I maj viste det såkaldte Democracy Perception Index, at det var sket en svækkelse af danskernes tilfredshed med myndighedernes håndtering af pandemien. Hvad præcist, svækkelsen skyldtes, var svært at fastslå nøjagtigt, men min egen vurdering var dengang, at den skyldtes den voksende politisering af håndteringen siden maj 2020.
I dag er tilliden dog vokset tilbage. Da folkene bag Hope-projektet ved Aarhus Universitet tidligere i denne måned foretog deres seneste dataindsamling, viste det sig, at der overordnet set igen er stor opbakning til de smitteforebyggende tiltag, som myndighederne anbefaler, og regeringen og Folketinget gennemfører. I lighed med tidligere har lederen af forskningsprojektet, professor Michael Bang Pedersen, forklaret støtten som et resultat af det høje tillidsniveau i Danmark.
Blandt forskere er det en udbredt opfattelse, at der er flere – deriblandt historiske – årsager til den høje tillid, vi danskere har til hinanden og til de offentlige myndigheder. Den skyldes ikke kun vores velfærdssamfund og mange frivillige foreninger, men især de store folkelige bevægelsers mobilisering af først bondestanden og siden industriarbejderne fra midten af 1800-tallet. I begge tilfælde var der tale om grupper, der hidtil var blevet holdt uden for reel politisk magt og ikke nød fulde rettigheder.
Da de fik det efter systemskiftet i 1901, blev Danmark en rummelig nation af borgere, bønder og arbejdere, der kunne betragte staten som deres egen. Det moderne Danmark blev – som andre vesteuropæiske stater – en nationalstat, som byggede på en sammensmeltning af republikanske, liberale og nationale traditioner og de værdier, de stod for: Pligter og rettigheder inden for et nationalt fællesskab.
Her ved årsskiftet synes der at være anledning til at spørge: Er der tegn på trusler mod den syntese, der blev skabt? Når jeg spørger, er det, fordi vi i det forgangne år har set, at der er blevet sat spørgsmålstegn ved begreber som ”samfundssind”, ”borgerpligt” og ”det fælles bedste”. Især har liberale følt sig ”udskammet”, når de blev bebrejdet for at protestere mod indskrænkningen af deres personlige frihedsrettigheder og udøvelsen af deres erhverv.
Inden jeg leverer mit eget svar på spørgsmålet, vil jeg kaste et blik ud i verden omkring os. Jeg vil pege på, at vi i øjeblikket oplever en destabilisering af den måde, hvormed vi i Vesten forstår demokratiet.
Forud for ”Stormen på Kongressen” i USA – som var den vigtigste politiske begivenhed i den vestlige verden i det forgangne år – holdt daværende præsident Trump en tale til deltagerne i en demonstration neden for Capitol Hill i Washington D.C.
Han opsummerede dens formål således: ”Vi er forsamlet her i hjertet af vores nations hovedstad af én meget, meget grundlæggende og enkel grund: At redde vores demokrati.”
Senere sammenlignede han de demonstranter, der var mødt frem, med de ”svage republikanere”, der sad inde i Senatet og godkendte valget af den nye demokratiske præsident Joe Biden:
”I har mere, der taler for jer, end nogen andre, og [alligevel] prøver de at nedgøre alle, der har noget med os at gøre. [Men] I er det sande folk. I er det folk, der byggede denne nation. I er ikke det folk, der rev vores nation ned.”
Umiddelbart efter talen brød demonstranterne ind i Kongressen og prøvede rent bogstaveligt at rive den ned.
Forvanskningen af begreber som ”demokrati”, ”frie valg” og ”nation” i Trumps præsidentperiode fik vidtrækkende konsekvenser for det amerikanske samfund. Selv om der i forvejen havde været en politisk polarisering i gang, blev den voldsomt forøget.
Mit andet eksempel er fra Tyskland. I foråret 2020 begyndte demonstranter i flere tyske byer, specielt Stuttgart og Berlin, at gå på gaden for at protestere mod forbundsstatens indførelse af restriktioner, der har skullet inddæmme smitten med covid-19. I år har antallet af protesterende været forøget voldsomt. Ved en enkelt demonstration var der op mod 60.000 mennesker, hvoraf mange ikke veg tilbage for udøve vold.
Bag demonstrationerne står en gruppe, der kaldte sig ”Querdenken”. Den blev grundlagt i april 2020 af Michael Ballweg, ejeren af et IT-firma. Gruppen kalder restriktionerne for “diktatoriske” og anser dem for et angreb mod borgernes fundamentale frihedsrettigheder.
”Querdenken” betyder bogstaveligt talt at tænke på tværs. Og det er ganske sigende, for ud over konspirationsteoretikere har der været demonstranter fra et bredt politisk spektrum. Det kendetegnende ved gruppen er dog, at den ikke har nogen holdning til politik. Ja, den fremstår nærmest nihilistisk. Dens ledere anser det således ikke for noget problem, at der også deltager nynazister, tilhængere af hvidt overherredømme og medlemmer af to partier på den yderste højrefløj, AfD og NPD.
Gruppen kommer da heller ikke med alternative politiske forslag til, hvordan de økonomiske eller sundhedsmæssige problemer i forbindelse med pandemien kan blive løst. Det eneste budskab er et krav om individets fulde frihed. Og det bliver fremsat uden skelen til, om det kan skade et samfund, der er ramt af en pandemi, at man ikke tager hensyn til det fælles vel eller overvejer, om den enes frihed kan blive den andens ufrihed.
I august udsendte Hope-projektet en pressemeddelelse om en tankevækkende undersøgelse. Nogle af dets forskere havde fundet ud af, at coronapandemien ikke alene havde været skadelig for mange borgeres fysiske helbred og økonomi, men også indebåret en psykisk belastning, der havde potentielt skadelige virkninger for samfundet. I værste tilfælde kunne den medvirke til at destabilisere forholdet mellem borgerne og staten, udtalte Michael Bang Pedersen:
”Vores undersøgelse viser, at de psykologiske omkostninger ved at leve med pandemien og restriktionerne har fået regerings- og systemkritiske holdninger til at blusse op og motiveret til politisk vold i en række lande. Jo større byrden blev, efterhånden som pandemien skred frem, jo mere destruktive blev holdningerne. Derudover var [borgerne] mere motiverede til at deltage i voldelige protester.”
Den psykiske byrde ved at leve under pandemien har således skabt grobund for voldsparate protestbevægelser rettet mod de restriktioner, regeringer i Europa og USA har måttet indføre for at bremse udbredelsen af covid-19. Men den har måske næret de antidemokratiske holdninger, der i forvejen findes i vore samfund. Ifølge flere opinionsundersøgelser fra de sidste tyve år findes der allerede nu – også i rige vestlige samfund med en solid demokratisk tradition – grupper på op til 17 procent af befolkningen, som er parate til at afskaffe demokratiet og støtte en autokratisk leder.
Danmark har kun i mindre grad vist tegn på Querdenken. Men vi dog set ubehagelige eksempler. For eksempel i form af bevægelsen ”Men in Black”, der for nylig viste flaget foran retten på Frederiksberg. Desuden har vi oplevet en politisk polarisering i en grad, som vi kun få gange tidligere i vores nyere historie har set mage til.
Som det var tilfældet i forbindelse med folkeafstemningen om medlemskab af EF i 1972, har polariseringen dybt skadelige konsekvenser for det nationale fællesskab og den sociale tillid – de nok to eneste åndelige ressourcer, vi har tilbage i nutidens afkristnede samfund.
Pandemien er slem nok sig selv. Nu, hvor vi skal bokse videre med den i det nye år, bør vi bestræbe os på, at den ikke også ødelægger den syntese af traditioner og værdier, vi har fået i arv og levet højt på hidtil.
Godt nytår!