I 2020 indviede patriark Kirill fra Moskva den russiske præsident Vladimir Putins nye katedral, De Væbnede Styrkers Katedral. I katedralen hænger en liste over mindeværdige slag. Listen er flankeret af engle og indeholder blandt andet punkterne ”fremtvungen fred i Georgien i 2008” og ”Krims tilbagevenden i 2014”. Derefter følger et tomt felt, hvor fremtidige sejre kan tilføjes. Det er til at få kuldegysninger af. Hvad er det for en kirke, der legitimerer Putins styre, og hvor er de alternative røster henne?
For Putin cementerer den nye katedral en ny national vision. Men det var aldrig en selvfølge, at kirken og Moskva-patriarkatet skulle blive den tidligere KGB-officers stærkeste støtter.
For tyve år siden, i 2001, blev selvsamme Putin tværtimod beskyldt for at mangle en national vision. I Pravda kunne man læse en hård kritik af præsidenten. Det eneste, Putin argumenterede for, lød det fra den faste klummeskribent Lybua Lulko, var en stærk familie og et velstående fædreland. Dette var dog ikke en vision, der kunne forene folket.
Hun påpegede, at alle andre lande havde visioner. Det moderne Europa havde en vision – tolerance, humanisme og menneskerettigheder. Det kommunistiske Sovjetunionen havde også en vision; det samme gjaldt det moderne Tyrkiet med pan-tyrkisme, Kina med konfucianisme, USA med eksklusivisme, ja, selv Taleban havde sin egen vision i form af sharia, men Putins Rusland manglede en samlende idé.
Hendes forslag var at genbruge tsarens vision, ”For troen, tsaren og fædrelandet”, måske omskrevet til ”For troen, folket og fædrelandet”. Historikernes opgave må i fremtiden være at formulere denne idé, mente hun. Dernæst kunne man følge op med en forening af de postsovjetiske lande.
Jeg skal ikke kunne sige, om Putin nogensinde diskuterede disse idéer med Lulko, men foreningen mellem troen, tsaren og fædrelandet er stærkt revitaliseret. Og i sit mest vulgære udtryk cementeres denne nye nationale vision i solid beton og metal i De Væbnede Styrkers Katedral uden for Moskva.
Den metalliske og militærgrønne katedral rager 95 meter op i luften. På gulvet betræder man smeltede tyske kampvogne fra Anden Verdenskrig.
I oplevelsescentret ved siden af kirken kan besøgende familier opleve en rekonstrueret slagmark og se andre nazistiske trofæer, såsom Hitlers personlige ejendele, der blev bragt til Moskva af sovjetiske soldater i 1945.
I tråd med Putins betoning af sejren over nazisterne i 1945 er kirken dedikeret til 75-årsdagen for sejren i Den Store Fædrelandskrig (Anden Verdenskrig), men også til alle andre militære sejre, som det russiske folk har kæmpet – og vil kæmpe.
Væggene er ikke bare dekoreret med ikoner og engle, men også med kampscener fra store slag, der ledsages af bibelske tekster. Den røde tråd er historien om Det hellige Rus, idéen om det kristne russiske rige, som steg op fra dåben i floden Dnipr ved Kyiv i 988.
Her optræder det sovjetiske regime kun som en parentes i den lange kamp mod det onde. Røde stjerner og hammer og segl pryder katedralens loft.
Hjernen bag sammensætningen af katedralens billeder er den nuværende forsvarsminister Sergio Shoigu, og ifølge planen skulle både Shoigu og Putin portrætteres i mosaik i scenen, hvor annekteringen af Krim glorificeres. Men her satte Putin foden ned. Han var for ydmyg til at blive portrætteret i katedralens mosaik allerede nu, lød forklaringen.
Visionen, som udtrykkes i De Væbnede Styrkers Katedral , er meget tydelig: Gud er med Det Hellige Rusland i dets væbnede kamp mod det onde. Det er den samme vision, som patriark Kirill i Moskva agiterer for, når han insisterer på, at det, der sker i Ukraine, hverken er en russisk invasion eller har sit udspring i russisk aggression.
Derimod er sammenholdet mellem ukrainere og russere, som jo steg op af samme døbefont, truet af Vesten. Kampen mod Vesten er kampen mod det onde, akkurat som det var tilfældet under Den Store Fædrelandskrig. Putins kirke er ikke et tempel for den ortodokse tro, men for den nationale identitet.
Mens patriarken i Moskva legitimerer Putins nationale vision, er der imidlertid andre præster i den russisk-ortodokse kirke, som fordømmer det, der nu sker. Fra Paris opfordrede den russisk-ortodokse ærkebiskop af Vesteuropa indtrængende Kirill til at hæve stemmen mod den meningsløse og morderiske krig.
Fra Madrid blev der organiseret en kampagne, som nu er underskrevet af over 300 russisk-ortodokse præster verden over. Den første protest, jeg læste om efter invasionen den 24. februar, kom imidlertid fra landsbypræsten i Karabanovo, 400 kilometer nordøst for Moskva. Jeg havde særlige grunde til at søge information om situationen lige præcis der.
I sommeren 1992 var vi en gruppe fra den norske kirkelige organisation Kirkelig Fornyelse, der rejste til Karabanovo, langt ude i det russiske bondeland. Vi skulle hjælpe den lokale præst, Giorgi Edelstein, med at restaurere landsbyens gamle kirke. Der var glasnost, Boris Jeltsin var blevet valgt til præsident året før, og i Moskva var McDonald’s netop åbnet – køen var én time lang. Vi tog et nattog fra hovedstaden, i sig selv en ganske eksotisk oplevelse med samovar og spiritus, for at nå frem til vores destination.
Under det sovjetiske styre var kirken i Karabanovo blevet brugt som lade. Den var forsømt og lå delvist i ruiner. Vi huggede muren løs og bar sten til arbejderne, der reparerede vægge og lofter. Til sammenligning med Putins militærkatedral var dette som stalden i Betlehem over for Herodes’ palads.
Præsten Giorgi Edelstein havde været sprogprofessor og dekan på universitetet, før han senere i sin voksenalder blev præst. Men hvorfor var han så, med sine store kapaciteter, blevet sendt langt ud på landet? Svaret lå i hans forhold til den officielle kirke – den, som i dag er Putins makker. Da Edelstein blev præst, var kirken styret af det sovjetiske regime.
Her er det nødvendigt at tage et lille historisk tilbageblik. Stalin havde først forsøgt at udrydde religionen. Han ødelagde kirker og dræbte titusindvis af præster, munke og nonner i årene før Anden Verdenskrig. Under krigen forstod han imidlertid, at kirkens moralske støtte var uundværlig for at besejre fjenden.
Dermed ændrede han strategi og åbnede for at genetablere kirkestrukturen. Kirkens ledelse blev tvunget til at samarbejde med de sovjetiske myndigheder. Samtidig fandtes der undergrundskirker, katakombekirker, uden for kirkens officielle struktur, og oppositionspræster og lægfolk, der protesterede mod kirkeledelsens servilitet over for myndighederne. Disse blev ofte angivet til KGB.
Giorgi Edelstein, som vi mødte i Karabanovo, opponerede allerede mod patriarkatet i 1965. Dengang var han studerende og med til at redigere et velkendt anklageskrift mod patriark Alexei I, underskrevet af præsterne Gleb Yakunin og Nikolai Eshliman.
Yakunins skæbne illustrerer i sig selv historien mellem den officielle kirke og oppositionen. Efter anklagen mod patriark Alexei I blev Yakunin afsat på ordre fra KGB. Han gav dog ikke op, og efter flere års omfattende aktiviteter for at afsløre krænkelser af religionsfriheden blev Yakunin i 1985 arresteret og derefter fængslet, sat i arbejdslejr og sendt til Sibirien.
I 1970’erne og 1980’erne var Yakunin en af dem, vi læste om i bladet Råbet fra øst, som blev udgivet af Mission bag Jerntæppet. Mange andre kristne aktivister blev også fængslet eller spærret inde på psykiatriske institutioner. Først under Gorbatjov blev Yakunin løsladt. Han genvandt titlen som præst og vandt til sidst, utroligt nok, en plads i Dumaen.
Med Sovjetunionens opløsning begyndte en ny æra for Moskva-patriarkatet. Et vigtigt symbol var genopbygningen af den store Frelseren Kristus-Katedralen, som det stalinistiske regime havde sprængt i luften i 1931 (Det er her, patriark Kirill i dag præsiderer). Men Yakunin fortsatte sin kritik. Han kom med nye afsløringer af det tætte samarbejde mellem KGB og kirkens ledende mænd, herunder den daværende patriark, Alexei II. Det ville kirkens ledelse ikke tolerere, og Yakunin fik derfor igen frataget sine præsterettigheder i 1993.
I 1990’erne stod Giorgi Edelstein i Karabanovo sammen med Gleb Yakunin og talte ledelsen imod. Miljøet, de tilhørte, havde rødder i 1930’erne, herunder til forfatterne Anna Akhmatova og Osip Mandelstam, og bestod af intellektuelle, forfattere og oppositionsfolk, hvoraf mange var jøder konverteret til den ortodokse kirke. De havde samlet sig om den karismatiske præst Alexander Men, der også var konverteret jøde og havde baggrund i katakombekirken. Alexander Men blev dræbt med en økse i 1990. Edelstein blev som en tænkende oppositionsmand sendt langt ud på landet.
Da Putins hær rykkede mod Kyiv, kom jeg til at tænke på Edelstein. Hvordan gik det mon med ham? Jeg googlede ham – og så dukkede den nu 90-årige præst sandelig op i et nyligt indlæg i internationale medier.
Allerede den 24. februar have han og hans efterfølger i den lille kirke i Karabanovo, Ioann Burdin, formuleret en fordømmelse af den russiske invasion af Ukraine.
Budskabet var klingende klart. Putins invasion af Ukraine er som Kain, der dræber sin bror Abel:
”Vi kan ikke skamfuldt lukke øjnene og kalde sort for hvidt, ondt for godt, og sige, at Abel må havde taget fejl og provokeret sin storebror. Det er ikke kun magthaverne og de soldater, der parerer ordre, som vil have det ukrainske folks blod på hænderne. Deres blod vil være på vores alles hænder, hvis vi accepterer denne militæroperation eller slet og ret forbliver tavse.”
Præsterne Edelstein og Burdin viger heller ikke tilbage for at vende Putins egen retorik – som den fremstår i militærkatedralen – på hovedet. I deres øjne er det ikke Putin, der kæmper mod nazister, men Putins egen invasion, der ligner den nazistiske invasion i 1939.
Som følge af den nye lov, der blev vedtaget af Dumaen den 3. marts for at forhindre kritik, blev Ioann Burdin arresteret for at miskreditere de væbnede styrker og sprede falsk information. Han blev idømt en bøde på 35.000 rubler, svarende til én månedsløn. Siden anholdelsen er hundredvis af sympatisører strømmet til landsbykirken, hvor der normalt kun kom et dusin mennesker.
Burdins sag har fået international opmærksomhed, og landsbykirken i Karabanovo har fremstået som en antitese til Putins krigskatedral.
Det er ikke tilfældigt, at præsterne i Karabanovo rejser sig mod Putin og hans medsammensvorne, patriark Kirill. De er del af en kontinuerlig tradition, der kritiserer magthaverne, og det er det, som er pointen her.
I 1960’erne modarbejdede Georgi Edelstein og hans følge KGB-regimet og den officielle kirke under sovjettiden. Sidenhen har de været kritiske over for det korrupte postsovjetiske patriarkat og nu over for kirkens ledtog med Putin. I dag vælger patriark Kirill løgnens side og skubber den nye nationale vision og en vanhellig alliance mellem kirke og stat foran sig.
I Rusland går folk på gaden. Håbet er, at de vil gennemskue patriarkens propaganda og militærkatedralens vulgære pragt og se kirken rejse sig fra ruinerne i udkantsområder som Karabanovo.
Eivor Andersen Oftestad er forfatter og førsteamanuensis ved Institutt for humanistiske fag ved Høgskolen i Innlandet.