Prøv avisen

Medsøstre, lad jer ikke presse til sen abort

KRISTELIGT DAGBLAD bragte den 18. december et indlæg i debatten om sene aborter skrevet af Amalie Kühnrich, som er jordemoder. I sit indlæg refererer Amalie Kühnrich til en kvinde, som af lægen blev tilrådet en abort, da barnet havde en alvorlig nyremisdannelse og kun ville kunne leve ganske kort tid uden for livmoderen.

Amalie Kühnrich havde gjort sig overvejelser omkring det etiske dilemma ved at medvirke ved en provokeret sen abort, men når barnet nu havde denne misdannelse og ville dø kort efter fødslen, forekom det rigtigt at hjælpe kvinden igennem denne svære proces med det samme.

Et smertefuldt forløb fulgte, ikke bare fysisk smerte, men også smerte i form af tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning. For da hun sad med det døde barn, så det ikke ud til at fejle noget. Det havde en skjult misdannelse.

Amalie Kühnrich beskriver med indlevelse forløbet og spørger sig selv, om man gjorde kvinden en tjeneste. Ville det ikke have været bedre for hende at vente og gennemgå fødslen, når den indtraf naturligt? Det ville have givet kvinden mulighed for at se livstegn. Hun ville bevidne, at lægerne gjorde, hvad de kunne, for at barnet kunne leve. Hun ville ved selvsyn følge barnet, til det formentlig døde kort efter fødslen.

Jeg kan ikke lade være at reagere på denne beretning, fordi jeg (for mange år siden) har født et barn, som ingen nyrer havde. Spørgsmålet, Amalie Kühnrich stiller, om man gjorde kvinden en tjeneste, bliver et klart nej, når jeg taler ud fra mine erfaringer.

Jeg valgte den totale uvidenhed om barnets tilstand. Det vil sige, jeg fravalgte alle scanninger netop for ikke at geråde ud i det spændingsfelt, hvor man bliver presset til abort. Men man skal sandelig slås for sin frihed til denne uvidenhed. I mit tilfælde blev jeg ikke presset til abort, for der var intet grundlag at gøre det på. I modsat fald ville jeg have været nødt til at bruge en masse energi på at sige nej til lægerne.

Jeg skriver disse linjer for at pege på, at der findes denne mulighed. Den er lige ud ad landevejen: Slaget gik sin gang. Jeg blev vækket af narkosen efter kejsersnit, fordi der skulle foretages nøddåb, og Sebastian døde efter 14 timer. Hele forløbet med stor omsorg fra personalet.

Jeg var selvfølgelig sorgfuld, men det hele var enkelt. Barnet kunne ikke leve, og så døde det. Det er noget, vi mennesker kan forstå og kan forholde os til. Alt det andet gør bare det hele utroligt indviklet. Der var fred.

Jeg mener, vi i vores samfund for længst har bevæget os ud, hvor vi ikke kan bunde. Og mennesker kommer ud i situationer, som er umulige at navigere i.

Så, kære medsøster, som venter barn: Overvej situationen og lad dig ikke presse til noget, du ikke kan stå inde for.

Elisabeth A. Glenthøj, sognepræst,Præstegyden 5, Nordby, Samsø