Medlemsflugten fra Svenska Kyrkan tager til

Er det en naturlig ting eller en ulykkelig effekt af kirkens politisering?

Organisten spiller på orgelet i Svenska Kyrkan i New York. Den svenske kirke har været ramt af tilbagegang siden den i 2002 blev skilt fra staten.
Organisten spiller på orgelet i Svenska Kyrkan i New York. Den svenske kirke har været ramt af tilbagegang siden den i 2002 blev skilt fra staten. . Foto: Michael Skoglund Bildhuset.

DEN TIDLIGERE svenske statskirke har været ramt af betydelig tilbagegang, siden den i 2000 blev skilt fra staten. Medlemsprocenten er nede på 67, og nu tager afgangen af medlemmer endda til. September satte rekord for udmeldelser med mere end 17.000 personer.

Alt tyder på, at tallet bliver endnu højere i oktober, som traditionelt er store udtrædelsesmåned. Man skal nemlig reagere inden den 1. november, hvis man vil undgå at betale kirkeafgift for det følgende år.

Septembers boom i udmeldinger faldt sammen med Svenska Kyrkans gallabegivenhed, kirkevalget til dens råd, der holdes hvert fjerde år. Den slår stort på tromme for det, men nu mener kirkens egne funktionærer, at denne særlige påkaldelse af opmærksomhed også sætter skub i udmeldelser.

LÆS OGSÅ: Ballade i den svenske kirke

Og den forbindelse tager de sælsomt nok til efterretning som en helt naturlig ting. Vi havde regnet med det, så jeg er ikke forundret, forsikrer Svenska Kyrkans analysechef, Jonas Bromander, i avisen Dagen.

Når man får sit stemmekort tilsendt, bliver man mindet om medlemskabet, og det kan udløse en udtræden.

Samme avis har også talt med Hans-Erik Nordin, biskop i Strängnäs Stift, som er lige så flegmatisk:

Det er klart, at det er sørgeligt, men samtidig er det også realistisk. Det er cirka sådan, det har set ud gennem 2000erne. Kirkevalget gør kirken mere synlig i samfundet, og så trækker en del medlemmer sig ud.

Logik for kirkeledere.

EN SPEKTAKULÆR BEGIVENHED mere fulgte i oktober med valg af en ny ærkebiskop. Nu håber man, at en del negativ omtale af valgkampens politisk korrekte signaler ikke vil fyre yderligere op under udmeldingerne.

Det vakte opsigt, at teologisk professor Eva Hamberg trådte ud af Svenska Kyrkan for at finde en frikirke. Hun reagerede blandt andet på, at ingen af de fire kandidater til posten som ærkebiskop brød sig om offentligt at sætte Kristus højere end profeten Muhammed.

Biskop Nordin håber det bedste: at kirken tager konkrete beslutninger, kan vække respekt, håber han i Dagen.

Svenska Kyrkans håndfaste stillingtagen til indvandring, Israel, klima og våbeneksport er nemlig noget, der deler vandene.

Også kirkens egen publikation Kyrkans Tidning beskæftiger sig med den kraftige åreladning af medlemmer. Det fortælles, at der i de første ni måneder af 2013 er udmeldt knap 47.000 svenskere, mens 6000 har meldt sig ind. Og man nævner, at det især er de unge mellem 20 og 25 år, der træder ud.

Det kan sagtens være muligheden for en besparelse på husholdningsbudgettet, der sætter turbo på udmeldingerne, men den ekstraordinære stigning kan meget vel skyldes, at flere reagerer ligesom Eva Hamberg. Analysechefen nævner da også forsigtigt, at kirkevalgets tydeliggørelse af kirkens politisering kan have spillet en rolle, når antallet af udmeldinger blev så stort allerede i september:

Valgreportagen, der behandler de politiske partiers indflydelse på kirken, kan også være en katalysator.

DET ER RIGSDAGENS PARTIER, der ved kirkevalget stiller kandidater til kirkens landsdækkende råd. Da valgresultatet forelå, lød der fra kirkelige dignitarer fordømmelse af valgets sejrherre, Sverigedemokraterne, der mere end fordoblede deres stemmetal. Partiets indvandringskritiske profil blev betegnet som ukristelig, og det kan have tirret kirkemedlemmer, som stemte på partiet.

Studerer man læserkommentarerne til artiklen om medlemsflugten på Kyrkans Tidnings hjemmeside, så mener flertallet, at det bemærkelsesværdige tab af medlemmer er et resultat af Svenska Kyrkans efterhånden tydelige politisering. Nogle repræsentative klip:

Den eneste konklusion, som den kirkelige elite vil drage af dette, bliver at forsøge at gøre kirken endnu mere samfundstilpasset, borttage evangeliets og korsets anstød og forsøge at være politisk up to date, hvilket i næste omgang vil føre til, at de, som bærer kirken i bøn og gudstjeneste, vil forlade den, og snart er der kun skallen og overbygningen (hvilket er lig med politikere og biskopper) tilbage.

En anden er ikke forbløffet over medlemsdrænet, da Svenska Kyrkan ikke lytter til sine medlemmer, men til de funktionærer, som ofte mest lytter til sig selv (eller hverandre) og irettesætter os menige medlemmer, når vi tager fejl. En læser beklager, at kirkens enestående budskab er gået tabt i politiseringen af Svenska Kyrkan, og hvorfor være med i kirken, når man kan være medlem af et politisk parti.

En anden skriver: Før i tiden forlod folk Svenska Kyrkan, fordi de ikke troede på Jesus. Nu forlader folk den, fordi de tror. Sekulariseringsteologien vinder terræn.

Anders Raahauge er kulturjournalist