Borderline er en af de hyppigst forekommende personlighedsforstyrrelser og ligeledes en af de mest stigmatiserede psykiske lidelser. Stigmatiseringen har slået dybe rødder i psykiatrien og holdes i live i medierne og popkulturen.
På det seneste er jeg stødt på fordommene om borderline mere eksplicit, end jeg plejer. Senest i mediedækningen af retssagen mellem Amber Heard og Johnny Depp, som blev afgjort i sidste uge. For nyligt kom det frem i retten, at Heard lider af borderline. Jeg blev frustreret, da jeg så TV 2 sætte lighedstegn mellem lidelsen og vold, for derefter at citere Heards advokater for at sige, at hun på grund af diagnosen har flere personligheder og skiftevis er charmerende og ond. Dette på trods af, at der ikke er nogen diagnostiske kriterier, der indebærer hverken flere personligheder eller ondskab. Men problemet er langt større end mediefremstillingen af Heard. Hvis medierne ikke formår at videreformidle diagnosen på en korrekt måde, holdes stigmatiseringen i live. Hvad bliver resultatet? Jo, det bliver for eksempel, når den danske musiker Tobias Rahim i sangen ”Borderline” synger: ”Ved der er en djævel i dig, som om du var borderline.”
Jeg har borderline. Det tog syv år, utallige psykiatere og fem indlæggelser at nå frem til den rette diagnose. Hvorfor? En af grundene er, at jeg ikke er ” typisk borderline”.
For fordommene om borderline er også indlejret i psykiatrien, i daglig tale kendt som ”typisk borderline”. Der findes, så vidt jeg ved, ikke en officiel definition, men billedet af ”typisk borderline” er dette: Den typiske kvinde med borderline er aggressiv, udadreagerende, manipulerende og opmærksomhedskrævende. Hun truer sine nærmeste med selvmord, har giftige relationer til venner, familie og behandlere. Hun er en belastning for psykiatrien og vores akutmodtagelser. Hun er vores tids ”hysteriske kvinde”. Eller med Rahims ord – en djævel.
Hvis man forholder sig til de diagnostiske kriterier, er det korrekt, at nogle af disse træk indgår, mens andre i bedste fald er en karikeret fortolkning. Hvis man forholder sig til kriterierne, må man dog også erkende, at hvis denne ”typiske borderline” eksisterer, er den kun én ud af 256 mulige kombinationer af symptomer. Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke mener, der findes en rigtig eller forkert måde at have borderline. Men de fleste patienter er ofre for en dæmonisering, der tegner et statisk billede af deres sygdom og spiller dem ud mod de øvrige 255 kombinationer af symptomer. Samtidigt risikerer patienter, der ikke passer ind i dette billede, at blive overset i årevis, før de får den rigtige behandling.
Før psykiatrien digitaliserede journalerne, havde de en blå mappe med mit navn på. Under en indlæggelse havde jeg en samtale med min daværende psykiater. Da hun ankom, smækkede hun min mappe på bordet og proklamerede, at hun havde brugt weekenden på at læse min journal, og hun vidste simpelthen ikke, hvad hun skulle gøre. Alle veje viste sig at være blindgyder og konklusionen var altid den samme – jeg ville være meget syg resten af mit liv og ude af stand til at gennemføre en uddannelse. Som femtenårig fik jeg min første dødsdom.
Min første kontakt med psykiatrien var i 2011, da jeg som trettenårig blev indlagt med anoreksi. Med tiden blev jeg klar over, at anoreksien var et symptom på noget dybereliggende. Så længe jeg kan huske, har jeg været plaget af en grundlæggende utryghed og en tomhedsfølelse, jeg aldrig har kunnet ryste af mig. For mig betyder det, at jeg har svært ved at mærke mine relationer til andre, så snart jeg er alene. Allerede tidligt i min barndom begyndte jeg at ønske, at jeg bare kunne forsvinde. Når jeg så mine nærmeste udtrykke stærke følelser, blev jeg bange for, at de ville tage livet af sig selv. I mange år kunne jeg ikke forklare, hvor denne bevidsthed om selvmord kom fra. Nu ved jeg, at det skyldes, at jeg ikke kunne begribe, at andre kunne rumme deres følelser. Det kunne jeg nemlig ikke selv.
Siden har jeg udviklet kroniske selvmordstanker, der bliver særligt presserende, når jeg skal forholde mig til mine følelser. Jeg har allersværest ved at håndtere vrede, og jeg når sjældent at mærke vreden længe, før jeg i stedet bliver angst. Når den almene psykiatri betragter eksplosiv vrede som kernesymptomet på borderline, må det selvsagt være svært at se mig i diagnosen på trods af, at jeg har fuld plade i borderline-bingo.
På engelsk taler man om ”stille borderline”, når der er tale om patienter, der vender symptomerne indad. Patienter som mig. Men min sygdom har aldrig været stille. Den har taget mange former, men den har altid været destruktiv. Jeg har dybe og tilbagevendende depressioner. Min vrede kan være eksplosiv, men den raserer inden i mig. Jeg får afløb for mine følelser med selvskade. I mine teenageår havde jeg svært ved at holde på og indgå i sunde relationer. Jeg havde en selvmordsforebyggende samtale, hvor jeg sagde, at jeg håbede, at min familie ville tilgive mig for at begå selvmord. Jeg trøstede mig selv med, at jeg ikke ville nå min attenårs fødselsdag. Jeg har aldrig været stille.
Når jeg ser tilbage på mit forløb, har jeg svært ved at forstå, hvordan jeg først blev set, da jeg fyldte 20 år og overgik til voksenpsykiatrien. Samtidigt ved jeg, at jeg i mine syv år i ungdomspsykiatrien kun blev set som 13-årige Mia med anoreksi. Jeg var fanget i den typiske fortælling om spiseforstyrrelser – jeg var en ordentlig og perfektionistisk pige, der havde brug for kontrol. Det tætteste mine behandlere kom på at se mig, var da jeg fik diagnosen ”dependent personlighedsforstyrrelse”, som på mange måder passer perfekt ind i det billede, de i forvejen havde af mig.
Da jeg fik borderline-diagnosen, faldt de sidste brikker på plads for mig. Alligevel blev jeg ramt af en overvældende frygt for min fremtidige behandling, for jeg havde allerede stiftet bekendtskab med de fordomme, der følger med borderline-diagnosen. Det var min daværende psykolog, der fortalte mig om de 256 kombinationer af symptomer. Men jeg fandt hurtigt ud af, at denne opfattelse primært er at finde hos specialisterne. I den almene psykiatri og i somatikken eksisterer fordommene stadig i bedste velgående. Det havde konsekvenser for behandlingsstrategien under min sidste indlæggelse og resulterede i, at de først lyttede til mine behov for sent. Vi risikerer at blive afvist i akutmodtagelsen, fordi vores selvmordstanker opfattes som en måde at få opmærksomhed. Hos min læge brugte jeg et år på at få lov til at blive henvist til udredning af kroniske smerter, fordi de automatisk blev afskrevet som psykosomatiske. Det var min psykiater, der endte med at henvise mig til en neurolog.
Det er ikke svært at få øje på fordommene, og vi har alle et ansvar for at ændre dem. Det er et område, hvor psykiatrien svigter sine patienter, hvor medierne svigter de mennesker, der har eller vil få diagnosen, og et område hvor Tobias Rahim og andre kunstnere svigter, når de bruger borderline som en fængende måde at beskrive en ekskæreste på. Der er med andre ord god grund til, at vi som patienter kommer til at skamme os over diagnosen. Så længe vi ikke som samfund åbner øjnene for nuancerne, vil vi være bange for at tale om det, for de åbne arme, vi bliver mødt med, afhænger af, hvor meget vi vender vores smerte indad. Det er et farligt stigma, når der er tale om en gruppe patienter, der kæmper med en kombination af selvmordstanker og problemer med impulskontrol. Det er dér, vi må starte, hvis vi vil forstå, hvordan en så nuanceret diagnose kan være så svær at få øje på.
Mia Sønderskov, kommunikationsstuderende.