I JUNI 1849 BLEV KIMEN til det moderne Danmark lagt, da kong Frederik VII underskrev den første grundlov og gjorde en ende på enevælden til fordel for demokratiet.
Det var dog langtfra den eneste reform, der indtraf det år. Den 12. februar 1849 blev værnepligt ved lodtrækning indført ved lov over hele landet, og siden har institutionen været en fast del af det danske samfund.
Værnepligten har været og er fundamental for vores demokrati, og det er vigtigt, at vi værner om den, mener centerleder og seniorforsker ved center for militære studier Henrik Ø. Breitenbauch.
I anledning af jubilæet er det oplagt at spørge: Hvad har værnepligten betydet for Danmark?
”Den danske historie om værnepligt er en del af en større historie om den moderne stats udvikling i Europa. Værnepligten indgår jo som en meget fundamental institution i den moderne relation mellem stat og borger. Ikke mindst i den demokratiske stat, hvor befolkningen gik fra at være beboere i et territorium til at være borgere i en stat. Det at være borger indebærer både en række rettigheder og en række pligter. Derfor er værnepligten ikke bare en central institution i Danmark, men i alle moderne vestlige stater.
Så historien om værnepligten er fundamentalt en historie om, hvordan undersåtter blev til borgere.”
Så man kan sige, at værnepligten var en form for demokratisering af forsvaret, da alle uanset status pludselig potentielt kunne tjene i hæren?
”Det er faktisk et meget vigtigt aspekt, når man taler værnepligt, at den ikke må opfattes som socialt skæv. For så bliver den hurtigt upopulær. Til det formål har vi i Danmark et lotteri, som alle unge mænd deltager i.
På den måde kan man se, om man skal ind at tjene. Det er ikke bare teater, men en fundamental sikring mod mistanke om, at nogen slipper udenom.
I nogle lande har det traditionelt været sådan, at værnepligten kun på overfladen har været universel.
Et godt eksempel er den nuværende amerikanske præsident, Donald Trump. Han havde jo hælsporer, der gjorde, at han ikke kunne forrette sin militære værnepligt. Det med at have medicinske undskyldninger er især noget, som overklassen i visse lande har kunnet trække på.”
Det er stadig kun mænd, der skal til session og trække nummer. Hvordan har værnepligten været med til at forme vores syn på manderollen i dag?
”Værnepligten er på den måde et lidt underligt levn i forhold til kønspolitikkens historie i Danmark. Det er jo en åbenlys kønsdiskrimination af kvinder, at de ikke er omfattet af værnepligt. De har fået en værneret, men det er jo ikke det samme.
I et land, hvor vi ellers går meget op i at sørge for lige forhold mellem kønnene, synes jeg, at det da er bemærkelsesværdigt, at der endnu ikke er kommet kvindelig værnepligt.
Når det så er sagt, så er det klart, at gamle maskuline dyder ikke vinder stor anseelse i et demokratisk og civilt domineret samfund – og med god grund. Der bliver militæret et sted, hvor der måske i særlig grad er plads til denne form for maskulinitet. Broderskab, ekstreme oplevelser og en idé om heltemod, som trives dårligt i en velfærdshverdag. Derfor har militæret som institution også en særligt maskulin tiltrækning.
Jeg prøver ikke at sige, at jeg opfatter det som naturligt, at mænd slås. Det synes jeg egentlig ikke. Men der er en opfattelse af militæret som et sted, hvor der er plads til en mere rå form for maskulinitet, som der ikke er særlig meget plads til i et samfund, hvor 10-talspigerne dominerer skolesystemet.”
I slutningen af 1960’erne blev der indkaldt over 25.000 værnepligtige i 18 måneder. Nu er det 4200 værnepligtige i cirka fire måneder. Hvad siger det så om samfundet, at vi er så relativt få nu, der kommer igennem værnepligten? Er vi blevet mindre patriotiske her i landet – eller bare mere fredelige?
”Årsagssammenhængen er en anden. Det er først og fremmest det militære behov, der styrer antallet af værnepligtige, og i sidste ende er det politikerne, der godkender det.
Men de seneste 25 år har vi vænnet os til at se på krig som et tag selv-bord. Man kunne tage ud og være med, hvis man havde behov for det eller lyst til det. Både som individ og som nation – vi har jo ikke været tvunget til at deltage i nogen krige. Nu er sikkerhedsudfordringerne kommet tættere på os igen.
Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi ikke får en ny generation, som er helt frakoblet virkeligheden, og som tager vores sikkerhed for givet.
Det tror jeg, at værnepligten kan være med til at sikre.”