I MIDTEN AF AUGUST, da min sommerferie var ved at være forbi, rejste jeg en uge alene til Wittenberg – den by, der mere end nogen anden er forbundet med Martin Luther og Reformationen, og som i denne tid er ved at forberede sig til det store reformationsår 2017.
I min taske havde jeg en bibel og Luthers store Galaterbrevs-kommentar, og jeg glædede mig til en uge, hvor jeg kunne fordybe mig i den lutherske arv, som er hjerteblod for min tro. Hver dag besøgte jeg Slotskirken, hvor Luther (formodentlig) hamrede sine 95 teser op i 1517 og dermed indledte Reformationen.
Det var stort at se kirken med egne øjne, men det fyldte mig også med en masse modstridende følelser. For lige så god og nødvendig, som Reformationen i mine øjne var, lige så tragisk en begivenhed er det altid, når den kristne kirke splittes.
Jeg kom til at tænke på, hvordan kirken ser ud i dag: Der er et næsten uendeligt udbud af kirker, der adskiller sig i lære såvel som udtryk, og den enkelte kristne er overladt til selv at lære at navigere i dette virvar. Som kristen i dag, særligt i de større byer, bliver man næsten uundgåeligt til en kirke-shopper, som skifter kirke, så let som man skifter skjorte.
Snarere end at være et hjem, hvor man er forpligtet på at tjene hinanden i trofasthed, loyalitet og broderkærlighed, bliver kirken alt for ofte et sted, man blot kommer for at få sig nogle stærke religiøse oplevelser i form af flammende prædikener, gribende lovsang eller en dragende aura af mystik.
Dette er det uheldige resultat af den atomisering af kirken, der begyndte med Reformationen i 1517. Jeg tror, jeg kan sige med sikkerhed, at ingen havde brudt sig så lidt om dette scenarie som Luther selv.
Luther, såvel som alle i den lutherske reformations andre nøglepersoner, så nemlig stadig sig selv som katolik. Dette var af afgørende betydning for ham, for at man ikke skulle blive, hvad Luther kaldte for ”en sværmer”. Det vil sige en, der tror, at han ikke har brug for kirken, for traditionen, for den rette lære eller koncilerne, men bare for sin egen personlige oplevelse af Gud.
Lyder det bekendt? Så er det måske, fordi forbrugerkristendommen i dag ofte lægger sig mere op ad ”sværmerne” end ad Luther selv.
JEG PÅPEGER ALTSÅ IKKE dette i et rent historisk øjemed. Jeg påpeger dette, fordi jeg tror, det er afgørende for den reformatoriske kristendom i dag, at vi genfinder vores identitet som katolikker. Alle vi, der søndag efter søndag fremsiger den apostolske trosbekendelse i kirken, bekender jo allerede vores tro på ”en hellig, almindelig kirke”. Og ordet ”almindelig” er blot en anden oversættelse af ordet ”katolsk”. Mit ærinde er altså ikke at ændre den lutherske tro, men derimod at pege på noget værdifuldt i den lutherske arv, som vi ikke må miste.
Så hvorfor har vi brug for det katolske i dag? Da jeg kom til kristen tro som 19-årig og studerende, blev jeg hurtigt præsenteret for et kirkemiljø, der var meget optaget af at tale om følelser. Det er i sig selv en god ting, for unge mennesker kæmper ofte med mange komplicerede følelser, som der skal kunne tales åbent om i kirken.
Problemet er, at der i dag er en udbredt tendens til at søge det menneskelige forhold til Gud ensidigt i følelserne. I mange årtier har det været en udbredt fordom blandt ateister, at troende mennesker føler mere, end de tænker, men det er, som om den løgn er blevet gentaget så mange gange, at kirken selv er begyndt at tro på den.
Derfor hører man ofte i kirken, at det at tro ikke handler om at tro på en trosbekendelse, blive døbt, gå til nadver og leve i lydighed mod Jesus, som vi møder ham i evangelierne. Derimod handler det at tro om at lære at ”høre Guds stemme i dit hjerte”, ”tage imod Kristus som din personlige frelser” og ”føle Guds kærlighed”.
Det er netop den slags kristendom, som Luther kalder ”sværmeri”. Det er en kristendom, der ukritisk har antaget to af vor tids store samfundstendenser: vores individualisme og vores føle-kultur, hvor mine følelser og intuitioner bliver den højeste autoritet for, hvad der er sandt og godt.
Modsvaret til denne subjektivistiske og byrdefulde variant af kristendommen er at besinde os på vores katolske arv.
For hvad betyder det, at vi bekender ”en hellig, almindelig (det vil sige: katolsk) kirke?”. Det betyder, at troen er objektiv. Den er ikke bare frit svævende følelser og stemninger, som man måske, måske ikke kan lade sig rive med af. Troen har taget krop, på samme måde som Gud tog krop i Kristus. Og den krop er kirken.
I kirken møder vi nemlig Gud som noget konkret: Det gør vi for det første, når vi siger trosbekendelsen. Her får vi et sandt billede af, hvem Gud er, og hvad han har gjort, og på den trosbekendelse bliver vi frelst. Det er stort. Alt for ofte har jeg hørt præster sige, at en trosbekendelse ikke er en ”rigtig tro”, eftersom alle og enhver jo kan tilslutte sig en trosbekendelse.
Rigtig tro er, når ”Gud taler til dig personligt, og du bliver fyldt at hans kærlighed”, siger man. Men det er og bliver forkert. Paulus siger det pragtfuldt: ”Hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.”
FOR DET ANDET møder vi Gud i skriftemålet. Kirker bruger skriftemålet forskelligt. Nogle har et privat skriftemål ligesom i den romersk-katolske kirke. Andre kirker bruger den såkaldte kyrie, det trefoldige ”Herre, forbarm dig” i starten af gudstjenesten. Endnu andre siger en fri syndsbekendelse. Men uagtet formen, så sker det fantastiske her, at præsten tilgiver synder på Guds vegne.
Det er det, der ligger i det desværre noget umoderne udtryk, at kirken har fået ”nøglemagten”: Den kan helt bogstaveligt tilgive synder og dermed åbne porten til himlen.
Man skulle ikke tro, det kunne blive større. Men det kan det: For det tredje møder vi nemlig tillige Gud i sakramenterne, det vil sige i dåben og nadveren. Her kan den kristne komme og blive helt fysisk forenet med Kristus. Den evige Gud har skjult sig i hverdagsgenstande som brød, vin og vand, og det bedste af det hele er, at det virker hver gang – uanset om jeg ”føler Guds kærlighed i mit hjerte”, når jeg knæler ved alteret!
Trosbekendelsen, nøglemagten og sakramenterne: Hvor disse er, er den katolske kirke, og det er ikke underligt, at disse bliver forsømt i vores individualistiske forbrugersamfund, hvor troen er noget, der skal opleves og hjælpe os i vores personlige selvrealiseringsprojekt. Men kun med disse tre bliver den opstandne Jesus en konkret person, vi kan møde ansigt til ansigt, og ikke en abstrakt idé, vi skal prøve at finde i dybderne af vores sjæl.
Når jeg i fremtiden bliver spurgt, hvilken gren af kristendommen jeg tilhører, vil jeg give dette svar: ”Jeg er evangelisk katolik.” For ”katolik” har intet at gøre med at tilslutte sig paven i Rom eller gå på knæ for helgener.
At være katolik er at erkende, at der er noget større end en selv, nemlig kirken, og i kraft af kirken har kristendommen et fantastisk alternativ til den moderne individualistiske føle- og selvrealiseringskultur. Et alternativ, der fortæller, at Jesus er en objektiv virkelighed, som ikke bare må søges i det troende hjerte, men først og fremmest uden for os selv.
Så stærkt et alternativ må kunne gøre selv Svend Brinkmann misundelig!
Jacob Munk studerer litteraturhistorie på Aarhus Universitet.