamme mig over mine gener? Hvorfor skal jeg skamme mig over mit ophav? Jeg er lavet af kærlighed, og jeg kender ikke længere nogen, som ikke bor her af kærlighed til landet.”
Tillie Martinussen, medlem af Inatsisartut – parlamentet – i Nuuk, indrammer med stor præcision noget af det, som er kernen i den evigt aktuelle diskussion om forholdet mellem Grønland og Danmark. Ordene er fra den anmelderroste, smukke og velfortalte dokumentarfilm ”Kampen om Grønland”, der nu er dømt til at blive næste offer på det identitetspolitiske alter. Filmen – som tidligere i år åbnede den københavnske dokumentarfestival, CPH:DOX – er nemlig blevet afvist af en række andre internationale festivaler, fordi dens instruktør er dansk. Og han har dermed, må det forstås, ingen adkomst til at skildre grønlænderes liv, håb og drømme.
Om den begrundelse er rimelig eller ej, blev diskuteret i onsdagens ”P1 Morgen”, hvor den herboende, grønlandske filmproducer Emil Hertling argumenterede for, at ”der er en balance, vi skal prøve at få rettet op på”. Og at det derfor er rimeligt at stille krav om, at en historiefortæller skal være rundet af dem, han eller hun beretter om.
Mod Hertling argumenterede dokumentarist Tom Heinemann, som kaldte hele debatten ”forfejlet”. Han er kendt for adskillige film, som viser bagsiden af den vestlige verdens overforbrug af billige varer fra især udviklingslande.
”Mit hjerte bløder jo for fattige og mennesker med anden hudfarve eller etnicitet,” lød det fra Heinemann, ”fordi de jo ofte bliver groft udnyttet af hvide mænd fra den rige del af verden.”
Grundlæggende handler diskussionen således om, hvem der har retten til at fortælle hvad og hvordan. Det korte svar er, at det har vi naturligvis alle, og når det gælder ”Kampen om Grønland”, er der ingen forsøg på at dølge, at instruktøren er danske Kenneth Sorento. Ligesom alle andre skal han selvfølgelig ikke puttes i bås eller udelukkes på grund af etnicitet, hudfarve eller nationalitet. Han skal – sammen med sit værk – naturligvis bedømmes for indholdet, som sammen med filmen i øvrigt er blevet rost til skyerne, også i Grønland.
Derfor er bundlinjen, at hvis retten til at fortælle historier om mennesker med anden baggrund end én selv bliver monopoliseret, vil vi alle ende med at blive mindre kloge på verden omkring os. Ført ud i yderste konsekvens vil heller ikke forfatteren Kim Leine – med norske rødder – kunne skrive sin seneste, stærkt kritiske roman ”Rød mand/Sort mand” om det, han ser som Hans Egedes og Danmarks kolonisering af Grønland.
Og hvad i øvrigt med alle dem i Grønland, der har en brøkdel danske gener, men som Tillie Martinussen i den nu omdiskuterede dokumentarfilm er tydeligt stolt af sit land; hvem skal så fortælle deres historier?
Så med Oscar Wildes ord: Skyd ikke på pianisten.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.