Mickey Gjerris: Jo, veganere må gerne blande sig i, hvad man spiser

At hævde at det ikke er legitimt at diskutere, om dyr virkelig kan reduceres til mad, svarer til at hævde, at jeg ikke må italesætte, at andre mennesker kører bil i beruset tilstand af hensyn til deres individuelle frihed

Mickey Gjerris: Jo, veganere må gerne blande sig i, hvad man spiser

Det danske folkevid kender ingen grænser. Den seneste berigelse lyder: ”Hvordan ved man, om en person er en veganer? Bare rolig, det skal han/hun nok fortælle dig.”

Denne vidtløftige vittighed efterfølges af lidt latter og øjne, der rettes mod himlen over de tåbelige veganere. Ud over den akavede stemning, der kan opstå, når afsenderen af vittigheden opdager, at modtageren rent faktisk selv er veganer, og det paradokasale i, at vittigheden i det tilfælde modsiger sig selv, da det tydeligvis er ikkeveganeren, der har mest behov for at fortælle om sine spisevaner, så illustrerer vittigheden fint en udbredt fordom om veganere: De er missionerende, selverklærede helgener, der ønsker at presse deres livsstil ned i halsen på uskyldige borgere, der bare vil være i fred.

Kombinerer man det ovenstående med den også ofte fremførte påstand, at ”når jeg ikke blander mig i, at du spiser vegansk, så skal du heller ikke blande dig i, at jeg spiser kød”, så er grunden lagt til, at den vrede veganer er gået hen og blevet det dominerende billede af mennesker, der vælger en vegansk livsstil. Mennesker, der blander sig i personlige valg, som de ingen ret har til at have en holdning til – og slet ikke at give udtryk for.

Men det carnistiske valg (det latinske ord carne betyder kød) er i veganerens optik et etisk valg. Et valg, der indebærer bestemte værdimæssige forestillinger om mennesket, dyret og deres forhold til hinanden. Så medmindre man mener, at dyr slet ikke er etiske væsener, men madpakker på ben, som vi kan behandle, helt som vi vil, så er der noget at diskutere. For om vi spiser dyr eller ej er et værdimæssigt valg. I sidste ende kan man jo også diskutere, om dyr virkelig ikke rejser en etisk fordring til os.

Så det er legitimt at diskutere, om dyr kan reduceres til mad. At hævde det modsatte svarer til at hævde, at jeg ikke må italesætte, at andre menensker kører bil i beruset tilstand af hensyn til deres individuelle frihed. I begge tilfælde opstår retten til at diskutere andres valg, fordi de valg har konsekvenser for en tredjepart, der ikke er til stede. I spritbilistens tilfælde de mennesker, han kan skade på sin vej, i carnistens tilfælde de dyr, der er blevet dræbt for at opfylde de æstetiske præferencer efter at sætte tænderne i dem.

Det er dog værd at overveje, hvor, hvornår og hvordan man skal tage diskussionen. Så ender du til sommerfesten ved siden af en, der har fyldt grillede auberginer, majskolber, tabouleh og brød på tallerkenen, men fravalgt koteletten og de brankede pølser, så tag en dyb indånding, inden du lader dig provokere, og overvej, om han eller hun måske har mere lyst til at tale om vejret og fodbold end at skulle forsvare sit valg af mad. Også selvom det uundgåeligt signalerer, at i er uenige om det ret grundlæggende spørgsmål: Hvad for en slags dyr er menneskedyret?

Med mindre, at man mener, at dyr slet ikke er etiske væsener, men madpakker på ben, som vi kan behandle helt som vi vil, så er der noget at diskutere. For om vi spiser dyr eller ej er et værdimæssigt valg.