”Mange i det danske samfund opfatter et tørklæde som at tage afstand til Danmark. Danmark bliver et mere og mere muslimsk land, og det er ikke positivt set med vores øjne. Tørklædet er med til at dele befolkningen op i os og dem.”
Citatet ovenfor kommer fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, som den 21. september slog på tromme for, at tørklædet skal forbydes i folkeskolen. Han er imidlertid kun en blandt flere politikere, der i disse år blæser til kamp mod islams synlighed i den danske offentlighed.
Vi lever endnu i et land, hvor lærere ikke tvinger børn til at afklæde sig tørklædet. I lande som Iran eller Saudi-Arabien tvinges børn til at gå med en bestemt hovedbeklædning. Hvis Fatima mødte op i skole der, kunne hun hurtigt få en lektion om, at utildækket hår er ulovligt i en islamisk stat.
Forbud eller tvang kan komme ud på et – begge er redskaber til at styre børn og borgere i retning af et bestemt livssyn. Hvis vi forbyder tørklædet i folkeskolen, vil det ikke bare knægte det frisind, vi ellers bryster os af; vi ville synke til samme niveau som totalitære stater, vi ellers ikke sammenligner os med.
Det, som for nogen virker udansk ved tørklædet, kan føres tilbage til en luthersk holdning: Religion skal være usynligt og pakkes væk i det private.
FN’s særlige rapportør inden for religion og trosfrihed, Heiner Bielefeldt, har påpeget, at politikerne sætter urimelige krav til muslimers integration; det handler grundlæggende om at begrænse synligheden af islam. Men i et multireligiøst samfund som Danmark kan det danske ikke afgøres på baggrund af gammeldags forestillinger om et samfund, som ikke længere eksisterer. Danskerne har al ret til åbent at vise, hvad det er, de tror på. Det må vi tolerere – ikke forbyde.
Samtidig bør vi skabe en forståelse af danskhed, som ikke skeler til hvilken Gud – om nogen – folk tror på, og hvor synligt de gør det. Det er nødvendigt for at bevare sammenhængskraften i samfundet.
I folkeskolen lærer børn med rødder i Mogadishu dansk sammen med børn med ophav i Middelfart. Sådan lærer de, at ikke alle ser ens ud eller tror på den samme Gud. I skolen er vi forenede i forskellighed. Medmindre vi sænker tolerancen for forskellighed. Forbuddet – ikke tørklædet – vil føre til en opdeling af danskerne i ”os og dem”.
Et forbud vil gøre folkeskolen til en fjende for piger med tørklæde på. I Tyrkiet blev tørklædet et symbol på religionsfrihed, da det var forbudt at bære det på universiteterne. Et forbud herhjemme kan gøre skolen til et symbol på undertrykkelse, som unge muslimer vil opponere imod i stedet for at bruge kræfterne på at lære at skrive og regne.
Symboler er foranderlige. Deres betydning kan ikke destilleres i et laboratorium. Jeg kan ikke, politikere kan ikke og ikke engang alverdens imamer kan bestemme, hvad tørklædet betyder. Betydningen har sin kilde i den enkelte, der bruger symbolet. Måske vil man vise, hvor meget islam betyder i ens liv. Det kan være en politisk protest. Eller det kan være et udtryk for kvindeundertrykkelse. Samfundet kan ikke diktere tørklædets betydning og derfor ikke forbyde det med henvisning til, hvor udansk symbolet måtte være i nogens øjne.
Danskerne er stadigt mere forskellige, hvad angår tro. Spørgsmålet er, om vi skal møde forskelligheden med frygt og forbud eller med frisind og tolerance. Jeg mener, at folkeskolen bør være forenet i forskellighed og tillade, at Fatima har tørklæde på i klasseværelset.
Thomas Schumann er hovedbestyrelsesmedlem i Humanistisk Samfund.