Røde Kors: Der skal mere fokus på kvinders vilkår i krigsområder

Det er mit spinkle håb, at verdenssamfundet med ’Women Deliver’ er kommet et lille nøk i retning af at styrke sundhedsindsatsen og hjælpen til piger og kvinder – ikke mindst gravide – i verden konfliktområder, skriver Hanna Line Jakobsen.

"Rent bortset fra det desperate behov for at sætte en stopper for den seksuelle vold ved at få konfliktende parter til at respektere krigens regler og basal menneskelighed i det hele taget, så er løsningerne forholdsvist enkle," skriver Hanna Line Jakobsen. Arkivfoto.
"Rent bortset fra det desperate behov for at sætte en stopper for den seksuelle vold ved at få konfliktende parter til at respektere krigens regler og basal menneskelighed i det hele taget, så er løsningerne forholdsvist enkle," skriver Hanna Line Jakobsen. Arkivfoto. .

Faktum: Når du har læst dette indlæg, er fem kvinder døde i barselssengen. Jeg husker mine egne graviditeter som en tid fyldt med glæde og drømme. Der er mange ting, man som kommende forældre kan være usikre på, når man skal have sit første barn, men selve fødslen var jeg fuldstændig tryg ved – selv da vi fandt ud af, at hun lå med numsen nedad – en komplikation, der mange andre steder ville gøre en fødsel livsfarlig for både mor og barn.

Jeg var i den heldige situation, at jeg var omgivet af dygtige mennesker i det danske sundhedsvæsen. Millioner af kvinder verden over har ikke den mulighed.

Mange bliver uønsket gravide på et tidligt tidspunkt i livet. Den eneste hjælp, de har, er deres familier, og hvis de har brug for faglig hjælp, må de selv gå mange kilometer til nærmeste sundhedsklinik – hvis der overhovedet er sådan en til rådighed.

Der er ingen jordemødre eller fødselslæger til at hjælpe. Derfor er komplikationer – som den jeg selv oplevede – ofte ensbetydende med, at enten mor eller barn eller begge dør under eller efter fødslen.

Hvert år dør mere end 300.000 kvinder i forbindelse med graviditet eller fødsel – det svarer til, at 35 kvinder dør hver time. Og hvert år dør knap fem millioner børn under fødslen eller i løbet af deres første levemåned.

I sidste uge var Danmark vært for Women Deliver – en international konference med fokus på piger og kvinders sundhed, rettigheder og trivsel. Og der er i høj grad brug for, at vi får verdens øjne rettet i den retning.

Allermest påtrængende er behovet for at diskutere pigers og kvinders forhold i skrøbelige stater og områder præget af krig. Her udsættes tusinder af kvinder dagligt for seksuel vold, overgreb og undertrykkelse i ly af konflikter eller mangel på politisk handlekraft.

Næsten to ud af tre kvinder, der dør i forbindelse med graviditet og fødsel, kommer fra lande påvirket af konflikt. Her handler graviditet ikke kun om at skabe liv, men udgør ofte en særdeles reel risiko for at miste livet.

Derfor er det spinkle håb, at verdenssamfundet med Women Deliver er kommet et lille nøk i retning af at styrke sundhedsindsatsen og hjælpen til piger og kvinder – ikke mindst gravide – i disse konfliktområder.

For at sikre et sådant fokus var Røde Kors sammen med World Vision værter ved et arrangement på konferencen, hvor vi netop søgte at sætte kvinders situation i konflikter på dagsordenen med konkrete eksempler fra nogle af verdens brændpunkter.

I næste uge kan og bør drøftelserne så fortsætte på det humanitære topmøde i Istanbul. Her deltager Røde Kors naturligvis også – ikke mindst med fokus på de mest sårbare i konflikter.

Rent bortset fra det desperate behov for at sætte en stopper for den seksuelle vold ved at få konfliktende parter til at respektere krigens regler og basal menneskelighed i det hele taget, så er løsningerne forholdsvist enkle.

Der er brug for jordemødre og sundhedsassistenter og basale faciliteter til at hjælpe ved komplikationer, der som oftest ville være helt banale i et bare nogenlunde fungerende sundhedssystem. Det er en opgave, vi som verdenssamfund både kan og skal være i stand til at løfte.

Hvis du har læst dette fra starten, har du måske brugt 10 minutter, og i den tid er 5-6 kvinder døde som følge af komplikationer ved fødslen. På en time dør 35. I løbet af Women Deliver konferencen blev det til over 2.500 døde, og det fortsætter, selvom konferencen nu er slut.