Prøv avisen

Mellem bogmesse og højmesse

De sidste forberedelser før bogmessen i Bella Center, der skydes i gang i dag. Folk søger oplevelser med litteratur for at forstå tilværelsen, mener Morten Thomsen Højsgaard Foto: Jens Astrup Denmark

Forfattere og forlag skal som kirken anstrenge sig mere i dag end tidligere for at få opmærksomheden, mener generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard

DER ER noget demonstrativt over den bogmesse, som i dag slår dørene op i København. Aldrig har der været talt så meget om bogens krise som i disse år. Ikke desto mindre har BogForum kunnet skrue gevaldigt op for styrken med et forventet besøgstal på helt op til 30.000 gæster i Bella Center.

Sjældent har vi hørt så meget som nu om, hvordan modersmålet er udfordret af engelsk og af hele den globale bølge. Alligevel er det altovervejende bøger på dansk, der vil ligge fremme på de fleste af bogmessens bugnende stande.

LÆS OGSÅ: Til ophørsudsalg hos boghandleren

Ofte tordner tidens talentfulde forfattere imod tidsånden. På deres egen poetiske måde får de gerne fra bogmessens scenekanter sagt, at vi er for overfladiske og for kommercielle, at vi mangler nærvær og ikke tager os tid til at tænke os om. Men messen i sig selv surfer hurtigt af sted i en helt anden retning. På BogForum står bøgernes købmænd klar til at sælge, og alle tidsplaner i det overdådige officielle program sender klare signaler om, at netop her er der ikke tid til dvæleri.

Bogmessen deler på demonstrativ vis også vilkår med højmessen. Mens den trofaste og regelmæssige skare, der bakker op lokalt, svinder ind, strømmer folk til, når der sker noget særligt. Den iscenesatte bog og den eventbaserede kristendom er oppe i tiden.

MEDIEFOLKET FLOKKES uafladeligt om de helt store og kendte navne, og på BogForum flyder litteraturens og kirkens kendisser sammen. Præsterne Kathrine Lilleør og Sørine Gotfredsen er i år kommet på forsiden af Politikens bogtillæg. Og Johannes Møllehave er det første navn, som nævnes i avisen på det store opslag med overblik over optrædende på messen.

Hertil kommer en stribe af kirkelige fyrtårne med gennemslagskraft som Lisbeth Smedegaard Andersen, Kjeld Holm, Tine Lindhardt og Henrik Højlund, der alle har udgivet nyt bogstof i år.

Tidligere år har google-buddhistiske værker med forslag til meditationsøvelser og balance i sindet fået stor bevågenhed. Men i år er det, som om gassen er gået lidt af ballonen på den bogfront.

I stedet har 200-året for Søren Kierkegaards fødsel sat en bred vifte af bøger om den internationalt anerkendte filosof og teolog på den offentlige dagsorden. Joakim Garffs bog Regines gåde om den kvinde, Kierkegaard aldrig holdt op med at elske, er for eksempel strøget ind i Gyldendals Bogklub. Peter Tudvads debut som skønlitterær forfatter blev overset i farten af hans eget forlag, men inspirationen fra Kierkegaard er ikke desto mindre nået vel frem til den læsende offentlighed.

Det svære stof om tilværelsens grænseområder kommer lettest igennem til læserne i en personlig og fortællende form. En ung poet fra provinsen kan slå vildt igennem, når han som Yahya Hassan bærer på en fængslende og vedkommende personlig historie. En bog om kulturkristendom og islam kan komme i flere oplag, når dens forfatter som Naser Khader lader liv og sag være en og samme sag. Jødernes forhold under Besættelsen genaktualiseres i flere nye bøger netop via personlige livsskildringer.

FOR JOURNALIST og forfatter Eva Jørgensen er en personlige tragedie, tabet af manden til sygdommen ALS, blevet til inspiration for hele to erfaringstætte bøger i dette efterår, den ene i selskab med to kendte præster, om at tackle sygdom, sorg og sjælekvaler.

Enhver politiker med respekt for sig selv må i tråd hermed nu have udgivet sin biografi, måske endda i flere bind, hvor personen og opgaven smelter sammen. Bare spørg Anders Samuelsen og Pia Kjærsgaard.

I den offentlige samtale hylder vi gerne den geniale forfatter, den store kunstner, det unikke værk. Med store priser, der gives til fremtrædende enkeltpersoner, understøtter bogmessen opfattelsen af kunsten som individuel.

MEN PUBLIKUM FÅR på bogmessen også et lille blik ind bag forlagenes facader, hvor det at udgive bøger i stigende grad bliver en holdsport. En cykelrytter som Michael Rasmussen kan ikke skabe en selvbiografi i den form, der netop er udkommet, uden den slags præstationsfremmende hjælp, som i forlagsbranchen kaldes redaktion. Det er ikke altid til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men på bogmessen mødes også hele det korps af redaktører, designere, grafikere, trykkere, distributører, pressemedarbejdere og administratorer, som sammen med de originale forfattere udgør bogbranchens nervesystem.

Man kan begræde udviklingen, som indebærer, at markedets tempo og salgskrav får stadig større betydning for alle bøgers indhold og udtryk. Man kan også vælge at se på BogForum som en demonstration af, at den velredigerede bog på dansk på trods af alskens krisesnak faktisk lever og har det godt.

Forfattere og forlag skal som kirken anstrenge sig mere i dag end tidligere for at få opmærksomheden. Men folk søger fortsat oplevelser med litteratur for at forstå tilværelsen. Og midt i mylderet findes der stadig prisværdige værker, flere med samspillet mellem tro og liv som omdrejningspunkt, der kan levere varen med både dybde, refleksion og substans.

Morten Thomsen Højsgaard er generalsekretær i Bibelselskabet