Hvis jeg havde 10 kroner, for hver gang medierne inden for de sidste måneder har talt om krise, usikkerhed og dystre fremtidsudsigter, kunne jeg mageligt betale flere af de dyre gasregninger. Nu har jeg hverken gas eller 10 kroner for hver af de dårlige nyheder, og jeg ved kun alt for godt, at de er mere end øregas. Denne linde strøm af nyheder om stigende spændinger og stigende energipriser, om en verden i opbrud og uro, om en usikker fremtid. Bliver der noget Fimbulvinter over den kommende vinter? I den nordiske mytologi var Fimbulvinteren et fænomen, som skulle vare i tre år og indvarslede Ragnarok. Hvem ved? Det er der selvfølgelig ingen, som gør, men det er sikkert, at det hele føles meget usikkert og det med god ret.
Skulle man kommentere ikke bare dette heller hint, men det aktuelle mediebillede og i særdeles nyhedsmedierne, så er helhedsbilledet ikke just tegnet i lyse farver, men mørkt og ildevarslende. Hvem kommer først med de dårlige nyheder?
Men er det ikke det, vi har medierne til? At rapportere råt for usødet? Medierne skal ikke sminke den barske virkelighed og stikke blår i øjnene. Propagandamaskiner maler det mørke rosenrødt, frie medier maler ikke virkeligheden over, men gengiver den i alle sine nuancer. Sådan må det være, men det må også indebære en forpligtelse til at se de lys i mørket, som ligeledes er en del af virkeligheden. Vi kunne ærligt talt godt trænge til en gang konstruktiv journalistik, ikke at forveksle med bovlam og idylliserende journalistisk. Men en journalistisk tilgang, som ikke bare afdækker problemer, men også løsninger og muligheder. Ja, man kunne måske svinge sig op til at tale om en håbsjournalistik.
Gode nyheder er ikke opium for folket, men soberhed til alle os mediebrugere. Fri for os blåøjet jubeloptimisme, men giv os øje for mere end mørket. Måske er der dem, som vil sige, at det ikke er mediernes opgave, men det må være mediernes opgave at se mere end sort. Det var den svenske forfatter og dramatiker August Strindberg, som sagde, at ”sortsyn er klarsyn”, men det forekommer temmelig snæversynet som livssyn såvel som journalistisk diktum.
Midt i krisetiderne kunne man stundom fokusere på, at visdom, mod og offervilje ikke er forsvundet fra verden, at der er hjertevarme, selvom der må skrues ned for varmen, at der sker gode ting midt i alt det mørke og dystre.
Ultimativt er det selvfølgelig ikke journalister, som kommer med de bedste nyheder. Det gør kirken. Jeg husker ganske vist en konfirmand, som engang spurgte mig, hvor gammelt Det Nye Testamente egentligt var? Jeg svarede, at det var næsten 2000 år gammelt, hvorpå konfirmanden svarede: ”Og det kalder du nyt!”.
Ikke desto mindre er det Nye Testamente nyt i den gamle verden. Det Nye Testamente fortæller nemlig, at mørket er midlertidig og dømt til at ende. Det skal medierne ikke fortælle os, men de kunne godt være bedre til at fastholde os på, at den brogede verden er en mangefarvet affære.
Jesper Bacher er sognepræst.