Normalt vækker det glæde, når et tv-program får stor opmærksomhed. Men måske ikke ubetinget denne gang i anledning af TV3’s nye reality-serie ”Min fede træner”.
I al korthed går det ud på, at fire halvkendte mennesker fra den kulørte verden – de såkaldte realitystjerner – skal spise sig tykke og derefter tabe sig sammen med fire rigtigt overvægtige. Først skal de fire altså erfare, hvordan det føles at være for tyk for dernæst i samarbejde med de overvægtige atter at skrumpe ind til normal størrelse.
Første afsnit blev sendt i forgangne uge og skabte et ramaskrig, idet mange finder det respektløst i synet på overvægtige. Programmet ignorerer de personlige problemer, der kan ligge bag overvægt, man tror at 10 ekstra kilo på de smækre trænere overhovedet kan sammenlignes med den ægte vare, og man følger de fire tv-personers selvpromovering, mens de spiser og græmmes over snart at være tykke.
Og forargelsen giver mening. Programmet er ganske forfærdeligt, men det er nu pudsigt, at vreden her er ekstra stor. Sagen er jo, at stort set alle reality-programmer er forfærdelige og nedværdigende for de medvirkende, der gennemgår et personligt forløb.
”En rejse”, som det hedder i dag. Men når dette program vækker særlig vrede, har det sikkert at gøre med, at det rummer et element af perfid klassekamp. Disse reality-stjerner, der lever af at blotte sig selv for åben skærm, udgør en slags medieunderklasse, der så småt blev etableret i 2001 med programmet ”Big Brother”, hvor en udvalgt flok blev spærret inde i et hus og filmet døgnet rundt.
Denne underklasse ser nu sit snit til at trampe på nogen, der befinder sig endnu lavere i samfundshierarkiet, og det er i en sygeligt kropsfikseret epoke i høj grad de overvægtige. I modsætning til dem forstår realitypersonerne at holde sig slanke, ja, det er simpelthen en del af jobbet, for kroppen er det våben, der kompenserer for deres mangler angående sprog og et reelt ærinde.
Således bliver de overvægtige i ”Min tykke træner” trådt endnu et stykke ned i skidtet af dem, mange normalt griner af, og man kan dårligt forestille sig en mere ydmygende konstellation. Derfor kan man i et anfald af optimisme tolke den store kritik af TV3 og ”Min tykke træner” som tegn på en vis besindelse angående den kyniske menneskeudstilling i moderne fjernyn. Ligesom man kan håbe, at man på DR og TV 2 tænker sig lidt om.
Ganske vist befinder man sig ikke her nede på de kommercielle kanalers bundniveau, men man producerer masser af reality-fjernsyn. DR står bag ”Gift ved første blik” og ”Rigtige mænd”, hvor nogle håndværkere skal lægge livsstilen om, mens action-helten B.S. Christiansen på TV 2 prøver at hanke op i danskerne ude i vildmarken.
Tv-programmer med almindelige mennesker ”på rejse” udgør en stor del af svaret på vor tids længsel efter mening og retning, og der er trods alt noget bekræftende ved, at vi med ”Min fede træner” aner, at bunden kan nås. Om det får konsekvenser er nok en anden historie.
Sørine Gotfredsen er præst og forfatter.