Mette Bock: Israel må indse at storhed kendes på generøsitet

Israel kan ikke længere dække sig ind under verdens kollektivt dårlige samvittighed over for det jødiske folk, skriver Mette Bock om opgraderingen af Palæstina i FN.

Mette Bock (LA) glæder sig over at FN har gjort Palæstina til observatørstat i FN. Nu skal Israel vise deres storhed, mener hun
Mette Bock (LA) glæder sig over at FN har gjort Palæstina til observatørstat i FN. Nu skal Israel vise deres storhed, mener hun Foto: .

Historien rummer talrige eksempler på, at konflikter først finder en løsning, når den stærkeste part udviser generøsitet. Når der levnes plads til mere, end at vinderen tager det hele.

Dér er vi ikke endnu, når det gælder konflikten mellem israelere og palæstinensere. Men jeg tror, at FN-beslutningen om at opgradere Palæstina til observatørstat er et skridt på vejen.

Baggrunden for konflikten er som bekendt århundreders tragiske jødeforfølgelser. Allerede efter afslutningen af Første Verdenskrig godkendte Folkeforbundet det såkaldte mandatområde i Palæstina med henblik på at skabe et nationalt hjem for det jødiske folk. Efter jødeforfølgelsernes rædsomme kulmination i form af holocaust godkendte det nyoprettede FN efter afslutningen af Anden Verdenskrig opdelingen af Palæstina i to stater, en jødisk og en arabisk. Det var i 1947.

Palæstinenserne afslog opdelingen og indledte angreb, hvad de givetvis senere bittert har fortrudt. Dengang var planen, at palæstinenserne skulle have 45 procent og jøderne 55 procent af det samlede område, og allerede i 1948 erklærede Israel sig som en uafhængig stat.

Man kom altså rigtig skidt fra start, og det er formentlig årsagen til, at vi står vi i det velkendte morads, der gennem årene har kostet menneskeliv, værdighed og tryghed i en grad, som kan synes ubegribelig her i 2012.

Årtiers krige, terror og ulovlige bosættelser har ført til, at palæstinenserne i dag blot råder over 11 procent af jorden. Resten er indtaget af Israel. I Gaza, der er på størrelse med Langeland, lever 1,6 millioner palæstinensere stuvet sammen.

Palæstinensiske selvmordsbomber og terror har skabt årelang frygt hos israelerne med det absurde resultat, at en meterhøj såkaldt beskyttelsesmur i dag snor sig rundt i bjergene ved Jerusalem. Et område, hvor de hellige og historiske steder ligger som smukke perler på en snor. Og nu også et område, hvor menneskets primitive uformåen viser sig i form af 600 kilometer lang, grim betonmur.

Der er helte og skurke på begge sider i konflikten. Palæstinensernes terror er velkendt, og israelerne har mødt stor forståelse for at have forsvaret sig. Men sandheden er, at israelerne har gjort mere end det. De har fortrængt palæstinenserne ved at anvende metoder, der er i strid med menneskerettighederne. Har man oplevet at stå sammentrængt som kvæg i tremmebokse ved de såkaldte checkpoints i Jerusalem, ved man, hvordan den stille, daglige ydmygelse føles.

Og her står vi så og sunder os oven på sidste uges FN-opgradering af Palæstina. Ikke til en ligestillet stat som Israel. Palæstina har som observatørstat alene fået taleret og adgang til at indklage Israel for internationale institutioner.

Ingen kan være i tvivl om, at Israel i dag er den stærke part i den ulykkelige konflikt. Når Israel dagen efter FN-afstemningen proklamerede 3000 nye bosættelser, er der ikke tale om generøsitet, men om en magtdemonstration, der i denne uge har fået adskillige lande, herunder USA der var imod opgraderingen til at reagere skarpt. Et klart tegn på, at verdens tålmodighed er ved at være opbrugt.

Tilsyneladende er Israels reaktion et skridt i den forkerte retning. Når jeg alligevel tror på, at fornuften vil sejre og fredsforhandlingerne for alvor komme i gang igen, skyldes det, at Israel ikke længere kan dække sig ind under verdens kollektivt og velbegrundede dårlige samvittighed over for det jødiske folk. De skarpe reaktioner vil snart få israelerne til at indse, at de er ved at miste troværdighed og verdens tillid. Magtdemonstrationer skaber ikke fred. Vinduet for en tostatsløsning er ved at lukke sig, og israelerne bærer, som den stærke part, det største ansvar for at bryde nye veje i retning af fred i området. Ikke ved sværdet, men ved ordet, forhandlingen og den generøsitet, der bør være den stærkes adelsmærke.

Mette Bock er cand.scient.pol. samt folketingsmedlem og udenrigsordfører for Liberal Alliance