For medierne betyder meningsmålinger alt. Men husk at læse det med småt

Den statistiske usikkerhed i politiske meningsmålinger bør fremgå mere tydeligt i medierne. Det ville være mere kedeligt, men også mere rigtigt, skriver Kurt Strand

Medierne bør have mere fokus på den statistiske usikkerhed i meningsmålinger, når de forudsiger eksempelvis Alternativets chance for at komme i Folketinget, mener Kurt Strand.
Medierne bør have mere fokus på den statistiske usikkerhed i meningsmålinger, når de forudsiger eksempelvis Alternativets chance for at komme i Folketinget, mener Kurt Strand. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

I én måling er de inde. I anden er de ude. Og i en tredje er det kun en enkelt decimal omkring spærregrænsen, som afgør den partipolitiske skæbne.   

Sammenfatningen af aktuelle meningsmålingers konsekvenser for Alternativet bliver nærstuderet ikke bare af de opstillede på liste Å, men også af mediernes kommentatorer, politiske med- og modspillere og desuden alle os, som gerne vil kende partiernes aktuelle formkurver.

Desværre bliver tallene nogle gange tillagt mere værdi, end de kan bære. Når Alternativet i en Kantar Gallup-måling i Berlingske i fredags er dømt ude med en vælgertilslutning på kun 1,6 procent, er det vigtigt at læse det med småt. For dér, lige under de tilsyneladende nådesløse tal, viser den statistiske usikkerhed for Alternativets vedkommende, at målingens 1,6 procent også kan være 2,2 procent. Eller 1,0 procent.

Tilsvarende er en socialdemokratisk fremgang fra 25,9 procent ved valget i 2019 til 27,4 så lille, at den med en statistisk usikkerhed på 2,2 procentpoint lige så godt kan være en tilbagegang. Et tredje eksempel er Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, som får 8,0 procent med en statistisk usikkerhed på 1,3 procentpoint.

Heldigvis er de fleste medier i de senere år blevet bedre til at få de statistiske usikkerheder med som deklarationer af meningsmålinger. Men det ville unægtelig være mere ærligt at lade udsvingene fremgå mere tydeligt med angivelse af de intervaller, de statistiske usikkerheder fører med sig. I fredagsmålingen skulle Alternativet således noteres for en tilslutning på 1,0-2,2 procent, Socialdemokratiet for 25,2-29,6 procent og Danmarksdemokraterne for 6,7-9,3 procent. Mere kedeligt, javist, men også mere rigtigt.

Ud over de statistiske usikkerheder er der desuden en indbygget risiko for, at meningsmålinger ikke opfanger vigtige strømninger blandt vælgerne. Det skete for fuld styrke i 2015, da Dansk Folkeparti med Kristian Thulesen Dahl i spidsen blev største borgerlige parti med et historisk flot resultat og 37 mandater. Især en markant vælgervandring i Sydjylland gik under meningsmålernes radarsystemer.

Der er således gode grunde til at skrue lidt ned for overskrifter og lommeanalytiske konklusioner, når vælgertilslutningen svinger enten den ene eller den anden vej.

Og selvom det selvfølgelig var et forsøg på at bortlede opmærksomheden fra Tamilsagens sorte skygger og dermed slutspillet for hans regeringstid, er det svært ikke at ihukomme den tidligere konservative statsminister Poul Schlüters ord i 1990, da han efter et landsråd i Aalborg konstaterede: "Det kan gå den ene vej, det kan gå den anden vej, men skidt med det: Det skal nok gå."

Mindre fokus på meningsmålinger vil i øvrigt levne mere plads til substans og diskussioner om, hvordan vi kommer ud af inflationens jerngreb og tackler klimaforandringer, og hvad vi stiller op med manglen på arbejdskraft i sundhedssektoren. Og det ville vel, med et andet Schlüter-citat, være ”ikke så ringe endda”.

Kurt Strand er journalist og underviser.