SÅ BLEV DET DECEMBER og tid til at begynde en af de mest rodfæstede og uomgængelige tv-traditioner, nemlig årets julekalender. Ja, hvilket medie har efterhånden ikke en form for julekalender? Nedtællingen til julefesten har en sjælden fascinationskraft, som er for god til at lade ligge.
Og i søndags var der oven i købet premiere på TV 2’s julekalender ”Tinka og Kongespillet” om havblodsnissen Tinka, hun er nemlig halvt nisse og halvt menneske, og hendes kamp for tronen i nisserens land. Bedst som Tinka står parat til den kroningsceremoni, hvor hun skal indsættes som kronprinsesse og tronfølger af sin far kong Storm, kommer der bud om kongens død i en rideulykke.
Og da kongeloven hos nisserne kræver, at det er kongen selv, som skal indsætte sin efterfølger, opstår der en dynastisk krise blandt de røde huer. Kongen Storms bror, prins Fileas, er ganske vist i live, men han sidder fængslet for livstid som den skidte fyr, han er. Uden sammenligning i øvrigt kom jeg til at tænke på Christian II, som sad på Sønderborg Slot efter at have mistet krone og rige. Det er aldrig uden fare med en tronprætendent på sidelinjen.
JO, DET ER USIKRE TIDER blandt nisserne. ”Den kongeløse tid er begyndt”, og da kongen ikke kan indsætte sin efterfølger, skal en kriger fra hver af rigets fire regioner udkæmpe det såkaldte kongespil for at afgøre, hvem der skal være den næste regent.
Igen kommer man til at tænke på kampen om den danske trone. Der går måske ikke ligefrem Knud, Svend og Valdemar i ”Tinka og Kongespillet”, men der fornemmes en snert fra forne tider.
Efter at have set første afsnit af ”Tinka og Kongespillet” må jeg nødtvunget indrømme, at når det kommer til julekalendere, var alting faktisk ikke bedre i gamle dage.
NÅR JEG TÆNKER PÅ nogle af min barndoms julekalendere, blev den sukrede julehygge hurtig søvndyssende, bare for en lidt større dreng.
De joviale nisser med deres harmløse løjer, hvis største bekymring var, at risengrøden skulle høre op eller julemanden sygemelde sig juleaften for ikke at tale om de stive dukkespil. Spændingen var altså til at overse. Mens nutidens julekalendere er fuld af kamp og lidenskab, mørke og fare, skurke og helte.
Alligevel er der noget, man savner. ”Tinka og Kongespillet” udspiller sig selvsagt i julemåneden, men julen virker lidt påklistret. Er det en julekalender, hvis bare der er nisser med?
Igen i år savner man henvisninger til Juleevangeliet. Der er mere magtspil end krybbespil i ”Tinka og Kongespillet”, men de to ting kunne nu godt kombineres.
Pudsigt var det at se den afbrudte kroningsceremoni, som fandt sted i et kirkerum, måske slotskapellet på Boltinggaard Gods på Midtfyn, hvor ”Tinka og Kongespillet” er optaget. Her sad nisserne på kirkebænkene, og der hang en prædikestol over alteret.
Vel skal en julekalender ikke være en julegudstjeneste, men uden Jesus er jul bare hul.
Jesper Bacher er sognepræst.