Prøv avisen
Debat

Medlem af Det Etiske Råd: Organdonation må altid bero på frivillig generøsitet

Lad mig slå fast med det samme, at jeg synes organdonation bestemt er moralsk prisværdigt. Men samtidig er spørgsmålet om organdonation, for mig at se, også forbundet med så mange etiske dilemmaer, at det fortsat må være acceptabelt at være både i tvivl og imod, skriver debattør. Foto: Jeff Pachoud

Selvom samfundet har en interesse i, at så mange som muligt stiller deres organer til rådighed for forskning og for andre mennesker, er vi nødt til at acceptere, at spørgsmålet om organdonation kan være forbundet med store etiske dilemmaer for den enkelte, skriver Christian Borrisholt Steen

Spørgsmålet for og imod organdonation dukker med jævne mellemrum op i den offentlige debat i Danmark.

Et typisk argument for at vække debatten til live handler ikke overraskende om, at der mangler organer, og et typisk svar på dén udfordring er, at så må vi hellere indføre et såkaldt formodet samtykke, så alle borgere i udgangspunktet er organdonorer, hvis de ikke selv melder fra.

Der trækkes her på en klassisk nytteetisk forestilling om, at det vil bidrage til det gode liv for flest mulige, hvis så mange som muligt stiller deres organer til rådighed for andre.

Lad mig slå fast med det samme, at jeg synes organdonation bestemt er moralsk prisværdigt. Men samtidig er spørgsmålet om organdonation, for mig at se, også forbundet med så mange etiske dilemmaer, at det fortsat må være acceptabelt at være både i tvivl og imod.

Der synes at være indbygget en normativ forestilling i den argumentation, der ligger bag ønsket om at imødekomme manglen på organer med indførelsen af eksempelvis et formodet samtykke. Denne normative forestilling synes at handle om, at man på en særlig måde har hjertet på rette sted, hvis man er organdonor.

Men er det nu altid så enkelt at svare på, hvad det vil sige at have hjertet på rette sted?

Umiddelbart er det måske let nok at blive enige om, at det er både smukt og rigtigt at give sit hjerte – eller andre organer – videre, når man ikke selv har brug for dem længere. At man bringer livet videre så at sige. Det er da en smuk tanke. Personligt synes jeg da også, det er både godt og moralsk prisværdigt at være generøs og godgørende over for andre.

Men for mig er det vigtigt at holde fast i, at spørgsmålet om organdonation er forbundet med så mange etiske dilemmaer, at der aldrig vil kunne findes ét rigtigt svar på, hvad det vil sige at have hjertet på rette sted i denne sammenhæng.

Hvorfor er der så mange, der ikke har taget stilling til organdonation? Er det bare, fordi man ikke lige har fået taget sig sammen?

Det ligger typisk som en grundtone i debatten, at de fleste, der ikke har taget stilling, nok bare er dovne og uengagerede mennesker, der måske tilmed ikke har hjertet på rette sted. Det, mener jeg, er en fejlslutning og udtryk for en mangel på respekt for det enkelte menneskes frie valg.

Selvom samfundet har en interesse i, at så mange som muligt stiller deres organer til rådighed for forskning og for andre mennesker, er vi for mig at se nødt til at acceptere, at spørgsmålet om organdonation kan være forbundet med store etiske dilemmaer for den enkelte. Nuvel, organdonation kan være en prisværdig moralsk handling, men det må for mig at se aldrig blive noget, som vi tvinger hinanden til.

Organdonation må altid bero på frivillig generøsitet. Det giver for mig at se heller ikke mening at tale om at have hjertet på rette sted, hvis der er tale om pligt eller tvang.

Vi må sikre rum for tvivlen, når det drejer sig om et så fundamentalt spørgsmål som organdonation, hvor man jo må sige, at der i særdeleshed er både menneskesyn, værdier, liv og død på spil.

Det er vigtigt, at der i debatten også er plads til, at mennesker kan nå frem til, at de ikke ønsker at være organdonorer. Uden at de af den grund stemples som dårligere samfundsborgere uden hjertet på rette sted.

Det må være tilladeligt at mene, at organdonation krænker den døendes værdighed og stiller de pårørende i så store dilemmaer, at man derved, for sig selv, når frem til, at organdonation ikke er det rigtige. Det må også være tilladeligt at nå frem til den konklusion, at kroppen er den enkeltes private ejendom og ikke noget, der i nytteetikkens hellige navn gøres til offentligt fælleseje.

Når det offentlige laver kampagner for organdonation, er det derfor også vigtigt at være særdeles bevidst om at balancere hensynet til den enkeltes frie valg og autonomi over for samfundets interesse i, at så mange som muligt stiller deres organer til rådighed. Sat lidt på spidsen er vi jo i en eller anden forstand på vej ud i noget, der minder om ”statskannibalisme”, hvis vi tvinger hinanden til organdonation.

Tænk på, at organdonation jo er en praksis, hvor den enes (fortsatte) liv kan være afhængigt af en andens død, og at man derved alene overlever ved, at man optager dele af det andet menneskes krop som en del af sig selv.

Hvad det vil sige at have hjertet på rette sted – og hvor det rette sted for ens hjerte er, når man engang er døende, må for mig at se altid være et anliggende for den enkelte selv og eventuelt ens nærmeste pårørende.

Christian Borrisholt Steen er cand.mag. og medlem af Det Etiske Råd