Prøv avisen
Debatinterview

Redaktør: Medierne er for dårlige til at tale med muslimer i debatten om islam

Mediernes dækning af muslimer i Danmark er skævvredet, mener redaktør Bent Dahl Jensen. Han kunne godt tænke sig et mere nuanceret billede, som bedre repræsenterer de 300.000 muslimer i Danmark. Foto: Ilvy Njiokiktjien/Ritzau Scanpix

Medierne mangler nuancer og går politikernes ærinde, når de beskæftiger sig med islam og danske muslimer. Sådan lyder det i en ny analyse. Men muslimer skal også selv på banen, siger redaktør Bent Dahl Jensen, som står bag undersøgelsen

Redaktør Bent Dahl Jensen, hvad er problemet med mediernes dækning af islam og muslimer i Danmark?

En stor del af dem, der bruges som kilder, er politikere. Problemet i den sammenhæng er, at muslimer kommer for lidt til orde. Det var særligt markant omkring vedtagelsen af tildækningsforbuddet, som var et lovforslag, der ville ramme en lille andel af muslimer. Det kunne være interessant at høre mere om, hvad muslimer mener.

Men i forhold til tildækningsforbuddet var der tale om et politisk slagsmål, og derfor gav det vel god mening, at man brugte politikere som kilder for at afdække, om der kunne findes et flertal?

Politikerne skal til orde. Det er dem, der sætter dagsordenen, men når man diskuterer et spørgsmål, der vedrører en lille befolkningsgruppe, må man høre, hvad de mener.

Det er en af de centrale pointer i analysen, at medierne ikke er gode nok til at inddrage muslimer i artiklerne, men ofte er det meget svært at få muslimer i tale. Har den muslimske minoritet ikke selv et ansvar for at komme til orde?

Den problemstilling er jeg også stødt på, og derfor vil jeg opfordre muslimerne til at blande sig mere i debatten. Det er en forudsætning for, at man kan blive hørt. Men der er også eksempler på muslimer, der ikke orker at være med i debatten, fordi de skal bruges, når der efterlyses afstandtagen til terrorisme, men de bruges ikke i andre sammenhænge. Så hvis man skal pege fingre, skal man pege begge veje.

I analysen problematiserer du også, at artiklerne om islam og muslimer ofte er et politisk anliggende. Men næsten en tredjedel af de artikler, I har undersøgt, handler om muslimers liv, tro eller sameksistens. Synes du, at en tredjedel er en lille andel, når der nu også indgår en del politiske artikler i analysen?

Artikler om sameksistens kan også handle om muslimske friskoler, så jeg vil være forsigtig med at sige, at artiklerne er om muslimers praksis eller liv i øvrigt. Men jeg synes helt klart godt, at man kunne tænke muslimer mere ind i den øvrige dækning.

Medierne kunne for eksempel dagen før den muslimske eidfest skrive, at der i morgen er eidfest, og derfor kan der være ekstra ventetid på en taxa, da mange muslimske taxachauffører holder fri – i lighed med, at medierne skriver om, at vi går over fra vintertid til sommertid eller omvendt.

Du kritiserer flere gange den store dækning af politiske sager i forhold til muslimer. Men medierne skal jo dække virkeligheden, som den er, og hvis nu forslagene vedrørende muslimer er kritiske i forhold til islam, skal medierne vel dække det?

Nogle gange synes jeg godt, at man kunne have en mere kritisk tilgang til politikernes forslag. Nogle af forslagene er helt bevidste forslag om at begrænse religions- eller ytringsfriheden, og den vinkel synes jeg godt, at man kunne belyse lidt oftere. Jeg savner en mere kritisk holdning til de politiske diskussioner om islam.

Men eksperter bliver da ganske ofte brugt i artikler til at vurdere politiske forslag, og meget ofte er de kritiske?

Jeg tror også, at Kristeligt Dagblad er et af de medier, der oftest bruger eksperter i artiklerne, men det billede, jeg sidder tilbage med, er, at der mangler et stærkere fokus på eksempelvis religions- og ytringsfriheden.

Det er grundlovssikrede rettigheder, men du har ret i, at det ikke bliver forbigået. Dækningen i de syv aviser, vi har undersøgt, er også forskellige, og man skal passe på med at generalisere.

I analysen bemærker I også, at forholdsvis små organisationer som Hizb ut-Tahrir og muslimske friskoler, som har været under tilsyn, får en stor del af opmærksomheden. Men når de organisationer nævnes, er det, fordi der er foregået problematiske ting inden for disse organisationer. Skal medierne ikke nævne det?

Det skal medierne helt klart. Det er ikke, fordi medierne ikke skal skrive om konflikt, og at de ikke må være kritiske. Det, jeg prøver at sige, er, at det store fokus på de organisationer giver et skævt billede af muslimer generelt. Man skal tænke på, at der er 300.000 muslimer i Danmark i alt, og at islam er en ny religion i Danmark, som mange ikke har ret meget kendskab til.

Derfor kunne jeg godt tænke mig et mere nuanceret billede af muslimer. Uanset hvor lidt man går i kirke i Danmark, vil en god del have en viden om, hvad kristendommen er, og på samme måde kunne man også skrive mere om muslimske højtider. Det er blot ét eksempel.

Når medierne beskriver kritiske forhold, er det også, fordi der foregår problematiske ting i muslimske miljøer. Religiøs social kontrol eksempelvis. Hvordan skal medierne så dække det?

Jeg ved godt, at det er en generel anke mod pressen, at den skriver kritisk, men jeg synes stadig, at man kan gøre noget for at nuancere debatten, og negativ social kontrol er noget, som foregår i stort set alle miljøer.

Det er også et område, hvor man kan inddrage muslimske miljøer og organisationer som dem, der arbejder for at bekæmpe den sociale kontrol.

Hvad kan medierne generelt gøre anderledes, som du ser det?

Én ting er at henvende sig til muslimer, og så skal medierne måske se på, hvorfor det er så svært at få muslimer i tale. Er der en manglende tillid? En anden ting er at se på den politiske debat, der er vendt mod muslimer: forbud mod bederum, tildækningsforbud og så videre.

Der er stadig en stor uvidenhed om islam i den politiske debat, og derfor kunne man også oprette efteruddannelseskurser, så journalister kan skaffe sig mere viden om islam og danske muslimer.