Prøv avisen

To meget forskellige kirker. Den ortodokse kirke tager ikke imod ordrer fra Rom

SEBASTIAN OLDEN-JØRGENSEN har et herligt billedsprog. I Kristeligt Dagblad den 21. februar kalder han mig den ortodokse kirkes bidske vagthund. Sig selv karakteriserer han ydmygt som en tilfældig forbipasserende, som formelig overfaldes af vagthunden, der glammer.

Olden-Jørgensen kalder ganske vist sin karakteristik af den ortodokse kirke for en måske lidt uelskværdig bemærkning, men samtidig bagatelliserer han den som en enkelt sidebemærkning uden større betydning.

Dét, den tilfældigt forbipasserende Olden-Jørgensen faktisk bemærkede, er følgende:

Hvis man vil se stilstand, skal man se til den ortodokse kirke. Og videre: De (ortodokse) siger: Vi har haft vore syv konciler. Og det var det. Næppe en ubetydelig sidebemærkning.

Forbipasserende, som han er, mener Olden-Jørgensen sig alligevel i stand til både at vurdere livet i de ortodokse kirker og til at give dumpekarakter til de ortodokses mangel på evne til større, gennemgribende reformer og tilpasninger.

Sin manglende forståelse for den ortodokse kirkes liv udstiller Olden-Jørgensen atter en gang. For han skriver, at de deklarationer, Sebbelov henviser til, de kan ikke sammenlignes med de reformer, konciler og paver i den katolske kirke har gennemført.

Nej, netop! De to kan ikke sammenlignes. For i modsætning til den romerske kirke er den ortodokse kirke ikke en centralistisk styret organisation. En mængde udviklinger, justeringer og ændringer fremkommer i den ortodokse kirke via de troendes godtagelse eller afvisning af nye tiltag. Det finder oftest sted over tid og ikke ved en éngangsbeslutning ovenfra.

Lad mig give et eksempel. I 1439 afvikledes det såkaldte Firenze-Koncil. Her blev det besluttet, at de ortodokse kirker i ét og alt måtte godtage den romersk-katolske lære og autoritetsforståelse. Samtlige ortodokse delegater på mødet tilsluttede sig dette og skrev under. Med undtagelse af én, Markus af Efesos.

Koncilbeslutningen fra 1439 blev imidlertid aldrig til virkelighed. Hvorfor ikke? Fordi de ortodokse troende i menighederne slet og ret ikke ville vide af den beslutning. Man ville ikke vide af nogen tilføjelse til trosbekendelsen (filioque), man ville ikke vide af nogen skærsild, og man ville ikke give sig ind under nogen pavelig autoritet.

Mødet i Firenze opløstes i den ortodokse verden og blev til intet. Det eneste, som står tilbage derfra, er Markus af Efesos rundskrivelse fra 1440. Den tilbageviser Firenze-mødets vedtagelser, og den er en af de deklarationer, Olden-Jørgensen ikke finder på niveau med de pavelige reformer gennem tiden.

I den romersk-katolske kirke fejrede man derimod, har jeg ladet mig fortælle, 500-års-jubilæum for Firenze-Koncilet. Mødet har endog et nummer, Koncil nr. 17, også selv om dét, der blev besluttet, er løbet ud i sandet og blevet til intet. For nu er det jo én gang besluttet. Ovenfra!

Den måde, reformer og udvikling forløber på, er således helt forskellig i romersk-katolsk og ortodoks kirke. I øvrigt er jeg enig med Olden-Jørgensen i, at en yderligere udredning af disse meget indviklede forhold sprænger rammerne for en kommentar. Deraf følger vel så også, at de ikke lader sig karakterisere ved en overmodig sidebemærkning fra denne eller hin forbipasserende?

Poul Sebbelov, præst i den ortodokse kirke, Blomstervænget 10, Lyngby