Mikael Rothstein er religions‑historiker, og DR har fået ham til at skrive ”analyser” om religion på dr.dk.
DR er som institution ligeglad med religion, og DR har i tidens løb realiseret det projekt, som Mikael Rothstein gerne vil realisere: nemlig fjerne kirkeligt stof og kristendom så meget som muligt.
Staten er ellers ifølge Grundloven forpligtet til at ”understøtte” den evangelisk-lutherske kirke også med andre midler end lidt penge, og det vil sige med DR, men der er jo ikke mange, der vil følge love og konventioner, hvis de ikke bryder sig om dem.
Folkekirken findes næsten ikke for DR. På det punkt ligner DR alle kommercielle kanaler. Der er små vragdele ladt tilbage: en morgenandagt, der næsten er reduceret til en orgelkoncert gemt væk på P2.
Og P1 sender pligtskyldigt højmessen klokken 10 om søndagen, men den er et forstyrrende element i kultursøndagens flow. Det er ikke et udtryk for religionskritik, men ganske enkelt ligegyldighed. DR afspejler på den måde befolkningen, der altid vil foretrække P3.
Valget af Mikael Rothstein er velvalgt. Jeg har altid respekteret ham. Han er god at diskutere med. Man ved, hvor man har ham. Og man kan ikke sætte spørgsmålstegn ved hans faglighed. Rothstein er ikke imod religion. Han er liberalist og vil lade religion være en privatsag.
Staten skal ikke blande sig, og han er derfor imod de ”statsstøttede” præster. Staten må gerne støtte religionshistorien, men ikke religion, for religion findes slet ikke. Det har han ret i. Religionshistorien studerer derfor ikke religion, men religiøse mennesker.
Mennesket er religionsproducerende. Mennesket producerer også kunst, og det støtter staten gladeligt. Rothstein kunne nu godt derfor udvide sit religions‑ begreb en smule, så det også opfattede kunstmuseerne, der er kunstreligionens helligdomme. Der findes næsten ikke kunstkritik.
Rothstein er konstruktivist. En konstruktivist konstruerer ikke, men konstruktivisme er en kritisk strategi, der afslører, at noget er en konstruktion, og som folk ikke mener, er en konstruktion. Det kan være religion, race, køn eller lignende. Konstruktivismen sætter ikke noget i stedet, og dermed adskiller den sig fra ideologikritikken.
Rothstein anser ikke religion for at være en ideologi, det man tidligere har kaldt en ”falsk bevidsthed”. Han viderefører i højere grad Ludwig Feuerbachs religionskritik end Karl Marx’.
Ifølge Feuerbach er religion en projektion, og når vi opdager det, kan vi holde op med at projicere og vende os med den anden. Feuerbach er ophavsmand til jeg-du-filosofien, men den anden må vi ikke projicere på. Konstruktivisme er nødt til at opfinde én ting: essenser. Rothstein gør op med religion som noget, der har et væsen eller en kerne.
Rothsteins religionsopfattelse deles af de allerfleste mennesker på nær muslimer. Han er en modig mand, men også klog.
Muslimer producerer islam, der så producerer muslimer. Allah er en opdigtet person. For nu på den måde at afsløre islam, er han nødt til at tilsløre. Han forskyder kritikken, idet han kritiserer kristendom og kristen mission, så ingen opdager islamkritikken.
Hans kikkert vender begge veje. Han gør folkekirken større, end den er, for derved at gøre moskeen mindre, end den er. Vi kender det fra børn, der altid synes, det er sjovt at vende kikkerten.
Hans syn på religion deler jeg. Det gør enhver ordentlig luthersk teolog, der blot har læst en lille smule Barth, Bultmann eller Gogarten – eller Sløk eller Løgstrup.
A.F. Nørager Petersen, der var præst ved Aarhus Domkirke, skrev en fantastisk bog om gudstjenestens teologi, hvor han leverer en kritik af kulten, der er mere radikal end Rothsteins. Og gid alle muslimer ville læse P.G. Lindhardts bog ”Helvedesstrategi”.
Så behøvede de ikke være bange for at ende i Helvede, fordi de ikke går med tørklæde.
Hans Hauge er dr.phil. og universitetslektor