Prøv avisen

Mennesket som sit eget kunstværk: Fortabt i tidens narcissistiske vildnis

Tegning: Peter M. Jensen

Det er næppe tilfældigt, at ringeagten for kirken lever så stærkt hos dem, der dyrker mennesket som en autonom guddom i sig selv, skriver præst pg debattør Sørine Gotfredsen

For præcis en uge siden deltog jeg i Kulturmødet på Mors. Med en imponerende arbejdsindsats har man i Nykøbing Mors skabt et arrangement, der med inspiration fra Folkemødet på Bornholm vil bringe samtalen ud i landet. God idé.

Fra mit hotelværelse kunne jeg høre lydene fra det lokale diskotek og fornemme alle de små tegn på en lille og vanestyret by, som jeg selv er vokset op med. Det er steder, hvor vigtige begivenheder også bør foregå, så vi ikke glemmer, hvor sammensat landet stadig er.

LÆS OGSÅ: Narcissisme er blevet en folkesygdom

Lørdag formiddag skulle vi diskutere, om kunsten kan være usund, og denne seance på scenen i Musikværket udviklede sig på tankevækkende vis. Fordi den balancerede på kanten til at lade formen overskygge indholdet, alt imens man anede, hvordan visse manerer delvist kan tage magten fra os.

Mit indledende budskab i debatten var, at kunsten er usund, når den bryder ned frem for at bygge op. Og at vi med dyrkelsen af den abstrakte kunst og ønsket om at fremprovokere voldsomme reaktioner fjerner os fra opgaven gennem vores kreative evner at ære det skabte, det smukke og det sande.

I stedet søger vi lige så ofte at fremstille det forvrængede og det grimme at vende vrangen ud på livet, mens kvalitet ikke længere er et spørgsmål om æstetik og teknisk kunnen. Men snarere om at skabe mest mulig forargelse. Det, man troede var virkelighed, er det ikke alligevel, og mennesket puffes ud i grader af tomhed.

LÆS OGSÅ: Det handler om andre end dig

Således kan kunsten minde os om det klassiske menneskelige opgør med en given skabt orden, og flere og flere porte åbnes i forhold til dyrkelse af vold, grimhed og døde dyr, som vi jo jævnligt ser eksempler på. Vi kender symbolerne på nedbrydning og den evigt sarkastiske gengivelse af verden, men vi oplever også, hvordan mennesket midt i dette golde rum kan begynde at dyrke sig selv som det altoverskyggende projekt.

Som kaldet her ved netop denne pointe sprang en af de øvrige paneldeltagere X Factor-medieproduktet Thomas Blachman op på scenen og erklærede, at han indtil nu her i debatten kun havde hørt rent vrøvl. Og Blachman, der som udgangspunkt mener, at han selv er det største kunstværk, han kender, og at enhver i sig bærer kimen til smuk og kreativ udfoldelse, prægede herfra kraftigt forløbet. Sammen med reklamemanden Knud Romer, der taler cirka lige så længe og hurtigt.

I broget forening optrådte de to som en slags provokationens Chip & Chap, der efterhånden er så formet af tv-manerer og kaos for støjens egen skyld, at de udgør et yderst tidstypisk spektakulært show. Også i en grad, der kunne få én til at opfatte denne formiddag som billedet på, hvordan selve samtalen mellem os kan udarte til en slags abstrakt forestilling.

For næsten umærkeligt kan vi bevæge os fra at være dem, der skal indgå i samtale, til at være dem, der snarere stræber efter at promoveres i den. Og tv-mediet er en kæmpe synder i alt dette. Det bidrager til at lære os, at den, der råber højest, bliver den mest synlige. Og at den, der er den mest synlige, også er den, der hurtigt får så stor status, at mange nærmest instinktivt samler sig og lytter.

Når ordene har flydt og temperamenterne udfoldet sig, kan man ikke lade være med at overveje, hvilket samlet indtryk der står tilbage. Talte vi om sagen, eller fremstod vi som individer, der optrådte, som tiden, tempoet og fjernsynet har lært os? Det kan i en medietidsalder være svært at gennemskue, hvad der er hvad, og befriende var det, da en sognepræst i forsamlingen rejste sig og gav sit bud på, hvor opbyggeligheden kommer til orde. Nemlig i kirkerummet, der tilbyder den konstante tilgang til poesi, åndfuldhed og kunst, som mennesker har brug for.

Chip & Chap havde svært ved at skjule deres foragt, og det er næppe tilfældigt, at ringeagten for kirken lever så stærkt hos dem, der dyrker mennesket som en autonom guddom i sig selv. For dem repræsenterer talen om gudsforholdet vel blandt andet en nytteløs grænse, der holder mennesket fast på, at det ikke kan skabe alting selv. Fordi der hersker en skabt virkelighed, som vi må måle os selv i forhold til.

På et tidspunkt spurgte ordstyrer Clement Kjersgaard mig, om man skal være kristen for at være en stor kunstner. Jeg svarede nej, men burde have tilføjet, at det utvivlsomt er en fordel. For den, der dyrker en utopisk forestilling om menneskets uendelige kreative potentiale og dermed en nedtoning af ærefrygten for den egentlige skabermagt, kan fortabes i abstraktionens narcissistiske vildnis.

Jeg ved ikke, hvad folk fik ud af dette optrin på Mors, men muligvis kunne det tolkes som et symbol på, hvad der sker, når mennesket mere og mere bruger energien på at fremstille sin egen person fremfor at fokusere på noget uden for sig selv.

Det sker i kunsten, og det sker i samtalen, og begge steder er det tegn på noget usundt.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus