Der findes ikke magttomme rum, konstaterede teologen og filosoffen K.E. Løgstrup i sin tid. Hvis ikke bestemte griber og indstiller sig på at sidde på magten, melder der sig hurtigt andre på banen.
Et G20-møde som det, der netop blev holdt i Hamborg, var alt andet end et magttomt rum. Magtkoncentrationen var så tyk og massiv, at den kunne skæres ud i blokke og brolægge hele vejen til Helvede. Selve intentionen med G20 er jo at skabe et forum, hvor verdens magthavere kan drøfte fælles anliggender. Det gjorde de så, og tilsyneladende med et tilfredsstillende resultat – omstændighederne taget i betragtning.
Mødet i Hamborg blev af de fleste medier, også her i Kristeligt Dagblad, betegnet som en diplomatisk succes – ikke mindst takket være den tyske forbundskansler, Angela Merkel, som efterhånden er steget i graderne fra at være Tysklands Mutti til at være Europas Mutti til nu at optræde som hele verdens Mutti. Angela Merkel har for alvor indtaget positionen som den frie verdens ideologiske og moralske hovedskikkelse efter det tomrum, Donald Trump har skabt. Hendes triumf var at få G20-landene med på en principiel frihandelsaftale, om end USA’s Trump slog sig i tøjret, og Tyrkiets Erdogan meldte pas.
Men, men, men.
Konstateringen af et ”tilfredsstillende resultat” og en ”diplomatisk succes” afhænger naturligvis af øjnene, der ser. Uden for det skarpt bevogtede messecenter, der rummede topmødet i Hamborg, protesterede op mod 100.000 verdensborgere mod magthavernes skalten og valten med verden.
Når verdens magthavere optræder i flok for at dele kagen mellem sig, er der selvfølgelig synsvinkler og vitale interesser blandt de magtesløse, der ikke kommer til orde på topmødet.
Den underprivilegerede del af verden blev sat på den uofficielle dagsorden i form af forskellige protestdemonstrationer i behørig afstand fra verdensmagtens centrum. Det skete helt i overensstemmelse med de borgerrettigheder, der hersker i den demokratiske del af verden.
De mange demonstranter havde ikke magten, men de havde et langt stykke ad vejen retten på deres side. For selvfølgelig har protesterne en åbenlys pointe i en verden, hvor hvert 10. spædbarn ifølge det tyske magasin Der Spiegel dør af sult, hvor 800 millioner mennesker lider under ekstrem fattigdom, og hvor de otte rigeste personer ejer mere end halvdelen af Jordens fattigste beboere. Det fik journalisten David Trads til i Politiken at affyre en bredside mod G20- mødet under overskriften ”Når verdens rigeste mødes, pisser de på de fattigste”.
Det triste var, at den demokratisk legitime protest mod en skævvredet verden blev overskygget af en bande uromagere, som udnyttede verdens opmærksomhed til at skabe ragnaroklignende tilstande i kvarteret omkring topmødet. Der skete voldsomme optøjer, hærværk, plyndringer, brandstiftelser og ekstrem voldsudøvelse mod ordensmagten.
Dette destruktive amokløb kom til at stjæle billedet fra det store flertal. De voldsomme begivenheder har ifølge Kristeligt Dagblad helt indiskutabelt været med til at delegitimere de kritiske protester.
Dagbladet Information udtrykker det i en lederartikel på denne måde: ”Sjældent har demonstrationer været så vigtige, som da klodens 20 største økonomier mødtes i Hamborg i weekenden. Hvis ikke det selvbestaltede G20-verdensråd blev mødt af en kritisk offentlighed, så burde vi alle for alvor være bekymrede for menneskehedens fremtid.” Og lederartiklen slutter med ordene: ”Mere kritik. Uden vold.”
Men hvad skal man stille op med denne politisk ekstremistiske bølleoptræden? Er der sket en brutalisering af de politiske protestformer i forhold til tidligere? Er vi på vej mod en tiltagende barbarisering af samfundet? Svaret er vel nej. Det er hverken blevet meget bedre eller meget værre. Det er stadigvæk frem og tilbage og op og ned. Men skal selvfølgelig møde volden med passende modstand og bekæmpe den med alle de magtmidler, en retsstat kan råde over. Og så skal man ikke fortvivle, men håbe på, at fornuften sejrer til sidst.
For et halvt hundrede år siden kunne en af weekendens ekstremistiske bøller udmærket godt have været den unge Joschka Fisher, som var kendt som en rabiat venstrefløjsaktivist. Han blev som bekendt senere tysk udenrigsminister og tilmed vicekansler under Gerhard Schröder – og ikke en af de ringeste blandt de tyske toppolitikere. Joschka Fisher blev stadig mere moden og fornuftig med tiden – som så mange andre.
Det er en kendt sag, at visse unge gemytter oplever en heftig trang til ekstrem radikalisering. De bliver optændt af den hellige ild og aldeles fandenivoldske. Men for det meste bruser de af. Jeg tør godt gætte på, at mange af de såkaldte autonome herhjemme ender som konforme systemforvaltere i djøffokratiet. Måske endda af den mere nævenyttige og pedantiske type, fordi de udmærket kender til den anarkistiske vildskab, vi mennesker også kan rumme. Vent og se.
Ugens debat skrives på skift af højskoleforstander Jørgen Carlsen og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdidebatter.
