Opgør med Grundtvig: ”Menneske først - kristen så” er vrøvl

Det grundtvigske er i dag blevet til ”Menneske først - og lad os så for Guds skyld standse dér, så vi ikke provokerer nogen med kristendom, evangelium, dåb og kirke”, mener sognepræst Jens Brun

De gode, gamle grundtvigianere havde en lys tro på, at når først mennesker fik opladte øjne for alt stort og skønt herneden, så skulle deres sans for evangeliet nok komme efterhånden. Det holder ikke, mener sognepræst Jens Brun.
De gode, gamle grundtvigianere havde en lys tro på, at når først mennesker fik opladte øjne for alt stort og skønt herneden, så skulle deres sans for evangeliet nok komme efterhånden. Det holder ikke, mener sognepræst Jens Brun. .

DET GRUNDTVIGSKE slagord om ”Menneske først - kristen så” viser efterhånden sin kirkelige og folkelige hulhed og svaghed. Først og fremmest er det kirkeligt og kristeligt uholdbart.

Det indeholder en tænkemåde, hvor man først forestiller sig, at Gud engang skabte verden. Så gik der noget galt, verden blev syndig, menneskene blev underlagt død og forgængelighed. Men så på et tidspunkt kom der en Jesus fra Nazaret. Han talte om genoprettelsen af det hjertelige forhold mellem Gud og mennesker, og det kostede ham livet. Så lader Gud denne Jesus opstå af døde og gør dermed hans ord om genoprettelsen til sine egne.

Fejlen i denne tankegang er, at Jesus som opstanden bliver gjort til en ny Gud. Der er kommet en ny Gud, den opstandne kærlighedens og gudsrigets budbringer, som har noget nyt, som den gamle ikke havde: kærlighedens himmerige.

Den gamle skabning, den som du og jeg er del af, har den nye Gud, Jesus den opstandne, ikke noget at gøre med. Den er ikke hans, den er den gamle Guds fejlslagne projekt.

I den nye Guds optik er vi ikke skabninger, ikke slægten af dem, som Gud skabte på den sjette dag, for vi er en ny slags. Men dermed bliver det til det yderste usikkert, om frelsen i det kristne evangelium overhovedet er et budskab om frelse til os, sådan som vi er i sind og skind, med hud og hår, Adams slægt.

DEN FORSTÅELSE af evangeliet, som er gået tabt i den skitserede tankegang, er: Kristus er Skaberen! Kristus kommer ikke først ind i billedet med Jesus fra Nazaret, Kristus er med i skabelsen, han er Ordet, hvormed Gud skaber. Kristus er skaber og genløser, han er Alfa og Omega, han er den, der blæser livsånde i jordklumpen, og han er den, der oprejser jordlegemet af døde. Guds godhed er at dele livet med en Anden. Guds godhed er Sønnens eksistens.

Sønnen har liv i sig selv, ligesom Faderen og Sønnen deler liv med andre, skabningerne. Men at dele livet med andre er at dele med det, der er forskelligt fra en selv. Altså er den skabning, Ordet og Sønnen deler livet med, ikke evig, men historisk, lever i tidens og historiens dimension.

Sønnen kommer ind i denne dimension som menneske for at føre skabningen tilbage til dens oprindelige plads i Edens Have. Først ud fra en sådan forståelse af skabelse og evangelium kan man sige, at ”han kom til sit eget”, som Johannesprologen hævder.

Fejlen ved det grundtvigske ”Menneske først - kristen så” er, at det foregøgler, at der findes en slags ”hedningernes forgård”, hvor vi så at sige alle kan forstå, at vi er Guds skabninger, uden at Kristus er med i billedet. Altså at der findes en slags universel skabelsesforståelse, som alle mennesker skulle kunne få del i, og så er der noget specielt kristeligt, alt det, der har med Jesus, kirken og dåben at gøre.

Men dermed er Kristus skilt fra sit skaberværk, og man bilder mennesker ind, at der er mulighed for et gudsforhold uden om Kristus.

NÅR ”MENNESKE FØRST - kristen så”-ideologien heller ikke holder folkeligt, som jeg nævnte i begyndelsen, så skyldes det, at den minimerer det folkelige sprogs område mere og mere.

Der bliver mindre og mindre vingefang for det, vi kan tale om, synge om sammen - for vi skal jo have alle med i båden, og derfor skal den helst være så indholdstom som muligt.

Tænk for eksempel på det, man kaldte en folkelig manifestation efter terrorangrebet i København i februar. Ikke en eneste sang på dansk, det kunne jo hænde, at der i vort modersmåls sange havde indsneget sig ord om Gud og fædreland, og så kunne alle jo ikke være med.

Så hellere noget uforpligtende vrøvl på engelsk eller svensk, som ingen tænker over, eller en Benny Andersen-tekst, der er kemisk renset for alt andet end pjat og selvsmageri. Det kan ikke nytte noget, at vi bilder os ind, at der er sådan en universel skabelsesplatform, vi alle kan stå på. Det er en illusion.

Skabelse er forbundet med Kristus. Det kan ikke nytte noget, at vi bilder folk ind, at når bare de forstår, at de er skabninger, så er de sådan halvvejs i mål.

De gode grundtvigianere Valdemar Brücker og Morten Pontoppidan for eksempel havde en lys tro på, at når først mennesker fik opladte øjne for alt stort og skønt herneden, så skulle deres sans for evangeliet nok komme efterhånden.

Men det grundtvigske er i dag blevet til ”Menneske først - og lad os så for Guds skyld standse dér, så vi ikke provokerer nogen med kristendom, evangelium, dåb og kirke.”

Jens Brun, sognepræst og tidligere formand for Kirkeligt Samfund, som i dag hedder Grundtvigsk ForumRegnar Juels Vej 21, Gug, Aalborg SØ