Mennesker som vilde forsøgskaniner

DR 3-serien "Alene i vildmarken" og den nye DR 1-serie "52 dage som hjemløs" beskæftiger sig med et fælles tema: Trodsig selvoptaget overlevelse

DR 3-serien "Alene i vildmarken" (billede) og den nye DR 1-serie "52 dage som hjemløs" beskæftiger sig med et fælles tema: Trodsig selvoptaget overlevelse.
DR 3-serien "Alene i vildmarken" (billede) og den nye DR 1-serie "52 dage som hjemløs" beskæftiger sig med et fælles tema: Trodsig selvoptaget overlevelse. . Foto: United Production ApS/DR Presse.

Der har altid været noget fascinerende ved eneboere. Eller eremitter, som man også kalder dem. Jeg har været optaget af deres ”alenehed” siden barndommens møder med Jens Sigsgaards første børnebog ”Palle alene i verden” (1942) og den ganske vist forkortede udgave af ”Robinson Crusoe” (1719) af englænderen Daniel Defoe.

Sidenhen var jeg interesseret i for eksempel en selvvalgt toårig naturensomhed som den, der blev beskrevet af den amerikanske digter og filosof Henry David Thoreau (1817-1862) i bogen ”Walden – livet i skovene”. Sådan også omkring 1960 med reportagerne om de første ensomme astronauters bedrifter i universets tomrum.

De to førstnævnte bøger beskrev nogle ufrivilligt eksilerede, hvorimod de sidstnævnte personer befandt sig i frivillig isolation. Det sidste har i den forløbne uge også været tilfældet i DR 3-serien ”Alene i vildmarken” og den nye DR 1- serie ”52 dage som hjemløs”. Begge kunne onsdag aften ses lige efter hinanden. Fælles tema: Trodsig selvoptaget overlevelse.

Spørgsmålene var: Hvordan reagerer det moderne menneske, når det giver afkald på den civiliserede verdens trygge rammer og materialistiske goder? Hvor længe kan vi udholde ensomhed i en tilstand præget af mangel på alt, hvad der er genkendeligt og tilvant? Hvad kan vi lære om os selv, alene i det fremmede – eller med de fremmede?

I ”Alene i vildmarken” har det indtil videre vist sig, at tre uger af de fleste lige akkurat kan udholdes med bær, urter og fisk som eneste føde. Praktiske løsninger af problemer med sult, kulde og overnatning kan en tid udfylde ensomheden, men især savnet af familie og venner kan gøre ophold i et øde og regnfuldt nordnorsk bjerglandskab utåleligt. Modstandskraften nedbrydes.

En efter en har mere end halvdelen af de 10 deltagere givet op. Det er sket efter grundige overvejelser, men uden de store beklagelser. Opholdet var blevet meningsløst. Opbruddet fik karakter af en forståelig lettelse. Der var noget ved det socialpsykologiske eksperiment, som tydeligvis virkede særligt belastende: den filmiske selvregistrering.

De medbragte kameraers ”øjne”, der både dag og nat skulle benyttes til at overvåge og dokumentere sindstilstand, adfærd og evner til ”at klare sig”, har været enerverende. En filmet ensomhed virker i længden absurd. Den tilsyneladende kontaktløse deltager ”overlevede” i en paradoksal sikker forvisning om, at ”du kan bare trykke på en knap, så venter der en varm seng og et godt måltid”.

Også den nye serie ”52 dage som hjemløs” må slås med, hvad man kunne kalde for en klassisk antropologisk problemstilling: Hvordan iagttage uden at deltage? Også her må tilstedeværelsen af et tv-kamera fremkalde optagelser af mennesker som vilde forsøgskaniner: Fortvivlede skæbner fastholdes naturstridigt i tv-apparaters golde, lugt- og smagløse ”bure”.

Hvem kan i det hele taget være sig selv under påvirkning af mediernes søgelys

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder