Prøv avisen
Debat

Kristendommen er vejviser i Merkels forsøg på at samle Europa

”Angela Merkel, og hendes CDU, vil med sin pragmatiske holdning se sin mission i at overvinde modsætninger og forene Europa til det fælles bedste, og det sker med den kristne inspiration som vejviser,” skriver lektor Niels Arbøl. – Foto: Michael Sohn/AP/ritzau

Angela Merkel og hendes CDU vil med sin pragmatiske holdning se sin mission i at overvinde modsætninger og forene Europa til det fælles bedste, og det sker med den kristne inspiration som vejviser, skriver lektor Niels Arbøl

På trods af tilbagegang ved det tyske valg i sidste måned fremstår kansler Merkels parti CDU stadig som klart det største parti i Tyskland og som det ledende regeringsparti. Siden Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949 har CDU stået ved roret i 48 år og får nu fire år mere. Dette har både været til gavn for Tyskland, for Europa og også for Danmark, der kun kan have interesse i en venlig og stabil demokratisk nabo, der tilmed er vores største handelspartner.

Mens de politiske kommentatorer naturligt nok har haft travlt med at belyse valgets betydning for Tyskland og Europa og hele verden – kansler Merkel er ligefrem blevet kaldt for den frie verdens nye leder – så har ikke mange beskæftiget sig med selve hendes parti CDU, Tysklands Kristendemokratiske Union, og det særkende, som det repræsenterer i forhold til andre politiske kulturer, herunder de borgerlige og konservative partier, vi kender i de nordiske lande. Men det er værd at gøre her, hvor regeringensdannelsen i Tyskland er ved at tage form.

Der findes stadig journalister herhjemme, der konsekvent kalder CDU og dets søsterparti CSU for ”de konservative”, men det gør unionspartierne absolut ikke selv og heller ikke de tyske medier. Deres selvforståelse er, at de er kristendemokrater og ikke konservative, selv om de godt kan acceptere denne betegnelse for dele af deres politik og for den pragmatiske, fornuftsbaserede tilgang til politik, som ikke mindst Merkel selv – hun er uddannet fysiker – har udvist. Virkeligheden er ikke så forenklet, og CDU adskiller sig markant fra for eksempel både britiske og danske konservative.

For det første: Det er ikke konservatismen, men forestillingen om ”det kristne demokrati”, der er CDU’s filosofiske grundlag. Demokratiet beror på en række værdier, som i længden vil forfalde uden inspirationen fra kristendommen. Allerede c’et i partinavnet hentyder til, hvad CDU føler sig forpligtet på. ”Grundlaget for vores politik er den kristne forståelse af mennesket og dets ansvar for Gud. Vores grundværdier frihed, solidaritet og retfærdighed er afledt heraf. CDU er åbent for enhver, der tilslutter sig alle menneskers værdighed og frihed (…).”

Den kristne inspiration spiller altså en væsentlig rolle for CDU. Det gør den også for andre politiske grupper, men c’et virker forpligtende og åbner for en debat og selvkritik, som andre kan skjule sig for bag mere neutrale navne. Således har Angela Merkels omdiskuterede flygtningepolitik ”Wir schaffen das” af hende selv været begrundet i partiets kristne inspiration. CDU blev også kritiseret for, at 75 af dets parlamentsmedlemmer stemte for anerkendelse af ”homo-ægteskab”, selv om det store flertal på 225 stemte imod forslaget, herunder Merkel selv.

Mon der i danske borgerlige eller andre partier ville være flertal imod ”homo-ægteskaber”? Og hendes flygtningepolitik, der bød næsten en million flygtninge velkommen, finder heller ingen genklang i det danske folketing, hvis flertal senest har afvist at tage imod 500 kvoteflygtninge årligt.

Som dansker er man ikke forvænt med at diskutere kristen inspiration i politik, og kun meget få kender noget til katolsk og protestantisk socialetik eller begreber som personalisme, føderalisme og subsidiaritet – centrale dele af kristendemokratisk filosofi. Som dansker er man vokset op med, at politik kun er en folkelig sag og ikke et kristent anliggende. Nogle vil hævde, at det skyldes Grundtvig, men man ser den samme tendens i alle nordiske lande, hvor de kristendemokratiske partier er relativt små.

En toneangivende dansk luthersk teolog skrev i 1967: ”Det eneste politiske parti, man af kristelige grunde principielt må tage afstand fra, er et parti, der kalder sig et kristeligt parti.”

Det lader jo dog til, at tyske protestanter ikke har haft samme opfattelse, som for eksempel personificeret i Angela Merkel, der voksede op i et luthersk præstehjem. Sandsynligvis ligger forklaringen på denne eklatante forskel på dansk og tysk tankegang i opfattelsen af staten. Mens vi herhjemme i løbet af historien har opfattet staten som en god ven og partner, udviklede historien sig som bekendt ganske anderledes i Tyskland. Reaktionen på Hitler-tidens totalitære stat kom som en ægte folkebevægelse – der skete en flugt tilbage til ”kristne principper” for det politiske liv. Det var i den kontekst, at CDU opstod med baggrund i Weimar-tidens katolske parti, Zentrum. Det havde sammen med socialdemokraterne været det sidste bolværk mod nationalsocialismen.

Omsider gjorde katolikker og protestanter fælles sag i politik. CDU har således ikke kun en politisk historie, men også en kirkelig – dets betydning i praktisk økumenisk arbejde bør ikke undervurderes i et reformations-jubilæums år.

For det andet: CDU ser sig selv som repræsenterende die Mitte, det politiske centrum, og det henvender sig som folkeparti til alle grupper i samfundet med målet om velstand og arbejde til alle. Til forskel fra konservative partier i Norden har CDU ledet regeringer med partier både til højre og til venstre for sig, det vil sige henholdsvis de liberale og socialdemokraterne. Med de sidste har de været i regering i tre omgange, senest fra 2013 til i dag. Livet bliver på ingen måde let for en kommende ny ”Jamaica-koalition”. Og det er ikke på grund af forskellen på CDU og de grønne (som Merkel overhalede inden om med sin afskaffelse af atomkraft), men på grund af forskellen på de liberale og de grønne.

Ligesom alle andre partier i Forbundsdagen afholder CDU sig fra at samarbejde med det fremmedfjendske og nationalistiske Alternative für Deutschland, hvis opsigtsvækkende succes således kan vise sig at blive ret kortvarig. Derimod har de borgerlige partier herhjemme ikke holdt sig tilbage fra at samarbejde med Dansk Folkeparti.

For det tredje: Kristendemokrater er og har været primus motor i tvær-nationalt samarbejde og med fokus på at styrke EU og skabe et forenet Europa. CDU har således en stor familie ude i verden, især i Europa, hvor omkring 75 små og store partier i næsten alle lande vedkender sig identiteten som kristendemokrater, med eller uden c’et. Det Europæiske Folkeparti (EPP) er en sammenslutning af centrum-højre-partier i EU, og med en stor og fast kerne af kristendemokrater, hvortil især CDU hører.

Den europæiske union er utænkelig uden kristendemokraterne. Det var tys-keren Adenauer, italieneren De Gasperi og franskmanden Schuman, der tog initiativet til Kul- og Stålunionen, som blev forløberen for EF og senere EU. Det overordnede formål var bevarelsen af freden i Europa for en generation, der havde haft det 20. århundredes krige tæt inde på livet, og dette formål er stadig det vigtigste. Lige siden Europa-Parlamentets oprettelse har EPP været den største gruppe, og selv i dag har EPP leveret top-posterne i unionen, både med kommissionsformanden Jean-Claude Juncker, parlamentsformanden Antonio Tajani og EU-præsidenten Donald Tusk. At det er kristendemokrater, der står i spidsen for EU, og dermed den politiske midte, har gjort det lettere at have et tæt samarbejde med socialdemokraterne, der ligesom liberale og andre også i høj grad har bidraget til det europæiske projekt.

Også her er der en tydelig forskel til konservative partier. Brexit taler jo for sig selv, og også danske konservative er gået hen og blevet mere EU-skeptiske, end de var tidligere.

Forskelle til trods inden for og uden for landene; Angela Merkel, og hendes CDU, vil med sin pragmatiske holdning se sin mission i at overvinde modsætninger og forene Europa til det fælles bedste, og det sker med den kristne inspiration som vejviser.

Niels Arbøl er lektor og forfatter.