Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Melville og den hvide hval

Det er i dag 150 år siden, at romanen »Moby Dick« af Herman Melville udkom i USA. Bogen blev slagtet af datidens anmeldere og blev begyndelsen til enden på Melvilles forfatterskab. Men »Moby Dick« var en roman forud for sin tid, der først fik sit publikum i det 20. århundrede, fastslår dagens kronikør

Skibe, der anløb New Yorks havn i 1860´erne og -70´erne, kunne blive inspiceret af en vejrbidt, fuldskægget og robust toldembedsmand. Det var Herman Melville.

Få anede, at han i sin ungdom havde været en af Amerikas mest feterede forfattere, der på baggrund af sine oplevelser til søs havde skrevet et par eksotiske og spændende bøger fra de syv verdenshave og ikke mindst om sit ophold på Marquesas-øerne hos en kannibalstamme.

Færre vidste vel, at denne fuldskæggede tolder i 1851 havde udgivet en bog ved navn »Moby Dick«. Romanen blev begyndelsen til enden på Melvilles forfatterkarriere, selvom han efter udgivelsen forsøgte sig med flere romaner og short stories. Med »Moby Dick« havde han skrevet et værk, der var langt forud for sin tid, og som måtte vente en menneskealder på at blive genopdaget. I dette efterår er det 150 år siden, romanen udkom.

Bogen blev først udgivet af forlæggeren Richard Bentley i London midt i oktober 1851, og en måneds tid senere, den 14. november, gjorde den sin entré på den litterære amerikanske scene og vendte hjem til sit amerikanske publikum. Men som i England tøvede kritikerne, og romanen tiltalte ikke de læsere, der hidtil havde slugt Melvilles eksotiske rejseskildringer.

Bevares, der var positive anmeldelser både i London og Boston, men der lød også bidske toner fra kritikerne. Det hjalp sikkert ikke på forståelsen hos især de engelske kritikere, at romanens korte epilog, hvor jeg-fortælleren Ismael beretter om sin redning som den eneste af hvalfangerskibet Pequods besætning, af vanvare var blevet udeladt i London-udgaven. Man kunne med rette spørge, hvordan romanens jeg-fortæller kunne berette sin fortælling, når Pequod tilsyneladende i denne førsteudgave var gået ned med mand og mus.

Men selvom fejlen var blevet rettet i den amerikanske udgivelse, stod Melvilles traditionelle læsere helt af. Hvor var den glade eventyrer blevet af, der af karsken bælg kunne skrive om kunsten at leve som hvid mand blandt kannibaler uden at ende på menukortet? Ganske vist havde man i hans hidtidige romaner kunnet iagttage en voksende kritik af den hvide mands civiliserede destruktivitet, men »Moby Dick« var anderledes på en irriterende og foruroligende måde.

Umiddelbart bag den spændende handling blev det gode borgerskab konfronteret med forfatterens intense optagethed af de mørke aspekter, som - ud over destruktiviteten - især var døden og forladtheden i et koldt og meningsløst univers. Desuden rummede bogen et næsten uigennemskueligt netværk af symboler og myter. Dét - og så de mange digressioner eller essays i romanen om hvaler og hvalfangst - gjorde læserne tøvende og skeptiske. Kort sagt: Bogen solgte dårligt.

Det er let i dag at forestille sig, hvordan romanen skulle have været, hvis den skulle have været en sællert i sin samtid. Man fjerner størsteparten af det symbolistiske netværk og koncentrerer sig om selve historien med den besatte eller forrykte kaptajn Akab og hans hævntogt på den hvide hval Moby Dick, der tidligere bed hans ene ben af - og så har man en spændende fortælling, der ikke får lov at samle støv på sengebordet. Det interessante er, at Melville faktisk i maj 1850 var langt fremme med en roman efter denne opskrift. Det bekræftes i brevvekslingen med blandt andre den engelske forlægger.

Men så skete der noget. Ved et tilfælde mødte han den amerikanske forfatter Nathaniel Hawthorne - ham med blandt andet »Det flammende bogstav« - hvis position i den amerikanske litterære offentlighed var solidt fasttømret, og som unægtelig også stod et par trin højere på den finkulturelle rangstige end Melville. Ikke ufortjent. Hawthorne havde den dannelse og »Weltanschauung«, som sømanden Melville først nu var ved at tilegne sig, og mødet mellem de to mænd fik dybtgående indflydelse på Melville. Det filosofiske og det metafysiske åbnede sig nu for ham som uomgængelige dimensioner, han absolut ville have med ind i sin nye roman. Menneskets konfrontation ikke blot med det onde, men også med intetheden og erfaringen af universel forladthed var ét af de temaer, som Melvilles pen som en skyttel vævede ind i romanens handling og i dens tætpakkede beskrivelser af hverdagen om bord på en hvalfanger. Et andet tema var død-genfødsels-symbolikken, der i »Moby Dick« optræder i alle mulige afskygninger og variationer. Derfor gennemskrev Melville romanen endnu en gang - og forlæggeren Richard Bentley i London måtte udskyde sine udgivelsesplaner et år.

Læserne svigtede ikke kun, fordi Melvilles nye, næsten rusagtige bearbejdelse af romanen gjorde den omstændelig og kompliceret at læse. Det blev også en roman, der med sin beskrivelse af forladtheden og intetheden rummede en modernitet, der var fundamentalt fremmed for tiden. Til vennen Hawthorne skrev Melville selv om bogen, at han havde skrevet »et ondt værk«, hvormed han sandsynligvis mente, at »Moby Dick« skildrede eksistentielle ekstremer, hvor intethedens knogler stak frem. Så Melville var klar over, at han her bevægede sig på en grænse, hvor hans samtidige læsere måske ville standse op. Men romanen var ikke nihilistisk i sit livssyn. Konfrontationen med intetheden sættes netop i relief af død-genfødsels-myten, som epilogen - der på en enkelt side skildrer jeg-fortælleren Ismaels mirakuløse redning - understreger.

Herman Melville forsøgte ellers at fortsætte sin karriere som forfatter efter »Moby Dick«, men det gik ikke. I årene, der fulgte, skrev han endnu et par romaner, hvoraf den ene var selvbiografisk anlagt. Her var kritikken helt ubarmhjertig. Desuden kom der fra hans pen nogle mindre fortællinger som f.eks. »Skriveren Bartleby« og »Encantadas«, der som »Moby Dick« og den posthume »Billy Budd« i dag stadig glimter på verdenslitteraturens firmament.

Melville måtte resignere som forfatter. Han havde inden udgivelsen af »Moby Dick« giftet sig, stiftet familie og var flyttet ud på landet. Nu måtte han og familien tilbage til New York, hvor han altså fungerede som toldembedsmand et par årtier, inden han få år før sin død kunne trække sig tilbage på en beskeden arv. Da han døde i 1891, var han stort set glemt af offentligheden. En lille notits i New York Times måtte gøre det ud for en nekrolog.

Romanen »Moby Dick« var lige så godt og grundigt glemt som sin forfatter. Endnu i tredive år måtte den ligge ubemærket i bibliotekernes katakomber, inden dens genfødsel i den litterære offentlighed langsomt begyndte med afsæt i forfatterens 100-års-dag i 1919.

Det var en for tidligt født roman, der først fik sit helt rigtige publikum i det 20. århundrede, der på baggrund af en ny tid med dens oplevelse af meningstab og en generel følelse af universel forladthed var i kontakt med romanens stærke understrøm.

»Kald mig Ismael!« Sådan starter romanen. Det er en begyndelse, der kan minde om suset fra en harpun, der sætter sig i det læsende publikums mentale krop. Hvad skal det nu betyde? En kraftig, kortskaftet sætning, der slår ét af bogen væsentlige temaer an, nemlig fremmedgørelsen, dét at være eller føle sig forvist. For skikkelsen Ismael var oprindeligt i Det Gamle Testamente Abrahams søn med trælkvinden Hagar, der blev forvist til ørkenen. Altså den fattige og faderløse, dén, der ikke rigtig hører hjemme nogen steder.

På ét plan er »Moby Dick« en spændende naturalistisk skildring af et årelangt hvalfangertogt i 1840´erne samt en god handling - men på et af de andre planer er den også en mytologisk rejse, udfoldelsen af et ældgammel mytisk tema, nemlig nedstigningen til underverdenen, sådan som den i forskellige variationer forekommer både i klassisk og bibelsk mytologi.

Et eksempel på sidstnævnte er Jonas´ historie, som Melville opdaterer ved at lade den oprindelige myte smelte sammen med den menneske- og gudsforladthed, som det moderne vestlige menneske stod lige på tærsklen til at skulle opleve. Og resultatet er noget helt unikt. Dog er hans Ismael ikke en ny Jonas, der genfødt fra hvalens bug kan begynde en rettroende prædikenvirksomhed i Ninive. Melvilles Ismael er iagttageren, der reddes på det yderste, mens hans kammerater går til grunde. Fra skibets redningsbøje, der er blevet rigget til af en kiste, kalfatret med tjære, ser han skibet gå ned og flyder rundt på det endeløse hav, indtil han mirakuløst samles op af et andet skib. Ismael reddes på en måde, der blot antyder den kristne myte om død og genopstandelse, men som også i sig selv er en ny kreativ myte, der er åben for fortolkning.

Det er egentlig ganske sælsomt, at romanen »Moby Dick« selv skulle igennem en slags død og forladthed inden sin genopstandelse i det læsende og forskende publikums bevidsthed i løbet af 1920´erne.

I Danmark tog det endnu længere tid. Peter Freuchen oversatte i 1944 dele af »Moby Dick«, indtil Mogens Boisens gode og fuldstændige oversættelse blev udgivet i 1955 tilsat træsnit af Sven Havsteen-Mikkelsen og et forord af Martin A. Hansen, noget af det sidste, denne i øvrigt skrev. Heri afslørede han, at det var en roman, der havde betydet noget ganske særligt for ham, og dens indflydelse kan da også mærkes på romanen »Løgneren« fra 1951, hvor hovedpersonen og jeg-fortælleren Johannes Vig er en Ismael-skikkelse, der befinder sig i en slags selvvalgt eksil på den lille Sandø, hvis omrids i Martin A. Hansens egen streg minder påfaldende om en kaskelothval.

Det er både skæbnens og historiens ironi, at den form for hvalfangst, Melville beskrev i »Moby Dick«, allerede i det årti, romanen udkom, var ved at forsvinde. Endnu skulle der dog gå en rum tid, inden offentligheden fandt på udtrykket "truede dyrearter". Men dem tilhører Moby Dick ikke. Både den mytiske hvide hval og romanen af samme navn lever i bedste velgående.