Der er nu blevet afholdt ti pressemøder i statsministeriet i coronatidens tegn. Det hele begyndte, da statsminister Mette Frederiksen (S) den 11. marts lukkede Danmark og med sin alvorstunge opfordring til sammenhold fik normalt ret skrappe politiske kommentatorer til at falde på halen og hylde hende som en enestående taler og statskvinde.
Her indledtes en særligt sentimental periode i dansk politik, der er med til at understrege, at der ikke skal så meget til, før vi i dette land imponeres. Vi synes at glemme, at det reelt ikke er den store kunst at træde frem og fremføre en relativt simpel tekst, konstrueret af korte sætninger, hvis man er nogenlunde vant til at optræde. Og det er Mette Frederiksen. Tilmed kan hun efter alt at dømme rigtig godt lide det, og som pressemøderne er vokset i antal, er det min klare fornemmelse, at vore statsminister er i færd med at gå over stregen.
Tirsdag var dagen for den gryende genåbning af landet, og Mette Frederiksen talte meget længe og følelsesfuldt, mens vi alle blev rost som børn i en børnehave, der lige havde klaret spadsereturen hjem fra skoven i god ro og orden. Efter et par minutter blev det bare alt for meget, for når et lands leder på den måde gør sig selv til en slags forældremyndighed og appellerer til menneskets latente behov for i krisetid at læne sig op ad en tryghedsskabende førerskikkelse, kommer denne hurtigt til at fungere som katalysator for vores følelsesliv og moralske tilstand.
Det skal hun ikke, den rolle skal Dronningen udfylde, mens Mette Frederiksen som folkevalgt skal holde sig på sin egen banehalvdel. At hun ikke har planer om det, erfarede vi helt fra begyndelsen af hendes regeringstid, da hun med tårer i øjnene på statens vegne sagde undskyld til de mishandlede fra børnehjemmet Godhavn.
Også dengang lod mange journalister sig begejstre og mente, at hun var kommet suverænt fra start. Følelser virker. Det er billigt, men effektivt, og man bemærker, hvordan der i denne tid er opstået en vis stemning af andagt ved pressemøderne, hvor journalisterne har svært ved at fastholde den sædvandlige kritiske tilgang til de allermest magtfulde. Med det seneste pressemøde opstod mistanken for alvor om, at Mette Frederiksen er lige lovlig vild med at have os alle i sin hule hånd. Hun er begyndt at udstråle den koreograferede forfængelighed, der kendetegner den magtglade, og hertil skal jo huskes hendes brug af børn.
Mette Frederiksen har for længst udnævnt sig selv til at være børnenes statsminister, hun har holdt corona-pressemøde for børn, og tv-kameraet var på pletten, da hun i onsdags besøgte én af de nyåbnede skoleklasser. Det er et gammelt trick at gøre sig til børnenes ven, og Mette Fredriksen synes godt i gang med som næste skridt at gøre os alle sammen til en slags børn. Coronakrisen har i dén henseende været utrolig anvendelig, og på virkelig effektiv vis har statsministeren grebet magten. Er jeg den eneste, der synes, at hun går over stregen?
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.