Prøv avisen
Debat

Mens vi venter på næste terrorhandling

En kvinde lægger blomster foran kirken i Saint-Etienne-du-Rouvray, hvor en katolsk præst blev myrdet af terrorister under fejringen af messen. Foto: Charly Triballeau/AFP/Scanpix

Efter sommerens terrorangreb er tiden hverken til islamofobi eller til at lukke øjnene. Nej, tiden er inde til at tale om tro og dele den, skriver sognepræst

DET BLIVER ALDRIG hverdag at vågne til nyheden om, at der i løbet af nattens timer har været begået endnu en terrorhandling.

Denne sommers terror gør noget ved os, sætter sig i vores ører og øjne og vores bevidsthed og ændrer vores syn på andre mennesker og kulturer. Det sidste skud har ikke været løsnet, og mens vi venter på den næste terrorhandling, ruster vi os ved at lytte til nyhedsstrømmen, diskutere med hinanden, ofte i en mere og mere skinger tone.

Men mens vi venter, er tiden ikke inde til islamofobi. Ganske vist er det sådan, at næsten alle terrorhandlinger kan forbindes med islam, men jo ikke så enkelt, som at vi er i krig mod islam, eller at alle muslimer er potentielle terrorister. Vi kan bare heller ikke lukke øjnene for, at terroren på en eller anden måde er forbundet med islam.

Tiden er heller ikke til, at vi lukker øjnene og blot regner med, at det går over af sig selv. Vi opfordrer hinanden til, at vi fortsætter med at leve med vores traditioner og værdier, og budskabet er sympatisk og nødvendigt, men også svært at efterleve, hvis frygten har fået tag i én.

Mens vi venter på næste terrorhandling er tiden derimod inde til besindelse på, hvem vi er. Der tales om demokrati og menneskerettigheder, der skal holdes i hævd. Men vores værdier er ikke sprunget ud af den blå luft, og den særlige, vesteuropæiske forståelse af demokratiet er ikke faldet ned fra himlen.

Nej, vores værdier, vores samfundsnormer og vores forståelse af demokratiet er alt sammen et resultat af, at vi har været et kristent land i tusind år. Gennem 30 generationer er Jesu ord om, at vi skal vende den anden kind til og elske vores næste blevet fortalt så ofte, at ordene så og sige sidder i vores rygrad. De er blevet en del af vores selvforståelse – og helt enkle samfundsmæssige foranstaltninger, som at ægtepar bor sammen med deres børn og ikke i storfamilier, hvor kvinden som i nogle andre kulturer risikerer at blive en tjenestepige for svigerfamilien, skyldes, at Jesus har lært os, at en mand skal forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru (Mark. 10).

Derfor kan det også med et pænt ord undre mig, at det netop er folkekirken og de kristne, der udsættes for Ateistisk Selskabs hadekampagne nu. Vi kristne udstilles her som særligt naive og kirken som en institution af grådig karakter, hvor sandheden er, at den kristne tro mere end noget andet har formet og dannet os og givet os det særligt danske i vores normer, holdninger, syn på køn og politik.

Nu er det tiden til at tale om tro og dele den, også selvom det opleves uvant og måske ligefrem udansk. Men sagen er, at vores danskhed står og falder med kristendommen. Så det er på tide, at vi står frem og viser verden, at vi ikke har fået en fej ånd, men en ånd, der giver håb, kræfter, kærlighed og besindighed.

Gerda Neergaard Jessen er sognepræst i Skorup-Tvilum Pastorat