Prøv avisen

Mellemøstens kristne er lige så forfulgte som Tysklands jøder i 1933-1938

Kristne i den pakistanske by Peshawar tænder lys til minde om de medlemmer af menigheden, der blev dræbt ved et bombeangreb i september sidste år. – Foto: Shahzaib Akber/EPA/.

Forfølgelse af kristne. Hvor og hvornår starter det? Generalsekretær i Dansk Europamission giver sit bud

Debatindlæg af Henrik Ertner Rasmussen, generalsekretær i Dansk Europamission

MOGENS KJÆR tager her i Kristeligt Dagblad den 6. marts livtag med det vigtige spørgsmål: Hvornår er det rimeligt at tale om forfølgelse af kristne? Han når frem til, at systematisk undertrykkelse eller diskrimination af kristne ikke kan kaldes forfølgelse.

Der skal med andre ord nærmest blod på bordet, for at kristnes situation i Mellemøsten kan karakteriseres som forfølgelse.

Kristne i Irak og delvist i Syrien bliver forfulgt af islamiske ekstremister, ja, men kristne i Egypten og Syrien bliver generelt ikke forfulgt. Det bliver de ikke, fordi de er i samme båd som andre minoritetsgrupper sådan omtrent lyder argumentationen.

LÆS OGSÅ: Kristenforfølgelse? Vi hjælper alle bedst ved ikke at bruge for stærke ord

Det ville svare til, at man ikke kaldte jødernes situation i Tyskland fra 1933 til 1938 for forfølgelse. De fleste anser nok Krystalnatten som et vendepunkt, hvor jøderne i Tyskland gik fra at være undertrykte andenrangsborgere til at være direkte forfulgte.

Sandheden er dog, som de fleste nok ved nærmere eftertanke vil være enige i, at jøderne var forfulgte fra dag ét efter Hitlers magtovertagelse. Der gik en lige linje fra nazisternes valgprogram til die Endlösung.

På samme måde er prominente forskere i problemet kristenforfølgelse som dr. Charles L. Tieszen fortalere for, at forfølgelse bør betragtes som en glidebane. Nogle beskriver den som en gradvis overgang fra disinformation over diskrimination til direkte forfølgelse.

Man har i visse lande set, at medierne måske med opbakning fra myndigheder og betydningsfulde personer systematisk lægger en bestemt mindretalsgruppe for had gennem medieomtale, hvor fakta blandes med ondsindet propaganda, der i nogle tilfælde fører til vold og mord på ofrene og til diskrimination fra det offentliges side. Det kan ende med, at de grupper, som er skydeskive for mediekampagner og diskrimination på grund af gruppetilhørsforholdet, bliver udsat for vold, uden at det fører til retsforfølgelse fra myndighedernes side, eller til, at myndighederne retsforfølger ledere af sådanne grupper.

Så snart propagandaen mod bestemte grupper bliver systematisk, bør vi hejse advarselsflaget om, at en forfølgelse er i gang. Ellers er vi simpelt hen for dårlige til at lære af historien.

DET EGYPTISKE skolesystems systematiske udeladelse af nærmere omtale af den koptiske periode i landets historiebøger (år 49, hvor evangelisten Markus begyndte sit virke i Alexandria til år 641, hvor muslimernes erobring af Egypten var fuldført), sammen med ukorrekt omtale i religionsundervisningen af, hvad kristne egentlig tror på, ja, somme tider direkte hadefuld omtale, afhængigt af læreren, det er for mig at se elementer af disinformation og diskrimination. Diskrimination, der faktisk i mange tilfælde fører til, at den menige egyptiske muslim forstår de egyptiske kristne som et fremmedelement, hvor sandheden snarere er, at de kristne er de ægte egyptere i forhold til de muslimske egyptere, der er af blandet herkomst.

Denne disinformation og diskrimination er en frugtbar grobund for det had, der i mange lokalsamfund har kammet over i vold mod kristne, afbrændinger af deres ejendom og skænding af kristne symboler, som det er vanskeligt at karakterisere som værende ikke-forfølgelse.

Ganske vist er der ofte tale om selvbestaltede gruppers angreb, men i mange tilfælde betyder politiets og retsvæsenets håndtering af situationen, at ofrene får en del af skylden, og de sande skyldige går fri, for eksempel en imam, der har prædiket, at de kristne skal straffes for medskyld i afsættelsen af præsident Mursi.

TEMA: Kristenforfølgelser

KIRKELEDERE I Mellemøsten er gerne uvillige til at se deres kirker som forfulgte, og derfor kan man godt forstå, at Mogens Kjær også tøver med at anvende ordet forfølgelse, men man må også forstå, at de samme kirkeledere på mange måder er i en udsat position, hvor landets regering kan true dem med, at de bliver afsat, medmindre de retter ind og smiler pænt til fotografen, når de trykker præsidenten i hånden.

Den nuværende koptiske patriark, pave Tawadros, har vist sig mere modig og taler frit og vredt fra leveren, når kristnes rettigheder undertrykkes, og hidtil er det lykkedes ham at blive på tronen, men da hans forgænger, pave Shenouda III, blev for åbenmundet, ikke mindst over for forfølgelser mod kopterne, blev han i 1981 sendt i internt eksil af præsident Sadat og først tilladt at vende tilbage under præsident Mubarak i 1985.

Kristenforfølgelse sker i mange tilfælde som pøbel-angreb på kristne i bestemte områder, men også i form af lovgivning, der i modstrid med de naturlige rettigheder, begrænser eller forbyder kristnes gudstjenester og udbredelse af deres tro, og som straffer de kristne for overtrædelser af sådanne love.

Vi skal have mange nuancer med, når vi taler om kristenforfølgelse, men vi skal ikke undlade at tale om forfølgelse, bare fordi der tilsyneladende er fred og fordragelighed bortset fra lidt diskrimination og fordrejet information om de kristne.

Forfølgelse af kristne og andre minoritetsgrupper er en glidebane fra lidt til meget. Forfølgelse af jøder i Europa bestod i løgnepropaganda om deres handlinger, og det gav anledning til pogromer fra tid til anden.

Men forfølgelsen var en konstant trussel, som jøderne måtte leve med, ligesom forfølgelsen er en konstant trussel, som de kristne i Mellemøsten må leve med.

Henrik Ertner Rasmussen er generalsekretær i Dansk Europamission