Prøv avisen
Mediekommentar

Bedre livshjælp er uendeligt meget bedre end aktiv dødshjælp

Sognepræst Jesper Bacher har set dokumentaren "Jørgen vil dø". Foto: Sarah Würtz/Dokumentarkompagniet/TV 2

Er menneskelivet noget, som kan kvalitetsmåles og kasseres, hvis det ikke opfylder kvalitetskravene?

”Jørgen vil dø”, sådan lød titlen på TV2s dokumentar om aktiv dødshjælp. Jørgen hed Vesterby til efternavn og var en succesrig brilledesigner, som efter et hektisk liv i overhalingsbanen blev ramt af en hjerneblødning, der havde gjort ham lam i store dele af kroppen og bundet ham til en kørestol.

Jørgen var ved sine fulde fem, kunne godt tale og havde ikke ulidelige smerter, men han ville ikke finde sig i sit liv. Den tidligere så entreprenante mand kunne ikke udstå at sidde på sin numse og se film dagen lang.

”Kan jeg ikke leve uden at se verden. Så kunne jeg godt dø,” sagde han.

Derfor havde Jørgen Vesterby besluttet sig for at dø:

”Jeg har da min frihed til at måtte tage mit liv. Det er det, jeg vælger.”

Jørgen Vesterby havde ganske vist fem døtre og otte børnebørn, og hans ekskone Dorthe var ham en trofast og kærlig støtte. Men Jørgen stod fast, han ville hverken have hjælp fra psykolog eller præst. Han ville dø og bad sine nærmeste om hjælp.

Aktiv dødshjælp er som bekendt forbudt i Danmark, så Jørgen Vesterby overvejede en tur til Schweiz, hvor den slags er legaliseret. De økonomiske midler var dog blevet relativt beskedne, og derfor måtte han forlade sig på tilskud fra familie og venner. En indsamling for at finansiere et mord på en af sine kære. Mildest talt bizart, selvom dødsønsket kom fra Jørgen Vesterby selv. Det blev nu ikke til noget, for Jørgen Vesterby fik hjælp af den pensionerede læge Svend Lings fra netværket ”Læger for aktiv dødshjælp”. Svend Lings havde ganske vist mistet sin autorisation og kunne ikke udskrive medicin, men den gamle ræv havde flere udgange. Det lykkedes således at fremskaffe pillerne, som Jørgen selv indtog og dermed tog livet af selv.

Jørgen Vesterby fik det, som han ville, og Svend Lings gik dødens ærinde.

Et flertal af danskerne går ind for aktiv dødshjælp og mener som Jørgen Vesterby, at det ikke er livet, som er helligt, men valgfriheden. Og kan man ikke selv føre sit fravalg af livet ud i livet, skal det være legalt for andre at assistere.

Man taler i den forbindelse om retten til en værdig død, men værdiger man egentlig livet med den holdning? Er menneskelivet noget, som kan kvalitetsmåles og kasseres, hvis det ikke opfylder kvalitetskravene? Bedre livshjælp er da uendelig meget bedre end aktiv dødshjælp.

Jørgen Vesterby var jo ikke dødssyg, han var dødtræt af sit liv. Han sammenlignede sit nuværende liv med det gamle liv, men den gamle brillemand havde snarere brug for at se sit liv gennem andre og nye briller. Er livet kun godt, hvis det er frit, hurtigt og stærkt? Måske blev Jørgen Vesterby et offer for sin egen succes og alt, hvad den kastede af sig.

Er man det, man præsterer, hvad er man så, når man ikke længere kan præstere? Er man nogen, når man ikke længere er noget? Jørgens Vesterbys sortsyn var forbundet med et livssyn, som turde være yderst genkendeligt.

En velgørende lægefaglig modrøst til Svend Lings kom fra Ole Hartling, som erklærede, at medmenneskeligheden altid skulle være på livets side. Det er så forstemmende at aflive frem for at oplive.

Jesper Bacher er sognepræst.