NÅR JOURNALISTER og fotografer i dag ved 13-tiden stimler sammen til et pressemøde på Sandbjerg Kursuscenter i Sønderborg, er deres fokus især rettet mod én mand: Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis nye næstformand, som sammen med Kristian Thulesen Dahl skal runde årets sommergruppemøde af.
Inden mødestart i mandags havde adskillige kommentatorer forudset noget nært et åbent opgør om magten i det snart 25 år gamle parti, men med vanlig behændighed blev der overraskende skiftet ud på næstformandsposten.
Og med ét var Messerschmidt en del af den ledelse, han i dagene op til mødet i det sønderjyske havde kritiseret for at svigte det, han kalder en ”kristen værdikamp”. En kamp, hvor han – som det fremgik af et interview i denne avis i går – blandt andet vil gøre op med ”for meget religionslighed i det danske samfund”.
Med andre ord skal den nye næstformand løfte arven efter Dansk Folkepartis præstefætre Søren Krarup og Jesper Langballe, der i årene med VKO-flertal i Folketinget netop optrådte som markante værdikrigere. Men om det er nok til at genvinde det tabte terræn blandt vælgerne, er allerede på forhånd betvivlet. Som Morgenavisen Jyllands-Postens politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen, udtrykte det i ”Deadline” på DR 2 mandag aften, er det svært at se en vej ud af vælgerkrisen, og det sker ikke med ”ét snuptag, en håndsrækning fra Gud eller hvad det nu er”.
Men hvad der end skal til for at genvinde blot en del af de 21 mandater, som vælgerne sendte ud af Folketinget ved valget sidste år, er det oplagt, at Dansk Folkeparti med Morten Messerschmidt har fået en mediebevidst, velformuleret og skarptunget næstformand.
Det er karakteristika, som passer godt ind 24timers-nyhedskværnen, hvor hurtighed og citategnede udsagn er afgørende for evnen til at trænge igennem.
Tilmed tænker Messerschmidt hurtigere end de fleste og er med en efterhånden solid politisk bagage endog særdeles velforberedt, når han stiller op til interview. Og hvis han ikke kan eller vil svare på et spørgsmål, vælger han med en kvik replik at sende det retur. Som da han i ”P1 Morgen” i går blev bedt om at sætte ord på, hvad han selv mener, der kvalificerer ham som næstformand: ”Der var ikke andre kandidater end mig.”
Dét svar var P1-værten selvfølgelig ikke tilfreds med, og da han spurgte uddybende, karakteriserede Morten Messerschmidt spørgsmålet som ”pjattet”. Dernæst fulgte en belæring om, hvad interviewet i stedet burde handle om.
Og alt i alt blev det til en udstilling af det, som formentlig vil vise sig at være DF-næstformandens største problem. Nemlig en uklædelig arrogance tilsat en god portion bedrevidenhed, der måske nok kan virke tiltrækkende på nogle af de frafaldne vælgere, men som i værste fald vil understøtte en usund polarisering som i Donald Trumps raceuro- og coronaplagede USA.
Men det er måske det, som kvalificerer Morten Messerschmidt?
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.