Mens vi venter på retfærdighed i Støjbergsagen

Inger Støjbergs barnebrudsinstruks endevendes i disse dage. Flere medier trækker paralleller til år 1993, hvor den konservative Poul Schlüter mistede regeringsmagten, efter at hans partifælle, justitsminister Erik Ninn-Hansen, administrativt havde afskåret flygtninge fra familiesammenføring

Journalist Kurt Strand kommenterer på denne uges mediedækning af Inger Støjberg.
Journalist Kurt Strand kommenterer på denne uges mediedækning af Inger Støjberg. . Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Der bliver medietrængsel, når Venstres næstformand, tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) søndag og mandag møder op i retten på Frederiksberg for at svare på spørgsmål i Instrukskommissionen, der skal udrede eventuelle brud på paragrafferne i den såkaldte ”barnebrude-sag”. En sag om mulig ulovlig adskillelse af asylsøgende ægtepar, som mere korrekt burde kaldes ”Støjberg-sagen”. For det er hendes administration af lovgivning og konventioner, den handler om.

Når stor bevågenhed er forudsigelig, er det ikke kun, fordi medierne i rollen som den fjerde statsmagt lugter ministerblod. Det skyldes også, at en række topembedsmænd i løbet af Instrukskommissionens første halvanden uge er kommet med forklaringer, der ikke ligefrem taler til Inger Støjbergs fordel.

Måske mest sigende var et udsagn, som tidligere afdelingschef i udlændinge- og integrationsministeriet Lykke Sørensen ifølge flere medier bidrog med i mandags: ”Det er ikke hver dag, en afdelingschef skal sige til ministeren, at du kan sådan set sige, hvad du vil. Men danske myndigheder skal overholde reglerne, og sådan vil det være, uanset hvad du siger.”

Ordene faldt på et møde i februar 2016, hvor også Justitsministeriets ekspertise sagde fra. Støjbergs partifælle, tidligere minister Søren Pind, har i længere tid sagt nej til at give sin version af sagen, når journalister har spurgt.

Men forleden skrev Søren Pind så på Twitter, at ”beskeden dengang fra Justitsministeriet var klokkeklar: Man kunne ikke bare generelt skille mand og kone ad – hvert enkelt tilfælde skulle vurderes konkret. Andet manglede også bare. Og den besked tilgik også Integrationsministeriet”.

Advarslerne og påmindelserne om at overholde lovgivningen har i de seneste dage fået flere medier til at trække paralleller til tamilsagen, som i 1993 kostede den konservative Poul Schlüter regeringsmagten, efter at hans partifælle, justitsminister Erik Ninn-Hansen, administrativt blandt andet havde afskåret flygtninge fra familiesammenføring.

Ninn-Hansen blev senere dømt i en rigsretssag, som blev kulminationen på det en anden konservativ toppolitiker, Hans Engell, betegnede som ”Danmarks Watergate”.En af dem, som trækker tamilsagen frem, er netmediet Føljetons kommentator Lars Trier Mogensen. Han kommer også med en anbefaling, som jeg iler med at bringe videre, nemlig at se eller gense journalist Nils Ufers ”syleskarpe” 1992-monolog om tamilsagen, hvor skuespiller Peter Larsen i skikkelse af den fiktive sociolog Jørgen Andersen forsøger at tolke den politiske logik:

”Hvorfor skal disse tamiler flygte hele vejen op på den anden side af jordkloden – til vores lillebitte land, hvor de både fryser og bliver frosset ud – når de lige så godt kan blive hjemme?”.

Monologen hedder ”Mens vi venter på retfærdigheden”, og den kan – mens vi venter på retfærdigheden i Støjbergsagen – ses på dr.dk/bonanza.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.