Prøv avisen

Mellemøstens kristne er jaget vildt

@-Fotobyline:TEGNING: PETER M. JENSEN

KIRKELIGT SET: Kristne ledere i Vesten bør råbe op og gøre politikerne langt mere opmærksomme på det eskalerende problem med kristenforfølgelser i hele Mellemøsten

kirkeligt set

@-Byline navn -streg:AF Iben Thranholm

MENS DEN KRISTNE kirke i Europa er ved at dø på grund af mangel på tro og engagement i den vestlige kultur, stiller sagen sig helt modsat for kristne i andre områder af verden: De må dø, fordi de er kristne.

Den 3. juni 2007 blev en katolsk kaldæisk præst og hans tre diakoner skudt og dræbt i det nordlige Irak lige efter en messe. Kort efter denne episode blev endnu en anden præst kidnappet i Bagdad.

Der er mellem 600.000 og en million kristne i Irak. De kaldes også for assyrere eller kaldæere og har været bosat i Irak omtrent siden tidernes morgen. De er nogle af de allerældste kristne samfund i verden og kan føres helt tilbage til det andet århundrede.

Så hvis nogen kan hævde deres ret til at være i det område, er det dem, men i dagens Irak er de uønskede og forfulgte af både sunni- og shiamuslimer og kurdere. Mange vælger at bryde op, fordi der ikke er nogen til at beskytte dem, og de ikke kan se nogen fremtid for sig i Irak. Ikke bare i Irak, men overalt i Mellemøsten er der problemer for kristne. Også i asiatiske lande som Burma, Pakistan og Kina og i afrikanske lande som Nigeria og Sudan sker der horrible overfald.

I Europas naboland Tyrkiet fik tre kristne, som arbejdede i et bibelsk forlag og trykkeri i Malatya i Øst-Tyrkiet for to måneder siden halsen skåret over af muslimske ekstremister.

En af tre myrdede var Necati Aydin, som var protestantisk præst. Han var født muslim, men konverterede til kristendommen i 1994. Han talte åbent om sin tro og delte bibler ud på gaden. Denne missionerende aktivitet bragte ham fire uger i fængsel i 2000, selvom alt, hvad han havde foretaget sig, var lovligt.

TRIST NOK STÅR DETTE brutale overfald ikke alene i Tyrkiet. Under Muhammed-krisen blev en katolsk præst skudt, mens han bad, og for et par måneder siden blev den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink ligeledes myrdet. Han havde tidligere siddet i fængsel for en artikel, han havde skrevet om det armenske folkemord fra 1915-1919. Armenien har været kristent siden år 301. I Tyrkiet handler modstanden mod de kristne om radikal nationalisme og religiøs ekstremisme.

På trods af nyhederne om disse både tragiske og brutale mord, var der meget ringe opmærksomhed omkring dem i verdenspressen. Mordene på præsten og hans tre diakoner læste jeg selv om i en lille notits. Det tyske magasin Der Spiegel bragte godt nok en perspektiverende artikel om mordet på de tre trykkeriarbejder i Malatya, men alligvel må man konstatere, at forfølgelsen af kristne generelt hverken interesserer eller generer verdenssamfundet.

Sidste år blev en vægtig rapport over situationen i Irak offentliggjort i USA af Iraq Study Group. Heri nævnes problemet med forfølgelse af kristne overhovedet ikke. Hvis europæiske politikere konfronteres med den helt uacceptable situation for kristne i Tyrkiet i forbindelse med forhandlingerne om optagelse i EU, har mange ikke andet end et skuldertræk tilovers. Eller også henvises der til, at alle minoriteter har det svært.

Det må være et stort fingerpeg til alle kristne kirker i Vesten. Det var ønskeligt, om kristne ledere i Vesten begyndte at gøre langt mere opmærksom på problemet over for politikere og ikke mindst handle og gøre noget.

Men indadtil i kirken bør det også vække til eftertanke. Kristenforfølgelser er ikke nyt fænomen i kirken. Faktisk var det ud af dem, at kirken opstod. Først med Herren selv, der giver sit liv på korset, og siden med flere af apostlene og de mange martyrer i det romerske rige.

Man plejer at sige at kirken er bygget på martyrernes blod. Det var det vidnedsbyrd, kristne gav, når de viste villighed til at lade sig slå ihjel i stedet for at tilbede kejseren, som overbeviste folk om, at der måtte være noget særligt i denne tro.

Dette betyder ikke, at mordene i Irak og Tyrkiet skal forherliges, slet ikke. Men der er aldrig noget, der er så slemt, at Gud ikke kan vende det til noget godt. Gennem vores forbøn for og ubetingede støtte til de myrdede og de forfulgte er det muligt, at disse nutidige martyrers blod kan være med til at opbygge den kirke, som er ved at dø i Europa.

Hvad der er mest nærliggende er naturligvis at bede og sende vores ubetingede støtte til vores forfulgte brødre og søstre. Kristne i Vesten kan ikke sidde dette overhørig længere, og vi kan ikke blive ved at svigte dem. I bedste fald kan mordene på disse martyrer dog gennem vores forbøn og støtte blive kirkens grobund, som kirkefaderen Tertullian skrev.

Iben Thranholm er informationschef i den katolske kirke i Danmark og teolog