I GÅR KOM de otte nye reoler, jeg havde bestilt hos Trævarefabrikernes Udsalg. Jeg har nu 42 reoler presset ind i mit 14-kvadratmeters arbejdsværelse. Det er en lille labyrint af intenst duftende træ, jeg ville næsten sige, en lille skov. Jeg har taget skoven med ind i mit kammer. Således er jeg bedre rustet til vinteren.
Jeg gik også i en skov i sommer. Det er min skov. Den ligger op ad mit fjeld. Enhver nordmand har nemlig sin egen skov og sit eget private fjeld. Mit fjeld hedder Skorve. Det er cirka 1400 meter højt og udgør den sydlige grænse af den højslette, der længere nordpå bliver til nationalparken Hardangervidda. Lige under toppen ligger der to flyvere, der knaldede ind i fjeldsiden under krigen, en tysk og en amerikansk. Resterne af dem ligger stadig som konfetti af rustent jern og aluminium sammenkrøllet som henkastet chokoladepapir spredt ud over landskabet deroppe. Min mors hus, mit barndomshjem, ligger et par hundrede meter op ad fjeldet. Skorve har altid været et mytisk sted for mig, et sted, jeg er valfartet til så vidt muligt en gang om året. I de senere år har det også fået den betydning for min datter Marie.
Fra parkeringspladsen går der en stejl skovsti op gennem skoven. En af mine barndomsvenner har en hytte heroppe. Det er en gammel sæter omgivet af et tun, der normalt myldrer med hugorme. Men dem ser vi ikke nogen til i dag. Vi sætter os og puster lidt ud, inden vi tager fat på den endnu stejlere stigning op til det nøgne, træløse fjeld.
Sæteren er en vigtig del af en romantisk norsk mytologi og kulturhistorie. Det var purunge piger, der tilbragte somrene deroppe sammen med nogle dusin får og geder – samt med den tilfældige vandringsmand, der slog sig ned i nogle dage. Det kom der både børn og aborter og traumer ud af. Sæterne er ude af drift nu, men var i brug helt op i 1960’erne, og jeg har kendt nogle af disse kvinder som gamle koner.
Vi hiver rygsækkene på ryggen og går videre op gennem skoven. Der er så stejlt, at vi tit må kravle på alle fire. Træerne tårner sig op over os i en skarp vinkel til terrænet og strækker sig mod fjeldtoppene, der strækker sig mod himlen, der er blå og skyfri. Flere gange på vej op kommer vi til plateauer og fjeldhylder med en smuk udsigt sydover.
Idet skoven hører op, skifter stemningen brat. Det begynder at lufte lidt, og det er kærkomment, for det er varmt. Terrænet flader ud i moser, søer og rislende bække. Der er et bælte med forkrøblede fjeldbirke, og et sted i denne kratskov ligger en anden sæter, helt forfalden, bare en bunke tømmerstokke. Der holder vi den anden rast. Vi hører lyden af fårebjælder, men ser ikke dyrene. Så fortsætter vi ind i fjeldet, holder os til den afmærkede sti, men er altid i tvivl, om det her nu kan være rigtigt. Når man er i fjeldet, hjemsøges man af en ængstelse for at gå vild, lige meget hvor tit man har gået her.
Så peger Marie. Flyvraget.
Fjeldsiden er stadig rød som et åbent sår der hvor en B-24 Liberator, lastet med våben til nedkastning til modstandsgrupper og med 11 amerikanske soldater, slog ind i fjeldsiden for 74 år siden. Det er det tredje sted, vi holder rast. Min mor kan godt huske, da det skete. Der var et meget stærkt lys oppe i fjeldet, siger hun. Og tyskerne kommanderede en gruppe mænd fra bygden op i fjeldet til at undsætte de forulykkede. Der var dog ingen overlevende, viste det sig. Ligene af de omkomne blev bjærget og lagt på parade nede i bygden næste dag.
Nu er der kun en halv time til toppen. Jo tættere på toppen man er, jo mere uopnåelig synes den af være. Men der er varden endelig. Min datter giver mig highfive, så sætter vi os og finder termokanden med kaffe frem. Vi er begge ret stille. Fjeldtoppe opfordrer ikke til snak. Vi sidder bare i halvanden time og betragter udsigten, der strækker sig helt til Sverige, ud til kysten ved Larvik og til Hardangervidda nordpå. Så pakker vi sammen og går hjem igen.
Jeg stiller de nye reoler op, sådan som jeg har tænkt mig, at de skal stå. Der bliver trangt, og jeg må kante mig forbi dem for at komme hen til mit skrivebord. Da min søn Olav ser det, udbryder han: Det er jo ligesom et bibliotek! Og det er jo rigtigt. Et bibliotek skal være labyrintisk, ellers er det bare et værelse med nogle bøger. Men for mig er det ikke et bibliotek. Det er en skov. Jeg har taget skoven med mig fra fjeldet. Så hvis jeg bliver væk i løbet af vinteren, så lad være med at efterlyse mig. I kan finde mig herinde i skoven et sted.8
Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver i denne klumme om kultur, eksistens og ånd.