Mette Bock: Der er en kultur, man bliver nødt til at favne, hvis man skal være i dette land

For en liberal handler alt om skattelettelser, mens kultur og fælles værdier er perifere fænomener, lyder en udbredt forestilling. Men det er en falsk modsætning, mener kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA). For hende er det afgørende at vise politisk handlekraft over for parallelsamfund uden at være styret af angst for det fremmede

”Jeg har haft flagstang i min have hele mit liv. Jeg elsker vores nationale festdage, og jeg er fuldstændig bevidst omkring betydningen af vores egen kultur og vores egen tradition. Men jeg kan da godt være liberal alligevel. Der er ingen modsætning i det,” understreger kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA). –
”Jeg har haft flagstang i min have hele mit liv. Jeg elsker vores nationale festdage, og jeg er fuldstændig bevidst omkring betydningen af vores egen kultur og vores egen tradition. Men jeg kan da godt være liberal alligevel. Der er ingen modsætning i det,” understreger kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA). – . Foto: Asger Ladefoged/ Ritzau Scanpix.

SOM KULTUR- OG KIRKEMINISTER hører cirkus under Mette Bocks (LA) ressortområde. Men det cirkus, som de seneste uger og måneder har udspillet sig på Christiansborg, har hun ikke været herre over.

På en stille og kold januardag i Kirkeministeriet ved Frederiksholms Kanal i København lægger ministeren ikke skjul på, at forløbet har været både kaotisk og uskønt. Men det, der generer Mette Bock mest, er, at de ideologiske forskelle i dansk politik bliver tegnet hårdere op, end de kan bære: mellem liberale og nationalkonservative, mellem velfærd og skattelettelser, mellem tryghed og frihed.

”Det er simpelthen falske modsætninger. Jeg bliver utroligt provokeret, når nogen siger: ’Du er bare liberal, så er der ikke noget, der er vigtigere end andet.’ Altså, jeg har brugt hele mit liv i foreninger. Jeg har været aktivt medlem af folkekirken hele mit liv, jeg har haft flagstang i min have hele mit liv. Jeg elsker vores nationale festdage, og jeg er fuldstændig bevidst omkring betydningen af vores egen kultur og vores egen tradition. Men jeg kan da godt være liberal alligevel. Der er ingen modsætning i det.”

”NATURLIGVIS ER DET også statens opgave at beskytte sine borgere og sikre tryghed der, hvor borgeren ikke kan selv, eller der, hvor borgeren bliver udsat for angreb, som vi ikke vil acceptere. Det står ikke i modsætning med en liberal grundholdning, tværtimod, så er modstillingen mellem frihed og tryghed også fortegnet,” tilføjer hun.

Skal man skære ideologisk ind til benet, er kardemommeloven fra Egners ”Folk og røvere i Kardemomme by” ifølge ministeren et udmærket udgangspunkt: Du skal lade være med at genere andre, og så må du gøre, hvad du vil.

Men, skynder hun sig at tilføje:

”Man må bare sige, at der findes miljøer i Danmark som generer andre meget kraftigt for øjeblikket. Det er ikke liberalt bare at sige: ’Bare de slår hinanden ihjel, så er det okay, så længe det ikke går ud over os andre’. Der skal staten ind at beskytte og sørge for, at det ikke udvikler sig, og at det holder op.”

Hvordan det konkret kan gøres, er straks vanskeligere at svare på, erkender Mette Bock. Og at kampen mod parallelsamfund og for det åbne samfund er fyldt med dilemmaer, også for en liberal, indrømmer hun gerne.

”Vi skal for det første meget tydeligt markere en intolerance over for de ting, vi ikke ønsker skal være en del af vores samfund. Hvis der overhovedet er kommet noget godt ud af de seneste års værdidebat, så er det, at det er blevet legitimt at tale om det. Der, hvor vi ikke har knækket nødden endnu, er, hvor det ikke er lykkedes at finde specifikke måder at gå ind og bekæmpe det, vi ikke vil have. Vi har typisk benyttet os af nogle generelle virkemidler, som dermed også kommer til at ramme dér, hvor vi ikke vil have, det skal ramme.”

Derfor lægger regeringens ghettoplan, hvis detaljer endnu er ukendte, op til i langt højere grad at målrette lovgivning mod bander og ekstremistiske miljøer. Nogle vil sige, at det strider imod et andet liberalt grundprincip for retsstaten: lighed for loven.

”Men der vil stadigvæk være en konkret vurdering, hvor du ser på det enkelte menneske.

Og vi må bare sige, at der er en række problemer, som vi ikke er lykkedes godt nok med at løse endnu. Så er opgaven jo, synes jeg, som politiker, om vi kan åbne et nyt kapitel, hvor vi siger, at her er vi nødt til at være mere målrettede i den indsats, som skal gøres.”

SAMTIDIG TILSTÅR MINISTEREN, at der er grænser for, hvad der kan løses fra Christiansborg. Borgernes tryghed og sikkerhed skal løses af myndighederne, men der er mange opgaver, som løses langt bedre lokalt, i civilsamfundet og af mennesker, som gør noget. Det er også en liberal pointe, understreger Mette Bock.

”Når vi i det hele taget fik Grundloven af 1849, hvis kerneparagraffer jo er frihedsrettighederne, var det også, fordi der var nogle, der gjorde oprør imod noget. Der var nogle, som sagde: ’Det kan ikke passe, at vi har en ikke-folkeligt forankret magt. Det er nogle få privilegerede, som – uden at have en legitimering eller forankring i folket – træffer beslutningerne for menneskers liv i vores samfund.’”

Udfordringen var så at få disse rettigheder til at folde sig ud reelt, så det blev til et levende demokrati, tilføjer ministeren. Den opgave lykkedes, men i dag har vi et aldrende og på nogle måder også et lidt tilbagelænet demokrati, mener Mette Bock. Hvor vi er tilbøjelige til at tænke, at nogle andre må tage sig af problemerne.

”Enten må politikerne på Christiansborg, eller også må politiet tage sig af det, eller også må kommunen tage sig af det. Men et levende demokrati er jo også baseret på, at den enkelte borger påtager sig et ansvar og et medansvar for, at fællesskabet kan fungere og folde sig ud.

Når vi i dag oplever kræfter, der ikke vil vores samfund det godt, kommer statens beskyttelsesopgave naturligvis ind i billedet. Selvom jeg er liberal, så er jeg jo ikke anarkist. Men vi skal bare huske på, at vi også hver især har et ansvar for et levende, fungerende demokrati.”

Udfordringen består ifølge ministeren i at sikre en balance mellem en nødvendig politisk handlekraft og et samfund, hvor vi ikke bliver styret af en ubegrundet angst.

”Vi har et ansvar som politikere. For eksempel at styre, hvem det er, der skal komme til vores land, og hvem det er, der ikke skal komme til vores land. Hvor vi oftere end hidtil er nødt til at sige: ’Beklager, men med den adfærd, du har, ønsker vi ikke længere, du skal være i vores land.’ Det har vi ikke turdet, og det har vi ikke kunnet, fordi der ikke har været lovgivningsmæssig basis for det. Men det skal vi blive meget tydeligere omkring.”

Men lige så afgørende er det, at saglige kriterier og ikke angst og frygt for det anderledes skal være styrende for den politiske indsats.

”For mig er det helt fundamentalt for et liberalt projekt i dag, at man ikke skal drives af angst. At man ikke skal være bange for det anderledes. Men en forudsætning for, at man kan drives af nysgerrigheden og troen på, at vi kan finde løsninger på de problemer, vi støder ind i, er selvfølgelig, at vi ved, hvem vi selv er.”

METTE BOCK NÆVNER SELV frivillighedskulturen samt den brede tilslutning til folkekirken som eksempler på en folkelig besindelse og virkelyst, som kan bidrage positivt til integrationsopgaven.

”Der er en søgen til kirken, både folkekirken og andre trossamfund. Den søgen er kommet i forlængelse af, at der er kommet andre trossamfund til Danmark, som er meget bevidste omkring deres egen tro. Så bliver vi jo nødt til at spørge os selv: Hvad vil det egentlig sige at være kristen, hvad vil det sige at være døbt, hvad vil det sige, at jeg er medlem af folkekirken? Det er da positivt.

Der er ingen modsætning mellem at være bevidst om sit eget lands kulturelle og historiske arv, dets religion, og så samtidig at have en åben tilgang til andre.”

Og det er netop ikke udtryk for, at alt kan være det samme, understreger hun.

”Jeg foretrækker til enhver tid den danske kultur, den vestlige kultur, frem for en mellemøstlig kultur. Til enhver tid! Fordi der netop er træk, hvor jeg som liberal vil sige, at her ser du det enkelte menneske, her respekterer du det enkelte menneske. I modsætning til mere kollektivistiske kulturer.

Så det handler ikke om, at alle kulturer bare er lige gode. Nej, det er de ikke! Og det er jo det, vi skal være bevidste om. Og dermed skal vi også turde sige, at når der er mennesker, der kommer til vores land, så er der dels en lovgivning, som skal overholdes, men der er også en kultur, som man bliver nødt til at favne, hvis man skal være i dette land.”