”Alle vil have en bid, og alle har en mening om mig,” lød det fra en blot 18-årig Yahya Hassan under en af hans første digtoplæsninger i 2013.
Få dage forinden var han blevet landskendt for råt og ærligt at have fortalt sin historie gennem poesien, og han blev i rekordfart til et mediefænomen ud over det sædvanlige. Alt, hvad han gjorde, havde journalisternes interesse, og det gjaldt desværre også, da overskrifterne et par år senere begyndte at omhandle vold, skudepisoder og fængselsdomme. Helt indtil han døde onsdag den 29. april i en alder af 24 år.
I de sidste år af Yahya Hassans liv var det tydeligt, at de psykiske kvaler fyldte meget. Men var det egentlig begrundet, når medierne alligevel skrev om ham til det sidste? Og var det i det hele taget ansvarligt at bringe en ung mand med så kontroversielle holdninger i offentlighedens søgelys til at begynde med?
Politiken var den første avis, der interviewede den unge debattør, kort inden hans digtsamling udkom. Jes Stein Pedersen, Politikens litteraturredaktør, havde ansvar for store dele avisens dækning af Yahya Hassan. Hvis muligheden bød sig, ville han gøre det samme igen.
”Jeg fortryder ikke, at vi dækkede Yahya Hassans gennembrud. Det begyndte med et interview, som vakte enorm genklang i befolkningen. Det var vigtigt, at vi fik hul igennem til den verden. Han kom fra et mindretal, der sjældent kommer til orde, og han var samtidig i stand til at opbløde nogle fronter i integrations- og udlændingedebatten. Både venstrefløjen og højrefløjen blev udfordret.
Det var væsentligt og noget, vi som dagblad nødvendigvis måtte dække.
Kort efter anmeldte vi hans debutdigte meget positivt, og pludselig var han også etableret som succesfuld digter. Men stenen blev ved med at rulle, og vi blev ved med at skrive, fordi der var så stor interesse og respekt for ham. Han havde jo udtrykt noget, som ikke var blevet sagt på den måde før. Hans talent og autenticitet gav ham mere mediesnor, end man ellers ville have givet ham.”
Hvornår skulle mediernes dækning af Yahya Hassan være ophørt?
”Det er svært at svare på. Måske aldrig. For der blev ved med at opstå nye, vigtige historier. Vi kunne for eksempel ikke undlade at skrive om det, da han pludselig begyndte at modtage dødstrusler og måtte have politibeskyttelse. Fra da af kom det også til at handle om en digters ret til at skrive og sige, hvad han vil. Da han pludselig tog til Vollsmose for at læse op, mens politihelikopterne fløj over området, var det jo vanvittigt. Det handler om, at der var en journalistisk væsentlighed i disse historier.
Men jeg medgiver, at der også eksisterer en særlig medielogik, der nogle gange ikke er til at skelne fra glubskhed. Yahya Hassan var en god historie, næsten uanset hvad han gjorde, fordi han stod så stærkt i et krydsfelt mellem kunst og politik, og fordi hans personlighed var så stærk.”
Hvor gik jeres grænse?
”Jeg kan ikke huske specifikke episoder, hvor vi har stået med en historie, vi ikke ville skrive, det første par år. Senere skrev vi om sigtelserne mod ham, og vi skrev som alle andre medier om hans indlæggelse. Men vi havde flere redaktionsmøder, hvor vi besluttede ikke at ville tale med ham, da han var indlagt.
Fornemmelsen var klart, at han var uligevægtig og ikke ville kunne trække grænser selv. Jeg var ikke glad for det interview, som Weekendavisen lavede, hvor han stammende og stærkt medicineret udtalte sig til Martin Krasnik, mens han var indlagt. Dengang skrev jeg selv i avisen, at jeg troede, det ville afstedkomme en etisk debat om, hvor langt medier skal gå over for sårbare personer.”
Mener du, at det er tid til selvransagelse? Kan medierne lære noget af det her?
”Jeg er bange for, at det er meget svært at generalisere ud fra det her. Hvis man tager de enkelte historier, vi skrev, én for én, er de relevante, mener jeg. De blev skrevet i respekt for den alvor, hvormed han selv agerede. Men det er samtidig det djævelske ved den eksponering, man som journalist kan være med til at skabe, at den kan resultere i en berømmelse, der kan være usund eller føre andre negative ting med sig.
Da vi skriver om Yahya Hassan som debattør og digter, er det velbegrundet. Men hvis folk befinder sig i en situation, som han senere gjorde, hvor nogen i det psykiatriske system passer på ham, fordi han ikke er i stand til det selv, så mener jeg ikke, at medierne skal trænge ind. Jeg mener ikke, man skal interviewe folk, der er indlagte og ikke er ved deres fulde fem.
Det er enormt relevant at spørge om, hvordan man kan forvalte mediemagten ordentligt, når unge mennesker pludselig bliver gjort til berømtheder. I det her sørgelige tilfælde bliver det ekstra prekært, fordi der er psykisk sygdom, stoffer og den slags indover.”