Prøv avisen

Menighedsfakultetet, skråsikkerhed og skriftens klarhed

BIBELSYN Fakultetsleder Ingolf Henoch Pedersen får uld i mund, når han skal svare klart og entydigt på, om Menighedsfakultetet stadig vil betegne ethvert forsvar for kvindelige præster som bibelstridigt og udtryk for falsk lære

I Kristeligt Dagblad den 5. september giver Steen Rughave udtryk for, at han ikke deler mit ønske om, at Menighedsfakultetet fortsat skal tale klart og entydigt imod ordningen med kvindelige præster. Han selv og andre var netop "ved at glæde os over, at Menighedsfakultetet måske var på vej væk fra skråsikkerhedens teologi."

Tilsyneladende har vi begge registreret tegn på, at Menighedsfakultetet var i bevægelse i dette spørgsmål, men vi vurderer tydeligvis udviklingen forskelligt. Steen Rughave forstår Menighedsfakultetets historiske syn som et udtryk for en "skråsikkerhedens teologi". Det er en anklage, som har gode betingelser for at vinde tilslutning. Det opleves provokerende, når nogen udtaler sig med klarhed og sikkerhed i trosspørgsmål. Det bliver ikke mindre provokerende, hvis udtalelserne går mod tidens alment antagne holdninger. På hvilket grundlag tillader man sig ...?

Spørgsmålet retter opmærksomheden mod fakultetets teologiske særpræg. MF blev etableret af teologer og lægfolk, der delte overbevisningen om, at Gud har talt klart og sandt i de bibelske skrifter, og at vi på dette grundlag med myndighed og sikkerhed kan sige: Dette siger Herren!

Menighedsfakultetets stiftere ønskede for så vidt blot at videreføre Luthers syn på og tillid til Skriften. Netop troen på Bibelens klarhed og sandhed var hemmeligheden bag Luthers enestående myndighed og frimodighed. Erasmus beklagede hans "skråsikkerhed". Men Luther svarede igen: "I trossager skal vi netop tale klart, bestemt og stærkt. Og vi kan gøre det, for skriften er klar! Vel er der afsnit, som for os er dunkle, men skriften i sig selv er efter Guds vilje klar og entydig. At hævde, at den er dunkel, nedbryder lydhørheden over for Guds ord og fører til, at man i stedet lader sig lede af menneskelige tanker og meninger. Hvad skriften siger, skal fastholdes og hævdes med overbevisning under afvisning af alle modsatte meninger". (WA 18, 603-609).

Da Menighedsfakultetet blev etableret handlede bibelsynsdebatten primært om Bibelens troværdighed. I dag handler den i højere grad om Bibelens klarhed. "Det er din udlægning af teksten. Andre gode folk forstår den på en anden måde. Den ene udlægning kan være lige så god som den anden. På hvilket grundlag tillader du dig ...?"

Den postmoderne løsning er at godtage forskellige, indbyrdes modstridende fortolkninger. Luthers løsning var i tillid til skriftens klarhed og i bøn om Helligåndens vejledning at arbejde grundigt med teksterne for at afdække deres ene, rette mening og herefter hævde den med frimodighed under afvisning af alle modstridende tanker. En sådan hævdelse af sandheden er kun mulig og forsvarlig, når man har et klart tekstgrundlag i skriften. Men da er den også en forpligtelse for enhver, som vil være bibeltro, luthersk teolog og forkynder.

Princippet om skriftens klarhed er det principielle grundlag for at kunne tale klart og myndigt også om troens mest centrale grundsandheder. Der er en uløselig indre sammenhæng mellem skriftens klarhed og troens vished i frelsesspørgsmålet. Når princippet opgives, sker det måske ikke i første omgang i relation til centrale trosspørgsmål. Men kampen må tages på det område, hvor princippet først opgives, for det handler under alle omstændigheder om troens grund.

Historisk har Menighedsfakultetet hævdet, at skriften utvetydigt klart afviser, at kvinder kan være hyrder og lærere: "Her er der tale om en særdeles klar og markant befaling, som vel næppe findes stærkere i hele det paulinske materiale!" (Menighedsfakultetet, "Det positive nej til kvindelige præster", Flemming Frøkjær-Jensen, 1986, side 29). At dette syn kan forenes med en respektfuld omtale og behandling af meningsmodstandere, inklusive kvindelige præster, og med et offensivt arbejde for at fremme flere kvindelige tjenester i kirken, har Menighedsfakultetet selv bevist. Det er opmuntrende at se i historisk perspektiv.

Anledningen til mit første indlæg i Kristeligt Dagblad den 25. august var en usikkerhed om, hvorvidt Menighedsfakultetet fortsat vil hævde, at Bibelen taler klart i dette spørgsmål og følgelig vil afvise alle modsatte holdninger som falske og forførende, fordi de strider mod Guds åbenbarede vilje – uanset deres repræsentanters personlige oprigtighed, bibeltillid og kristne tro. Fakultetsleder Ingolf Henoch Pedersens indlæg den 6. september kaster desværre kun delvist lys over sagen, og lader det stå hen i det uvisse, om MF stadig vil betegne ethvert forsvar for kvindelige præster som bibelstridigt og udtryk for falsk lære.

Steen Rughave vil glæde sig, hvis Menighedsfakultetet bevæger sig væk fra at tale på denne måde. Jeg selv vil betragte det som et foruroligende skred væk fra det reformatoriske princip om skriftens klarhed.

Afslutningsvis en enkelt kommentar til Steen Rughave angående min arbejdsplads, Luthersk Missionsforenings Højskole. Jeg finder det ikke relevant at inddrage højskolen i denne sag. Indlægget stod helt for min egen regning – ligesom dette.

Mikkel Vigilius,

højskolelærer,

Ved Stengærdet 12,

Hillerød