Prøv avisen

Menneske frem for heldagsskole. Hold fast i grundtvig-koldsk arv

Forfatter, teolog og digter, Nikolai Frederik Severin Grundtvig 1783-1872. Foto: Jens Hage

Et dansk barn tilbringer i gennemsnit 25.000 timer af sin opvækst i institution. Hvert femte børnehaveklassebarn har en arbejdsuge på over 40 timer. Børnene tvinges til at være sociale i så lang tid, at enhver normal voksen ville løbe skrigende bort.

Alligevel planlægger et bredt flertal hen over midten af dansk politik en folkeskolereform, der docerer mere tvungen skole. Det er nærværet og indflydelsen på egen tilværelse, der afskaffes, og i sidste instans er det et angreb på den selvstændigt tænkende borger.

Udviklingen drives af en formålstankegang. Når minister for undervisning Christine Antorini (S) ønsker læreplaner i vuggestuer og børnehaver, er det for at stimulere børnene, så de er rede til skolen.

Helhedsskolen skal med flere aktivitetstimer give verdens bedste uddannelse, så eleverne kan bruges i erhvervslivet. Og erhvervslivet skal styrkes, for at vi får råd til mere velfærd.

Kristendemokraterne vil den gode skole og det stærke erhvervsliv. Men nogle af de ting i livet, der giver mest mening, har intet formål i sig selv. Fællesskabet er for eksempel en livsnødvendighed, der kun fungerer, hvor vi frivilligt forpligter os på hinanden som i familien og foreningsarbejdet. Og den del af livet har uvurderlig betydning for samfundet.

Skolelærere ved, at det ikke er, hvad børnene lærer i skolen, men hvad de har lært før første skoledag, der er den væsentligste faktor for en succesrig skolegang. Klasser, hvor eleverne har stabilitet på hjemmefronten, er alt andet lige mere homogene. Børn, som har lært respekt for andre og tilsidesættelse af egne behov til fordel for fællesskabet, har fået en dannelse, der aldrig kan erstattes af planlagte statslige aktiviteter.

Mangler børn denne ballast hjemmefra, må det offentlige træde til. Men det må være en kommunal afgørelse at bestemme, hvor heldagsskolen er formålstjenlig. Og det må være forældrene, der afgør, om de vil lægge barn til en skole, der prioriterer mere projektundervisning og tværfaglige forløb, som eleverne konstant skal forholde sig til og navigere rundt i.

Jeg er personligt alvorligt bekymret for de elever, der mistrives i skolen, fordi miljøet i klassen ikke ændres ved, at Emil får skjult indlæring af Pythagoras ved høvlebænken. Og jeg tvivler i øvrigt samtidig på, om Emil lærer noget, og på, om han synes det er sjovt.

LÆS OGSÅ: Regeringen mister opbakning til lange skoledage

Nok så mange obligatoriske elevplaner og mål kan ikke drive de rundforvirrede børn til at lære noget. De mangler rammer og ro i en grad, så flere skoler har indført timer i mindfulness og meditationsøvelser. Børnene savner nærværet og roen i familien, mens politikerne fra Venstre til SF dikterer længere skoledag.

Spørgsmålet er, om den stigende diagnosticering af unge med ADHD, ADD med mere skyldes syge børn eller et sygt samfund. Nærvær og fællesskab i familien er afløst af mere vuggestue, børnehave, SFO og skole. Her afkræves barnet selvstændig stillingtagen og ansvar ud over, hvad alderen kan berettige. Med heldagsskolen vil man næppe se færre unge mennesker, der føler sig ensomme, rodløse, utilpassede og har stresssymptomer. Det er tankevækkende, at de skolesystemer, der fremhæves i Finland og New Zealand, bygger på en kultur, hvor opdragelse, moralbegreber og forbilleder gives med hjemmefra.

Vi er i øjeblikket i fuld gang med at kaste vrag på vores grundtvig-koldske arv, når systematiske skoleaktiviteter skal erstatte det frie valg. Engagement og medleven kræver frivillighed. Frivillighed nødvendiggør fritid. Kristendemokraternes vision om at opdrage den næste generation til ansvarsfulde, engagerede borgere nødvendiggør, at eleverne kan tage hjem efter skole, finde ro og om nødvendigt kede sig, før de tager af sted for at dyrke deres interesser.

Den engagerede, dannede elev opnås kun, hvor der er frihed til at vælge, hvilke fællesskaber man vil være forpligtet på. Dannelse foregår i fællesskaber uden for statens rækkevidde.

Derfor er det forfejlet, når Christine Antorini i Kristeligt Dagblad inviterer frivillige kræfter fra erhvervsliv, kommuner, forældre og foreninger ind i skolen for at løfte en offentlig opgave. Frivilligheden mister sit væsen, når den nyttiggøres. Civilsamfundet kan ikke inddrages i skolen uden at blive ædt op af staten.

Hertil melder der sig en række væsentlige spørgsmål. Hvem skal lukkes ind i skolen og undervise mit barn? Er det KFUM & KFUK eller Budhistisk Tantra Meditation for Teenagere? Har ministeren en positivliste, og hvem bestemmer i givet fald indholdet af denne? Og hvem løfter ansvaret, hvis undervisningen mislykkes, når man nu ikke kan fyre en frivillig? Er det skolelæreren? Og hvad med de sportsklubber og musikskoler, der mister børn, fordi de har sent fri?

Staten skal holde fingrene væk fra kontrollen med civilsamfundet. Det er ikke velfærdssystemet, der givet livet indhold. Udviklingen må vendes ved, at vi giver forældrene mulighed for mere tid sammen med børnene.

Vi må genindføre fælles fritid for alle om søndagen og aftenen, så borgerne får muligheden for et fællesskab uden for arbejdet. Vi skal styrke familierne ved at indføre gratis rådgivning, fordi børn fortjener stabile hjem. Det er ikke bare medmenneskeligt, men tilmed også billigst. Der skal kort sagt være plads til det selvstændigt tænkende og dannede menneske, der tager ansvar for sin næste.

Stig Grenov, landsformand for Kristendemokraterne, Erantisvej 2, Hørsholm