I den katolske kirke i middelalderen var der mange årsager til synd, og de var ikke alle nemme at følge, og så var der den der skærsild, man skulle brænde så hulens mange år i. Hvem havde lyst til det? Hvem havde lyst til at brænde i 10 år for at komme smør på sit brød under fasten?
Vi danskere elsker vores smør, og når man tænker på middelalderens kost, alle de delikatesser, der ikke fandtes, må smør have føltes som en velsignelse. 40 dage er lang tid uden, og når der så kommer en munk fra Tyskland og med den nyopfundne Gutenberg-presse kan trykke og sælge afladsbreve, så man kan spise smør gennem hele fasten uden at komme i Skærsilden – hvem ville så ikke falde for den fristelse?
I afladstanken erstattes noget abstrakt og forestillet af noget konkret og pekuniært. Straffen i Skærsilden og livet dernede i Helvede kan beskrives på mange måder, i prædikener, i billedtavler og i drømme, men det er altid en forestilling, den enkelte skal stykke sammen af de forskellige udlægninger, det er ikke noget, man kan holde fast i.
Hvad går det helt konkret ud på? Hvis man nu kun er sjæl, hvordan gør ild så ondt? Vil man kunne tale med de andre? Den slags ting. Over for det forestillede er det trykte afladsbrev, som man betaler en mønt eller 10 for, så herligt konkret. Jeg tænker også. Måske er det afladsbrev, man købte sit smøraflad eller horaflad for, det første stykke trykte papir, man nogensinde har holdt i sin hånd. Også det må være en form for magi. At kunne tage beviset på papirsoningen med sig hjem og lægge det – hvor? I fadeburet hos smørret? Under hovedpuden? Hænge det på væggen?
Nå, Luther satte gang i den bevægelse, der afskaffede den pekuniære del af den katolske afladstanke. I dag har vi en helt anden slags aflad. Der er naturligvis velgørenhed som en måde at dulme den dårlige samvittighed over ved et tilfælde at være født i den privilegerede del af verden frem for i den tørkeramte eller krigshærgede del.
Men de seneste år er en ny form for aflad kommet ind, og den er interessant, fordi den er en del af en ændring i vores virkelighedsforståelse. Jeg kan huske, hvordan der for et par år siden var sådan en pop op-ting på Facebook, hvor man kunne sætte kryds ved de steder i verden, man har været, og jeg følte mig stolt, da jeg satte mine krydser i et bælte fra San Francisco til Tokyo.
Men i dag? Der er ingen stolthed mere, snarere en flov fornemmelse (også over garanteret at have afleveret interessante data til Facebook). De unge mennesker står hver uge neden for mit vindue, der vender ud mod Christiansborg, og forsøger at råbe os op, vi voksne, der har taget flyrejser for givet.
Jeg ser billeder af Greta Thunberg køre i tog. Da jeg var på hendes alder, kørte vi også i tog eller i bus, for vi havde ikke råd til andet. Men siden? Mens vi fik flere penge, faldt flypriserne.
Og jeg har nu et forår, hvor jeg skal flyve adskillige gange. Vi var i Uganda, jeg skal besøge min søn i New York, der er litteraturfestival i Island og Venedigbiennalen, og jeg må indrømme, at jeg også flyver frem og tilbage til et enkelt foredrag i Aalborg. Det løber frygtelig meget op.
Men klimakrisen er svær at forstå, for det er så abstrakt, det er forestillinger, som jeg selv skal gøre konkrete i forhold til et menneskeliv. Hvordan vil det være? Det er ikke ild, som i Skærsilden, men snarere vand. Hvordan vil det være at leve med alt det vand, der varsles, vil komme? Vil vi tilpasse os det eller drive rundt som druknede kroppe? Vil vores livsvilkår forandre sig radikalt? Og præcis hvordan vil det føles?
Midt i det abstrakte er det konkrete afladsbrev så vendt tilbage. Jeg er skeptisk. Jeg siger til min voksne søn, ahhh, virker det overhovedet? Han ser meget bestemt på mig. Ja, det virker, mor! Måske, tænker jeg, sagde Johannes Angelus Arcimboldus lige så overbevist til de smørglade danskere, at de kunne spise smør under fasten uden at komme i Skærsilden, hvis de købte hans afladsbrev.
På den anden side tænker jeg, min søn har videnskaben på sin side, og den tror jeg på. Politikens rejsetillæg har lavet et forslag til forskellige seriøse afladsorganisationer, og jeg går ind og regner ud, hvad min families CO2-aflad for 2019 ville koste. Herre Jemini, 8000 kroner.
Det er godt nok meget, når man hele tiden forsøger at spare på sine flybilletter. Det vil nok være bedre ikke at synde, tænker jeg, og blive hjemme i sommerhuset og plante vilde blomster til bierne. Men det må blive næste år.
Jeg har en ven, der har en økologisk chokoladeplantage i Costa Rica og aftaler, at jeg køber en aktie i den. Han har problemer med naboen, der har anlagt en ananasmark og drukner jorden i kemikalier, og for aktierne kan han forsøge at købe sig ind mod den jord.
Aktien passer med det udregnede beløb, og så får jeg vel også lidt chokolade med i købet. Det føles rigtigt og forkert samtidig.
Samtidig er jeg holdt op med at købe ananas, for det er en anden konkret ting, vi kan gøre, købe lokalt og økologisk. Også smørret!
Sådan må det blive næste år. Der skal jeg sidde i sommerhuset og spise smør fra den lokale økologiske bonde.
Jeg ved godt, det nok ikke helt bliver sådan, men jeg vil i hvert fald flyve meget mindre og købe aflad, når jeg gør. For noget er forandret i min virkelighedsopfattelse i det, man kalder mit mindset, og det er spændende i sig selv.
”Mellem os” skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.