Mette Bock: Jeg græmmes over mobbekulturen på Christiansborg

Havde Christiansborg været en almindelig arbejdsplads, ville mange medlemmer blive kaldt ind til en alvorlig samtale med ledelsen, skriver Mette Bock (LA)

Mobning er desværre en del af kulturen på Christiansborg, skriver folketingsmedlem Mette Bock (LA). –
Mobning er desværre en del af kulturen på Christiansborg, skriver folketingsmedlem Mette Bock (LA). –. Foto: Keld Navntoft.

NÅR KRISTELIGT Dagblad mod sædvane valgte at bringe Nils Gunder Hansens klumme på forsiden af avisen den 4. januar, skyldtes det naturligvis, at han havde en meget vigtig pointe: at dansk politik er blevet mobning fra morgen til aften.

Gunder Hansen er et indsigtsfuldt og velovervejet menneske, og han har helt ret. Sandheden er desværre, at mobningen ikke blot drejer sig om eksterne kommentatorers vurderinger af ledende politikere, selvom anledningen til klummen var den massive kritik af statsministerens nytårstale. Mobningen er også en substantiel del af kulturen på Christiansborg.

LÆS OGSÅ:Dansk politik er blevet mobning fra morgen til aften

I mine mange år som erhvervsleder havde jeg den regel, at nye medarbejdere altid blev indkaldt til samtale efter tre måneder. På det tidspunkt var de endnu ikke blevet hjemmeblinde og kunne fordomsfrit referere, hvad de oplevede på deres nye arbejdsplads. Hvad undrede dem? Hvad syntes de kunne være anderledes? Hvad ville de selv gøre, hvis de kunne bestemme? Jeg blev efter hver eneste samtale klogere.

Nu er jeg selv ny medarbejder på Christiansborg. Og jeg græmmes. Der er så megen rituel stammedans på Christiansborg, at rigtig mange medlemmer ville blive kaldt til en alvorlig samtale med ledelsen, hvis det havde været på en helt almindelig, dansk arbejdsplads.

Jeg var forberedt på, at det ville være sådan. Alligevel har det været bedrøveligt. Første gang jeg oplevede det var til åbningsdebatten. Den indledtes klokken 10 om formiddagen og sluttede langt efter midnat. Da landets nye statsminister kom på talerstolen om aftenen, havde Venstre soldaterne på plads.

Ikke færre end 19 gange fik Helle Thorning-Schmidt (S) stillet det samme spørgsmål, som hun naturligvis besvarede på samme måde hver gang. Efterfølgende har jeg gentagne gange oplevet det samme, uanset hvilket emne der var på dagsordenen. Oppositionens partisoldater aktiveres, og bombardementet indledes.

Et folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti forklarede det således, da jeg sukkede: Du må forstå, at det er en del af det parlamentariske arbejde. Der transmitteres jo fra salen på fjernsyn, og når vi holder beskydningen ved lige, får befolkningen det indtryk, at regeringen er fuldstændig tåbelig og faktisk bedrager os alle sammen. Uanset hvad de laver.

Ja, regeringen har lagt dårligt fra kaj. Men det er jo ikke idioti alt sammen. Der er al mulig grund til at være kritisk i forhold til den ny regerings indsats. Jeg synes ganske enkelt, at de har fået regeringsmagten på en fribillet. De lovede til højre og venstre, men den økonomiske virkelighed ramte naturligvis.

Der er nu som før valget behov for reformer og for nytænkning. Som liberal ser jeg derfor med tilfredshed på, at regeringen på mange områder lægger sig i slipstrømmen på den reformpolitik, som den daværende borgerlige regering i sidste øjeblik lagde op til. Alligevel er det en kendsgerning, at de har snydt på vægten.

Ikke desto mindre er det vigtigt, at den sunde fornuft og det velovervejede standpunkt får plads på Christiansborg. Fra mit eget lille hjørne forsøger jeg at holde hjernen kold og hjertet varmt. Jeg kritiserer regeringen, når den laver vandmiljøplaner, som alle ved bygger på et usagligt grundlag. Jeg kritiserer regeringen, når den vil beslutte, at biskopper skal åremålsansættes, når det fornuftige vil være, at folkekirken selv bestemmer det.

Men jeg kritiserer også, når Venstre fra landets fornemste talerstol opremser lovovertrædelser begået af mennesker, der ifølge FN-konventionen om statsløse har et retskrav om statsborgerskab. For dermed krænker Venstre det moralske imperativ, som en af vore største moralfilosoffer, Immanuel Kant (1724-1804), udtrykte så klart: Mennesket skal altid behandles som et mål i sig selv, aldrig blot som middel. Det gjorde Venstre den dag, da de tog 1700 andre helt almindelige ansøgere om dansk statsborgerskab som gidsler i et forsøg på politisk profilering.

Og når Dansk Folkeparti nu stiller beslutningsforslag om, at regeringen skal rette henvendelse til Rusland om at åbne arkiverne vedrørende Ole Sohns (SF) ageren som formand for DKP i Danmark, er jeg også kritisk.

Ikke fordi jeg ikke ønsker åbenhed, lad os endelig få det hele frem. Nej, jeg er kritisk, fordi det er et rent paradeforslag. DF ved, at det ikke har nogen gang på jord. Det vil blive nedstemt i Folketinget. Og selvom forslaget fik flertal, ville russerne ikke gøre noget som helst, fordi musen Danmark blafrede med ørerne. For så havde de gjort det for længst.

For nylig kørte jeg i taxa med en chauffør med tyrkisk baggrund. Han sagde: Det er mærkeligt, at vi i Danmark er ved at ødelægge demokratiet, mens man i Tyrkiet og i andre lande i regionen kæmper indædt for at få det indført. Hvorfor mishandler I demokratiet ved at gøre det hele til taktik i stedet for indhold? Hvorfor arbejder I politikere for jer selv og jeres parti i stedet for at arbejde for Danmark? Jeg kunne ikke give ham et meningsfuldt svar. Men jeg tænkte, at flere af os i Folketinget skulle tænke som han. På tværs af oldnordiske partiskel. Hævet over partipolitiske hensyn. Og med det fælles mål at gøre noget godt for Danmark. I stedet for at gøre noget godt for sit parti eller sig selv. Vi kan naturligvis gøre det bedre hvis vi vil.

Mette Bock er medlem af Folketinget for Liberal Alliance