JESUS STILLER MENNESKER ”syndernes forladelse” og ”evigt liv” i udsigt.
Kristen tro er tro på, at Gud med sin skabermagt vil sørge for, at dette også bliver til virkelighed. Det kan ikke påvises, at det passer. Det kan alene tros. Vi kalder det Kristus-tro eller åbenbaringstro.
For mange af os er det en tro, der skænker fortrøstning og håb – også når livet arter sig fra sin mørke side. Så vi kan synge med Jakob Knudsen: ”takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død” (Salmebogen nummer 754).
Men Jesus nævnes jo ikke engang i Jakob Knudsens salme. Nej, men han er underforstået i dette ”end” (stadig) og dette ”trods” og også i salmens sidste linje, at ”lyset stander stille på livets kyst”, der er det evige livs kyst. Bag det står uudtalt ”korsets gåde”: ”at han betalte syndens sold”. (Grundtvig, Salmebogen nummer 192).
Jakob Knudsens salme er ikke kun en skabelsessalme, åbenbaringen er med. Men det er også en skabelsessalme. Den forklarer kristendommen som det at elske og takke for det skabte liv, også når det modsiges af alt det grimme og onde i os selv og i verden.
Ikke for ingenting kommer skabelsen før faldet i Bibelen. Det er, fordi det onde er uden selvstændig eksistens. Det er ødelæggelsen af noget godt. Så der må være noget godt først at ødelægge. Ligesom der må være liv, før der kan være død. Det er som med solen og skyggen. Skyggen er i sig selv intet. Den kan kun være i kraft af solen. Det onde lever som parasit på det gode.
SÅDAN ER VORES tilværelse indrettet. Livet, glæden, taknemmeligheden er udgangspunktet – også teologisk. Skabelse kommer før syndefald og frelse. Første trosartikel kommer før anden og kan ikke undværes eller nedjusteres. Kristen tro er at kunne fastholde skabelsesgaverne glæde og taknemmelighed for livet, selv når de trues af ”synd og død”.
Derfor har kristendommen lovprisningen som sin ytringsform. Den er gennem utalte generationer blevet forfinet til en kunstform, lovsangen, med vores egen Grundtvig som en af de ypperste mestre.
Lovsangen er skabningens tak til sin skaber for sit liv. Og det er hele skabningen, der lovpriser, ikke kun ”mand på mark”, men også ”fugl i skove” (4), ja, det er selveste ”hvælvingen blå, solen og månen og stjernernes hære”: ”himlene” – altet – ”fortælle din ære” (Salmebogen nummer 392). Det er denne kosmiske lovsang, vi samles i og fornyes i i gudstjenesten, og som Jakob Knudsens hyldest til dagens komme indgår i.
Det kirkelige kristenliv er således den skabte livsglæde og livstaknemmelighed, fastholdt i modgang.
Men alle mennesker er jo skabt, hvad enten de ved det eller ej, og hvad enten de vil være ved det eller ej.
De kender til livsglæde og ofte også livstaknemmelighed. For det skabte liv er noget universelt. Derfor kan det beskrives i en ”anskuelse”. Det kan beskrives religionsneutralt, med universel gyldighed og appel, og gøres til genstand for ”livsoplysning” (Grundtvig).
For den kristne er denne anskuelse indeholdt i den gammeltestamentlige skabelsestanke – Grundtvig kaldte den derfor ”den mosaisk-christelige Anskuelse”. Men da den er universel og kan skildres religionsneutralt, uden henvisning til Bibelen, deler den kristne den med ”naturalister af ånd”, med mennesker, der anerkender livsglæde og livstaknemmelighed som grundlæggende sandheder om livet uden at være kristne. I dag vil mange såkaldte kulturkristne, hvoraf en del erklærer, at de er ateister, falde ind under denne beskrivelse.
”MENNESKE FØRST – kristen så” er blevet en slags grundtvigsk mantra. Men hvad betyder det? Man kan eksempelvis forestille sig, at den kulturkristne ateist ved fordybelse i den religionsneutrale anskuelse vil kunne bringes til at indse, at han/hun ikke vil kunne fastholde sin livstaknemmelighed i mødet med synd, lidelse og død. I så fald kan ”menneske først” bestå i, at denne fordybelse og indsigt leder over i et ”kristen så”, i kristen tro. ”Menneske først” har da, billedlig talt, udfyldt en Johannes Døber-gerning, ”banet vejen” for tro, som Johannes Døberen banede vejen for Jesus.
Og ”anskuelsen” hævder at være en sandere virkelighedsbeskrivelse end det moderne tunnelsyn, der er koncentreret om økonomisk vækst, mere velstand (som om vi ikke har nok), øget forbrug – og eksistentiel tomhed. ”Anskuelsen” har en kulturkritisk brod. Den kristne sendes ud i samfundslivet for at indgå i alliance med ”naturalister af ånd” mod dem, man kunne døbe ”naturalister uden ånd”.
Med sig har den kristne ikke særlige kristne politiske løsninger, men ”anskuelsen” rummer en overordnet forpligtelse til at holde fanen højt, hvor menneskeliv krænkes, og hvor skaberværket krænkes, og klodens fremtid trues af vort nutidige liv. Og med udgangspunkt i vores hjemhørighed i dansk sprog, historie og kultur rækker denne forpligtelse ud til de store fælles, globale spørgsmål og rummer en afvisning af, at vi trækker os tilbage på en ynkelig nationalegoisme.
Lad dette være mit bud på en grundtvigsk teologi i dag. Jeg er overbevist om, at det giver en frugtbarere debat at byde ind end at skamme ud.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen